Rørende og meget smukt portræt af forfatterens demente far fortalt med humor og varme. Bør læses af alle, som er sammen med eller som kender mennesker med demens.
”Jeg vækker far ved 9-tiden. ”Vil du ikke op?”, spørger jeg ham venligt. Og for at sprede lidt optimisme tilføjer jeg: ”Sikke et dejligt liv, vi har.” Skeptisk stabler han sig på benene. ”Ja, det har du måske.””
Konklusionen først: Bogen om Arno Geiger og hans demente far er en bog, som bør læses af alle, som er sammen med eller som kender mennesker med demens, uanset om det er familie eller plejepersonale, og hvem gør ikke det? I Den gamle konge i sit eksil fortæller han om sin far, som han egentlig ikke har haft et særlig tæt forhold til. Men faderens sygdom gør, at sønnen kommer tættere på ham - både for at støtte ham i en hverdag, som stadig bliver mere uoverskuelig og kaotisk og også for at lære ham at kende, inden han forsvinder helt på grund af sygdommen, og plejehjemmet tager over.
Faderen har indimellem sine lyse øjeblikke, så Arno Geiger får meget at vide om faderen og hans familie og hjemstavnen, om faderens oplevelser under Anden Verdenskrig og om forældrenes ægteskab. Inden faderens sygdom blev erkendt, har hele familien brugt mange kræfter på at formane faderen om, at han skulle tage sig sammen. Senere bliver Arno Geiger grebet af vrede over dette spild af kræfter, fordi de skældte ud på personen, selvom det var sygdommen, de mente.
Arne Geiger har tre søskende, og de forsøger sammen med moderen (forældrene bor ikke sammen) at være hos faderen så meget som muligt på skift. Det er en arbejdskrævende opgave, men samtidig bliver følelsen af sammenhold i familien forstærket: ”Fars sygdom hæmmede familiens opløsning”. Emnet demens er selvfølgelig trist, men her er ingen klynk i bogen. Tværtimod er her beskrivelser af mange morsomme og samtidig meget absurde hændelser fra hverdagen, som dog stadig er beskrevet med stor respekt over for den sygdomsramte far. Meget af den daglige omgang med ham var et spørgsmål om teknik. Med den rette indfølingsevne og fantasi og de rigtige ord lykkedes det for familien og dele af plejepersonalet at overvinde uroen for et stykke tid. ”Egentlig kan man kun bestå her som statsligt eksamineret linedanser.”
En smuk og meget menneskeklog bog, som jeg varmt vil anbefale. Arno Geiger er tysk forfatter bosat i Wien, og han har skrevet romaner, erindringer og fortællinger, hvor temaerne ofte kredser om erindring, sprog, hjemstavn, identitet og menneskeværd. Fra 2006 har vi på dansk romanen Vi har det godt, som også giver en stor læseoplevelse.
Kommentarer