Anmeldelse
Den, der bryder tavsheden af Mechtild Borrmann
- Log ind for at skrive kommentarer
Tavsheden brydes, og det er der kommet en stærk, gribende og tankevækkende historie med tråde til Anden Verdenskrig ud af.
””Jeg tier mig selv ihjel!” hviskede hun til sit spejlbillede, og ordene ramte hende med sådan en kraft, at hun vaklede.”
Den tyske forfatter Mechtild Borrmanns første roman på dansk er et godt eksempel på, hvordan det kan lade sig gøre at skrive en roman på bare 215 sider og samtidig fortælle en stor historie, som rummer så meget. Her er et uopklaret mord fra 1950 og en ny kriminalgåde, en søns opgør med sin far og endelig en fortælling om seks venner, som i 1939 lover hinanden, at de vil være der for hinanden, uanset hvad der sker i den krig, som synes uundgåelig. Over det hele ligger tavsheden og fortielserne som en hæmsko for flere af personerne. Det fylder efterhånden så meget, at der er nogen, som er villig til at begå mord for at hindre sandheden i at komme frem.
Robert Lubisch er i december 1997 ved at rydde op i sin fars efterladte papirer, og i en kasse finder han et foto af en ham ubekendt kvinde, et legitimationskort lydende på SS-gruppefører Wilhelm Peters, hvis foto var blevet uigenkendeligt på grund at indtørret blod og en passerseddel. Har hans far stjålet legitimationspapirerne fra en falden soldat? Og hvem er kvinden, og lever hun endnu? Roberts far har altid fortalt ham, at han deserterede i krigens sidste dage, men han har aldrig fortalt noget om nogen kvinde. Robert kan godt lide tanken om, at faderen måske havde en hemmelighed, og det ville være en befrielse for ham, hvis han kunne klippe den overmægtige far ned til normal størrelse.
På bagsiden af fotoet står der ”Fotoatelier Heuer, Kranenburg”, og det bliver Roberts første spor, for han finder frem til kvindens navn og tidligere opholdssted. Her møder han en journalist, som bliver interesseret i historien. Det går op for Robert, at han har sat en lavine i gang, da journalisten bliver fundet død. Er det overlagt mord, eller er hun blevet dræbt af en indbrudstyv?
Romanen falder i to dele. I nutidsdelen følger vi Roberts og hans søgen efter kvinden på fotoet samtidig med politiets efterforskning af drabet på journalisten. I den anden del følger vi de seks venner og begivenhederne i Anden Verdenskrig, der ændrede deres liv for altid. Hvordan disse to spor føres sammen, vil jeg selvfølgelig ikke fortælle, men det er gjort meget elegant, og der er en del overraskelser i vente.
Jeg var rigtig godt underholdt hele vejen. Især blev jeg grebet af fortællingen om de seks venner under Anden Verdenskrig og deres problemer med kærligheden, men også historierne om svigt, stikkeri og forræderi.
- Log ind for at skrive kommentarer
Tavsheden brydes, og det er der kommet en stærk, gribende og tankevækkende historie med tråde til Anden Verdenskrig ud af.
””Jeg tier mig selv ihjel!” hviskede hun til sit spejlbillede, og ordene ramte hende med sådan en kraft, at hun vaklede.”
Den tyske forfatter Mechtild Borrmanns første roman på dansk er et godt eksempel på, hvordan det kan lade sig gøre at skrive en roman på bare 215 sider og samtidig fortælle en stor historie, som rummer så meget. Her er et uopklaret mord fra 1950 og en ny kriminalgåde, en søns opgør med sin far og endelig en fortælling om seks venner, som i 1939 lover hinanden, at de vil være der for hinanden, uanset hvad der sker i den krig, som synes uundgåelig. Over det hele ligger tavsheden og fortielserne som en hæmsko for flere af personerne. Det fylder efterhånden så meget, at der er nogen, som er villig til at begå mord for at hindre sandheden i at komme frem.
Robert Lubisch er i december 1997 ved at rydde op i sin fars efterladte papirer, og i en kasse finder han et foto af en ham ubekendt kvinde, et legitimationskort lydende på SS-gruppefører Wilhelm Peters, hvis foto var blevet uigenkendeligt på grund at indtørret blod og en passerseddel. Har hans far stjålet legitimationspapirerne fra en falden soldat? Og hvem er kvinden, og lever hun endnu? Roberts far har altid fortalt ham, at han deserterede i krigens sidste dage, men han har aldrig fortalt noget om nogen kvinde. Robert kan godt lide tanken om, at faderen måske havde en hemmelighed, og det ville være en befrielse for ham, hvis han kunne klippe den overmægtige far ned til normal størrelse.
På bagsiden af fotoet står der ”Fotoatelier Heuer, Kranenburg”, og det bliver Roberts første spor, for han finder frem til kvindens navn og tidligere opholdssted. Her møder han en journalist, som bliver interesseret i historien. Det går op for Robert, at han har sat en lavine i gang, da journalisten bliver fundet død. Er det overlagt mord, eller er hun blevet dræbt af en indbrudstyv?
Romanen falder i to dele. I nutidsdelen følger vi Roberts og hans søgen efter kvinden på fotoet samtidig med politiets efterforskning af drabet på journalisten. I den anden del følger vi de seks venner og begivenhederne i Anden Verdenskrig, der ændrede deres liv for altid. Hvordan disse to spor føres sammen, vil jeg selvfølgelig ikke fortælle, men det er gjort meget elegant, og der er en del overraskelser i vente.
Jeg var rigtig godt underholdt hele vejen. Især blev jeg grebet af fortællingen om de seks venner under Anden Verdenskrig og deres problemer med kærligheden, men også historierne om svigt, stikkeri og forræderi.
Kommentarer