Drager, trolde, heltmodige krigere og riddere er ingredienserne i denne fremragende roman af høj litterær kvalitet om tab og erindring i Kong Arthurs England.
Romanens handling er henlagt til 500-600 tallets England, nogle år efter Kong Arthurs død. I landet, der er indhyllet i en gådefuld tåge, hersker der en skrøbelig fred mellem briterne og sakserne. Er freden måske vundet pga Kong Arthurs mange blodige krige, eller skyldes den, at menneskene har mistet en stor del af deres minder om fortiden? Det ældre britiske ægtepar Axl og Beatrice kan svagt erindre, at de for mange år siden havde en søn, der forlod dem i ufred. Overbeviste om at de ved genforeningen med sønnen vil finde ud af, hvad der skete og få deres minder igen, beslutter de sig for at opsøge ham i en nærvedliggende landsby. Som Beatrice siger til Axel: ”Der er en rejse, vi er nødt til at begive os ud på, og som ikke kan udsættes længere...”
På deres færd får de hurtigt følgeskab af en drengen Edwin, der er blevet fordrevet af sin landsby, den saksiske kriger, Wistan, og ikke mindst Kong Arthurs aldrende nevø, ridderen Sir Gawain, som Ishiguro på fremragende vis skildrer som en høvisk og lettere gal Don Quijote-type. Forskellige motiver driver dem, men i fælleskab drager de nu videre for at fælde dragen Querig. Det tyder nemlig på, at den er skyld i tågen, der får menneskene til at glemme. Denne farefulde færd, hvor de også møder en gådefuld og uhyggelig færgemand og gør ophold hos en række fanatiske munke, der ikke alle vil dem det godt, får Ishiguro på mesterlig vis skruet sammen i et traditionelt fremadskridende og spændende plot.
I alle sine romaner fortæller Ishiguro altid en god historie, men man skal læse hans værker for de eksistentielle temaer, der også altid ligger og ulmer under overfladen – for den frygtlige sandhed, der ligger begravet, og som karaktererne og læseren langsomt kommer til erkendelse om. I Ishiguros mesterværk ’Slip mig aldrig’, går det stille og roligt op for en gruppe kostskoleelver (og for læseren), at de er kloner sat i verden med det formål at levere organer til ”de rigtige mennesker.” Romanen handler dog kun på overfladen om kloner, men graver man lidt dybere kommer man ind til guldet og konstaterer, at det overordnet set en fortælling om, hvad det vil sige at være menneske, om tab, erindring og kærlighed. I den forstand er ’Den begravede kæmpe’ ingen undtagelse. Denne gang synes Ishiguro at stille spørgsmål som: kan man være et helt menneske med en fremtid foran sig uden at kende sin fortid, og er det altid bedst at kende sandheden, også selv om den måske bringer mere ufred med sig? Hvad vælger et samfund at erindre, og bliver menneskeheden simpelthen nødt til helt at slette fortiden for at overleve i længden?
Jeg er stor fan af Ishiguros romankunst. Især den ofte afdæmpede fortællestil, der kræver, at læseren forholder sig til fortællerens (u)pålidelighed, karakterenes fortrængte minder, der trænger sig på osv. Jeg var derfor skeptisk over de fantastiske elementer som drager, nisser og trolde og lettere overrasket, da det gik op for mig, at der rent faktisk ér en drage med i bogen, og at der rent faktisk ligger en kæmpe begravet. Det hænger dog fint sammen, og det virker som om, Ishiguro har hygget sig med at skrive romanen, ja man kan næsten fristes til at tro, at der er tale om et stykke fanfiktion over ridderromanen. Det bør dog ikke afskrække nogen fra at læse Ishiguros syvende roman, som er en fremragende roman af høj litterær kvalitet – på mange måder en klassisk Ishiguro – og det er der ikke meget, der kan matche.
Kommentarer