Anmeldelse
Den tjekkiske forbindelse af Therese Philipsen
- Log ind for at skrive kommentarer
Danske krimier af og om kvinder er i høj kurs for tiden. Læs denne let tilgængelige spændingsroman mens du venter på nyt fra Blædel og Egholm.
Dette er historien om en ung, kvindelig journalist på et tv-kriminalmagasin, der på sin første ’rigtige’ opgave som nyuddannet, bliver sendt til Tjekkiet for at undersøge et mystisk dødsfald på en dansk langturschauffør. Sammen med fotografen Jan, bliver hun konfronteret med hensynsløse bagmænd, narko, magtmisbrug, hemmelige loger og trafficking. Og som om det ikke var nok, bliver hovedpersonen taget som gidsel hele tre gange, bliver skudt på og kørt ned!
Handlingen foregår både i Tjekkiet, hvor politiet er mere end usædvanligt usamarbejdsvilligt, og i Danmark, hvor vi får et indblik i dansk tv-produktion, der ind i mellem er lige så hensynsløs i sin jagt på den gode historie og de makabre storsælgende billeder, som de kriminelle de jagter.
Bettina, som hovedpersonen hedder, er egentlig ret naiv, men hun er også en kvinde i en mandeverden, der gerne udstiller sin sårbarhed, f.eks. efter et biluheld hvor det nævnes at ’hun trængte til medlidenhed’.
Allerede på de første sider bliver man også lidt irriteret på den lillepigestil, Bettina kører, men samtidig fornemmer man også en målrettet pige, der går efter det hun vil have – og får det!
Forfatteren er selv journalist og har været ansat på TV2-kriminalmagsinet, Station 2, og man aner tydeligt det selvbiografiske islæt bogen har. F.eks. med beskrivelsen af Bettinas rapkæftede chef med ’stresscigaretten’ hængende i mundvigen, der giver associationer til studieværten, Niels Brinck. Dette kan nok tiltrække en del seere af det uendeligt populære program.
Der er ikke nogen tvivl om, at når man læser anmeldelser af romanen her, står kritikerne i kø for at slagte den. Og måske er sproget for klichéfyldt (sygeplejerskerne har brune sko og tykke brune strømpebukser på, bjergene er ’majestætiske’, osv.) Og muligvis overlader forfatteren alt for lidt til læserens tolkning, når hovedpersonen konstaterer, efter at være blevet smidt ud af et skummelt bordel med unødig dramatik: ”kald det kvindelig intuition, men jeg er på sporet af noget”.
Men jeg ved, der er mange, der støvsuger hylderne for alle skandinaviske højaktuelle samfundskrimier. Og denne spændingscocktail kan nok forsøde tilværelsen lidt, mens vi venter på de rigtigt gode af slagsen.
Lindhardt & Ringhof, 2007. 283 sider.
- Log ind for at skrive kommentarer
Danske krimier af og om kvinder er i høj kurs for tiden. Læs denne let tilgængelige spændingsroman mens du venter på nyt fra Blædel og Egholm.
Dette er historien om en ung, kvindelig journalist på et tv-kriminalmagasin, der på sin første ’rigtige’ opgave som nyuddannet, bliver sendt til Tjekkiet for at undersøge et mystisk dødsfald på en dansk langturschauffør. Sammen med fotografen Jan, bliver hun konfronteret med hensynsløse bagmænd, narko, magtmisbrug, hemmelige loger og trafficking. Og som om det ikke var nok, bliver hovedpersonen taget som gidsel hele tre gange, bliver skudt på og kørt ned!
Handlingen foregår både i Tjekkiet, hvor politiet er mere end usædvanligt usamarbejdsvilligt, og i Danmark, hvor vi får et indblik i dansk tv-produktion, der ind i mellem er lige så hensynsløs i sin jagt på den gode historie og de makabre storsælgende billeder, som de kriminelle de jagter.
Bettina, som hovedpersonen hedder, er egentlig ret naiv, men hun er også en kvinde i en mandeverden, der gerne udstiller sin sårbarhed, f.eks. efter et biluheld hvor det nævnes at ’hun trængte til medlidenhed’.
Allerede på de første sider bliver man også lidt irriteret på den lillepigestil, Bettina kører, men samtidig fornemmer man også en målrettet pige, der går efter det hun vil have – og får det!
Forfatteren er selv journalist og har været ansat på TV2-kriminalmagsinet, Station 2, og man aner tydeligt det selvbiografiske islæt bogen har. F.eks. med beskrivelsen af Bettinas rapkæftede chef med ’stresscigaretten’ hængende i mundvigen, der giver associationer til studieværten, Niels Brinck. Dette kan nok tiltrække en del seere af det uendeligt populære program.
Der er ikke nogen tvivl om, at når man læser anmeldelser af romanen her, står kritikerne i kø for at slagte den. Og måske er sproget for klichéfyldt (sygeplejerskerne har brune sko og tykke brune strømpebukser på, bjergene er ’majestætiske’, osv.) Og muligvis overlader forfatteren alt for lidt til læserens tolkning, når hovedpersonen konstaterer, efter at være blevet smidt ud af et skummelt bordel med unødig dramatik: ”kald det kvindelig intuition, men jeg er på sporet af noget”.
Men jeg ved, der er mange, der støvsuger hylderne for alle skandinaviske højaktuelle samfundskrimier. Og denne spændingscocktail kan nok forsøde tilværelsen lidt, mens vi venter på de rigtigt gode af slagsen.
Lindhardt & Ringhof, 2007. 283 sider.
Kommentarer