Anmeldelse
Den yderste kyst
- Log ind for at skrive kommentarer
Tredje bog i sagaen om Jordhavet hvor troldmanden Gæt er på toppen af sine kræfter, men hvor han også skal konfrontere den stærkeste fjende nogensinde.
Troldmanden Gæt er igen hovedpersonen, modsat bind to Atuans grave, hvor han spillede en birolle. Han er nu blevet ærkekogler og er en gammel mand, som lever på øen Roke. En dag ankommer prins Arren fra øen Enlad, som har fundet ud af at troldmændene og heksene ikke længere kan udøve trolddom, hvilket bla. betyder at mennesker og dyr dør, og høsten slår fejl. Det viser sig at skyldes en ond kraft, der rykker på balancen i hele Jordhavet.
Sammen med Arren beslutter Gæt sig for at rejse til den yderste kyst, for at stoppe den kraft der truer verdensbalancen samt finde de ’sande navne’, der indeholder stor magt. Det bliver en rejse gennem de dødes land samt blandt drager, havfolk og andre fremmedartede væsner. Og det bliver en rejse, der forandrer tilværelsen for både Gæt og Arren.
Hvor første bind Troldmanden fra Jordhavet indeholdt både action og magi, og ’Atuans grave’ mest foregår i bevidstheden hos hovedpersonerne, er ’Den yderste kyst’ en blanding af det hele. Selvom Gæt er hovedpersonen, spiller Arren også en stor rolle. Bogen er mere mørk end de forrige bind, men også smukkere. Måske fordi Gæt er blevet ældre, og fordi vi gennem Arren bliver husket på Gæts egen ungdom og indser, at vi faktisk har fulgt Gæt gennem hele hans liv.
Historien er fyldt med personlige refleksioner, og døden er på en anden måde nærværende. Gæt og Arren krydser grænsen til de dødes land, intet er pakket ind, og der er ingen trøst nogen steder. Forfatterens veletablerede mytologi om øernes historie og magiens kraft har en virkningsfuld effekt.
Sproget er smukt, og Ursula K. Le Guin kalder nemt både livet på det åbne vand og den kedelige tristhed i dødsriget frem, hvor "dem, der var døde af kærlighed, gik forbi hinanden i gaderne”. Da Arren første gang ser drager, beskriver forfatteren det således: ”Jeg er ligeglad med, hvad der kommer efter dette; jeg har set dragerne i morgenvinden". Det er en bevægende af åndeløs påskønnelse, som Gæt også oplever andetsteds. Jordhavets drager er essensen af naturen. De er intelligente, fantastiske og skræmmende skabninger, men de er også mystiske væsener.
Romanen er en opsang til os om, at vi må huske at bevare ligevægten. At vi er intelligente væsner, og derfor ikke må handle i uvidenhed, fordi vi har vores frie valg, skal vi handle ansvarsfuldt.
- Log ind for at skrive kommentarer
Tredje bog i sagaen om Jordhavet hvor troldmanden Gæt er på toppen af sine kræfter, men hvor han også skal konfrontere den stærkeste fjende nogensinde.
Troldmanden Gæt er igen hovedpersonen, modsat bind to Atuans grave, hvor han spillede en birolle. Han er nu blevet ærkekogler og er en gammel mand, som lever på øen Roke. En dag ankommer prins Arren fra øen Enlad, som har fundet ud af at troldmændene og heksene ikke længere kan udøve trolddom, hvilket bla. betyder at mennesker og dyr dør, og høsten slår fejl. Det viser sig at skyldes en ond kraft, der rykker på balancen i hele Jordhavet.
Sammen med Arren beslutter Gæt sig for at rejse til den yderste kyst, for at stoppe den kraft der truer verdensbalancen samt finde de ’sande navne’, der indeholder stor magt. Det bliver en rejse gennem de dødes land samt blandt drager, havfolk og andre fremmedartede væsner. Og det bliver en rejse, der forandrer tilværelsen for både Gæt og Arren.
Hvor første bind Troldmanden fra Jordhavet indeholdt både action og magi, og ’Atuans grave’ mest foregår i bevidstheden hos hovedpersonerne, er ’Den yderste kyst’ en blanding af det hele. Selvom Gæt er hovedpersonen, spiller Arren også en stor rolle. Bogen er mere mørk end de forrige bind, men også smukkere. Måske fordi Gæt er blevet ældre, og fordi vi gennem Arren bliver husket på Gæts egen ungdom og indser, at vi faktisk har fulgt Gæt gennem hele hans liv.
Historien er fyldt med personlige refleksioner, og døden er på en anden måde nærværende. Gæt og Arren krydser grænsen til de dødes land, intet er pakket ind, og der er ingen trøst nogen steder. Forfatterens veletablerede mytologi om øernes historie og magiens kraft har en virkningsfuld effekt.
Sproget er smukt, og Ursula K. Le Guin kalder nemt både livet på det åbne vand og den kedelige tristhed i dødsriget frem, hvor "dem, der var døde af kærlighed, gik forbi hinanden i gaderne”. Da Arren første gang ser drager, beskriver forfatteren det således: ”Jeg er ligeglad med, hvad der kommer efter dette; jeg har set dragerne i morgenvinden". Det er en bevægende af åndeløs påskønnelse, som Gæt også oplever andetsteds. Jordhavets drager er essensen af naturen. De er intelligente, fantastiske og skræmmende skabninger, men de er også mystiske væsener.
Romanen er en opsang til os om, at vi må huske at bevare ligevægten. At vi er intelligente væsner, og derfor ikke må handle i uvidenhed, fordi vi har vores frie valg, skal vi handle ansvarsfuldt.
Kommentarer