Anmeldelse
Den lange vandring af Ishmael Beah
En vedkommende og autentisk historie om en børnesoldats liv – før og efter.
"Brisen fører de lemlæstede døendes svage jamren med sig. Jeg går forbi dem. De mangler arme og ben, indvoldene vælter ud gennem skudhuller i maven, hjernemassen siver ud gennem næse og ører. Fluerne er så berusede og ophidsede, at de falder ned i blodpølene og dør."
Sådan er krig. Beskrivelsen er skræmmende og utrolig barsk. Man forstår ordene, men begriber det ikke.
Ishmael vokser op i Sierra Leone, og det er ham, der fortæller denne krigshistorie, som han var del af, fra han var 13 til han var 17 år. Da krigen indhenter Sierra Leone, kender Ishmael den i forvejen fra det, han har set i ansigterne på flygtningene fra nabolandet Liberia. Angst, sult og tomhed.
Ishmael er en almindelig gæv dreng med en solid familie og gode venner. Hans store interesse er rapmusik og dans. En dag tager venneflokken af sted for at deltage i en talentkonkurrence, men når ikke frem, før hele landet forvrænges af borgerkrig. RUF, en revolutionær bevægelse, slår tusinder ihjel på kort tid. Folk flygter, og midt i dette kaos er Ishmael og hans venner, som nu begynder en lang vandring væk fra myrderierne.
Angsten og sulten slider livet af drengene, mens de bevæger sig kilometervis igennem lig, jungle og ukendte byer. Regeringshæren redder dem, men former dem hurtigt til skånselsløse og afstumpede børnesoldater, som myrder og hævner løs. Efter flere år med denne ekstreme virkelighed bliver Ishmael købt fri af UNICEF, som ser et barn med et gevær, hvor hæren kun så en soldat, der slog ihjel i den gode sags tjeneste.
På bagsiden af bogen er der et stort billede af Ishmael – han ligner en dejlig sund og god knægt. Det er ubegribeligt, men samtidigt livsbekræftende.
'Den lange vandring' er utroligt vedkommende, helt enkelt fordi den er ærligt fortalt. Ishmaels ærinde er tydeligvis at formidle og ikke svælge i tragedien, og det lykkes for ham gennem et levende sprog og fængende beskrivelser af en skræmmende virkelighed og dens aktører. Resultatet er en begavet historie om medmenneskelighed, som fortjener at blive læst, forstået og husket af et stort publikum
Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt. Gyldendal, 2007. 237 sider.
En vedkommende og autentisk historie om en børnesoldats liv – før og efter.
"Brisen fører de lemlæstede døendes svage jamren med sig. Jeg går forbi dem. De mangler arme og ben, indvoldene vælter ud gennem skudhuller i maven, hjernemassen siver ud gennem næse og ører. Fluerne er så berusede og ophidsede, at de falder ned i blodpølene og dør."
Sådan er krig. Beskrivelsen er skræmmende og utrolig barsk. Man forstår ordene, men begriber det ikke.
Ishmael vokser op i Sierra Leone, og det er ham, der fortæller denne krigshistorie, som han var del af, fra han var 13 til han var 17 år. Da krigen indhenter Sierra Leone, kender Ishmael den i forvejen fra det, han har set i ansigterne på flygtningene fra nabolandet Liberia. Angst, sult og tomhed.
Ishmael er en almindelig gæv dreng med en solid familie og gode venner. Hans store interesse er rapmusik og dans. En dag tager venneflokken af sted for at deltage i en talentkonkurrence, men når ikke frem, før hele landet forvrænges af borgerkrig. RUF, en revolutionær bevægelse, slår tusinder ihjel på kort tid. Folk flygter, og midt i dette kaos er Ishmael og hans venner, som nu begynder en lang vandring væk fra myrderierne.
Angsten og sulten slider livet af drengene, mens de bevæger sig kilometervis igennem lig, jungle og ukendte byer. Regeringshæren redder dem, men former dem hurtigt til skånselsløse og afstumpede børnesoldater, som myrder og hævner løs. Efter flere år med denne ekstreme virkelighed bliver Ishmael købt fri af UNICEF, som ser et barn med et gevær, hvor hæren kun så en soldat, der slog ihjel i den gode sags tjeneste.
På bagsiden af bogen er der et stort billede af Ishmael – han ligner en dejlig sund og god knægt. Det er ubegribeligt, men samtidigt livsbekræftende.
'Den lange vandring' er utroligt vedkommende, helt enkelt fordi den er ærligt fortalt. Ishmaels ærinde er tydeligvis at formidle og ikke svælge i tragedien, og det lykkes for ham gennem et levende sprog og fængende beskrivelser af en skræmmende virkelighed og dens aktører. Resultatet er en begavet historie om medmenneskelighed, som fortjener at blive læst, forstået og husket af et stort publikum
Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt. Gyldendal, 2007. 237 sider.
Kommentarer