Selvstændig fortsættelse til kultsuccessen ’De otte’. Det gådefulde Montglane-skakspil inviterer igen op til spil med nye deltagere, og hemmelighederne og gåderne fortsætter.
Montglane skakspillet, som blev fremstillet i Bagdad og givet som gave til Karl den Store, giver indehaveren ubegrænset magt, og dets mystiske kræfter kan ændre verdens fremtid.
30 år er gået siden Cat Velis og Alexandr Solarin skjulte en række af skakspillets brikker over hele verden for at undgå at brikkerne faldt i de forkerte hænder. Nu rører spillet imidlertid igen på sig, og denne gang er det datteren Alexandra, der får en afgørende rolle i det dødsensfarlige mysterium.
Det hele starter med, at Alexandra bliver inviteret til fødselsdag hos sin mor i Colorado, hvilket i sig selv er mærkeligt, fordi Cat ellers aldrig fejrer sin fødselsdag. Da Alexandra når frem, er moderen oven i købet forsvundet, selvom der er inviteret syv andre gæster. Det viser sig dog, at hun har efterladt en række spor og gåder, og nu må Alexandra starte sin egen eftersøgning.
Parallelt med den nutidige historie fortælles mere om skakspillets gådefulde fortid. 30 år efter den franske revolution, hvor spillets optrådte første gang efter mere end 1000 års tavshed, angribes Ali Pasha, en magtfuld hersker i det ottomanske rige, af tyrkerne, og han bliver tvunget til at sende sin unge datter Haidée på en farlig mission. Hun skal smugle en af brikkerne fra skakspillet ud af Albanien og bringe brikken til Bagdad, lige ind i spillets hjerte.
Selvom man ikke har læst første del af den spændende beretning om Montglane-skakspillet, kan man udmærket starte direkte med denne bog. Selvfølgelig får man alle detaljerne ved at læse ’De otte’, men der opsummeres glimrende undervejs i denne nye historie
Og jeg skal love for, at man får noget for pengene, hvis man er til intriger, hemmeligheder, videnskabelige henvisninger og gådefulde sammenhænge.
Romanen er godt skrevet, omhyggeligt researchet, stederne så malerisk beskrevet, at man faktisk får lyst til selv at opleve dem, og selvom personerne måske er tegnet lidt for sort/hvide, så tror man faktisk på de opstillede teorier og den eminente benyttelse af kendte historiske begivenheder og personer.
Og kunstgrebet med at lade historien udforme sig som et skakspil med levende brikker er simpelthen genialt.
Kommentarer