Anmeldelse
Den med Richard Lange af Emma Elisabeth Nielsen
Lille snusfornuftige Eigil er det kit, der holder den dysfunktionel familie sammen, men magter han opgaven? Hjerteskærende debutroman om et ensomt og forsømt barn.
Eigil bor i ’verdens mindste by’, sammen med mor Lærke og storebror Julian, faderen skred allerede inden Eigil blev født.
Eigil er en dreng på 8-9 år. Og han er rigtig dygtig til selv at præsentere sin familie: ’Vi er sådan nogle, der ikke smiler’, siger han og der er ved gud heller ikke noget at smile af. Storebror Julian er autist og går på specialskole eller som Eigil formulerer det ’ Han er for klog til min skole’. Og moderen er gået helt i sort, efter Eigil og Julians far forlod hende, en sindstilstand der udmønter sig i dyb melankoli, pimperi og tristesse.
I det hele taget er Eigil et lille gammelklogt og eftertænksomt barn, der ofte bruger moderen eller mormoderens formuleringer. Når han fortæller historien med barnets logik og med den voksnes formuleringer, bliver det ufrivilligt morsomt at læse, også selvom Eigils liv så langt fra er morsomt. Romanens meget forstemmende hverdagsrealisme, løftes af den gammelkloge drengs måde at fortælle på. Man sidder faktisk som læser og venter på endnu en ”sort dag”, som fortælles sørgmuntert og spøjst.
Eigil har altid taget ansvar for familien og omtaler hændelser, som om det er ham, der direkte har været ansvarlig, som f.eks ’Vi sov over os’, når han fortæller om sin egen barnedåb, der ikke blev til noget. Ansvarligheden for denne trøstesløse og usammenhængende familie er rørende og man kan ikke andet end at elske Eigil.
Dette tænksomme, observante og ensomme barn bliver (selvfølgelig) mobbet i skolen og har ikke nogen at tale med det om. Og som i alle andre historier om sådanne børn, ser de voksne ikke hvad der sker. Eller hvis de gør, så sker der ikke noget.
Men så er der jo lige Richard Lange, postbud og selvbestaltet havemand hos Eigil, Julian og Mor Lærke. Han er der bare, går rundt i haven og slår græs, klipper buske og? Han er måske sat i verden for at kurere mors melankoli og Eigils ensomhed, og i hele taget for at hjælpe denne sære og stakkels familie. En form for ’normalisator’, så det hele ikke bliver for sort i sort. For selvom Richard Lange er en ’mystisk’ figur for læseren, så er han det ikke for Eigil. Han er den voksne,der er der, hvor det lille barn allermest har behov for det. Eigil eller Richard Lange er der på en mærkelig måde for hinanden.
”Den med Richard Lange” er en dejlig og rørende roman om det ensomme barn, der forsøger at holde sammen på det hele. Emma Elisabeth Nielsen har skrevet en ’langt-ude-roman’ om omsorgssvigt, dysfunktionelle familier, sammenhold på trods og barneliv. Hun er på alle måder et nyt, ungt og interessant bekendtskab, der kan føres til rækken af forfattere, der mestrer genren barndomsromaner.
Originally published by admin, Litteratursiden.
Lille snusfornuftige Eigil er det kit, der holder den dysfunktionel familie sammen, men magter han opgaven? Hjerteskærende debutroman om et ensomt og forsømt barn.
Eigil bor i ’verdens mindste by’, sammen med mor Lærke og storebror Julian, faderen skred allerede inden Eigil blev født.
Eigil er en dreng på 8-9 år. Og han er rigtig dygtig til selv at præsentere sin familie: ’Vi er sådan nogle, der ikke smiler’, siger han og der er ved gud heller ikke noget at smile af. Storebror Julian er autist og går på specialskole eller som Eigil formulerer det ’ Han er for klog til min skole’. Og moderen er gået helt i sort, efter Eigil og Julians far forlod hende, en sindstilstand der udmønter sig i dyb melankoli, pimperi og tristesse.
I det hele taget er Eigil et lille gammelklogt og eftertænksomt barn, der ofte bruger moderen eller mormoderens formuleringer. Når han fortæller historien med barnets logik og med den voksnes formuleringer, bliver det ufrivilligt morsomt at læse, også selvom Eigils liv så langt fra er morsomt. Romanens meget forstemmende hverdagsrealisme, løftes af den gammelkloge drengs måde at fortælle på. Man sidder faktisk som læser og venter på endnu en ”sort dag”, som fortælles sørgmuntert og spøjst.
Eigil har altid taget ansvar for familien og omtaler hændelser, som om det er ham, der direkte har været ansvarlig, som f.eks ’Vi sov over os’, når han fortæller om sin egen barnedåb, der ikke blev til noget. Ansvarligheden for denne trøstesløse og usammenhængende familie er rørende og man kan ikke andet end at elske Eigil.
Dette tænksomme, observante og ensomme barn bliver (selvfølgelig) mobbet i skolen og har ikke nogen at tale med det om. Og som i alle andre historier om sådanne børn, ser de voksne ikke hvad der sker. Eller hvis de gør, så sker der ikke noget.
Men så er der jo lige Richard Lange, postbud og selvbestaltet havemand hos Eigil, Julian og Mor Lærke. Han er der bare, går rundt i haven og slår græs, klipper buske og? Han er måske sat i verden for at kurere mors melankoli og Eigils ensomhed, og i hele taget for at hjælpe denne sære og stakkels familie. En form for ’normalisator’, så det hele ikke bliver for sort i sort. For selvom Richard Lange er en ’mystisk’ figur for læseren, så er han det ikke for Eigil. Han er den voksne,der er der, hvor det lille barn allermest har behov for det. Eigil eller Richard Lange er der på en mærkelig måde for hinanden.
”Den med Richard Lange” er en dejlig og rørende roman om det ensomme barn, der forsøger at holde sammen på det hele. Emma Elisabeth Nielsen har skrevet en ’langt-ude-roman’ om omsorgssvigt, dysfunktionelle familier, sammenhold på trods og barneliv. Hun er på alle måder et nyt, ungt og interessant bekendtskab, der kan føres til rækken af forfattere, der mestrer genren barndomsromaner.
Originally published by admin, Litteratursiden.
Kommentarer