Den selvbiografiske roman løftes til nye højder, når Linn Ullmann med sit lyriske sprog skriver om sin opvækst, kærligheden mellem sin berømte forældre og farens sidste tid.
”At se, at huske, at begribe”. Sådan begynder Linn Ullmann sin fantastiske roman om sine berømte forældres kærlighed, den norske skuespiller Liv Ullmann og den svenske filminstruktør Ingmar Bergman. Via sansning, erindring, dokumentarisk materiale og refleksioner skriver hun om sin opvækst og sit forhold til de ofte ret fjerne forældre. Forholdet til faren fylder mest, og vi følger ham især tæt de sidste måneder, inden han døde i 2007 i Hammars på sin elskede ø, Fårö. Det er skrevet med indlevelse, ømhed og forståelse. Hun formår at løfte den selvbiografiskeroman til nye højder bl.a. ved at gå i dialog med klassikere, men også med sit klare lysende og lyriske sprog. Romanen er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2016.
Linn blev født i 1966 og var Ingmar Bergmans niende barn og Liv Ullmanns første og eneste. Der var kærlighed ved første blik, men de blev aldrig gift. De var arbejdskammerater for livet. Liv kom mellem kone nummer fire og nummer fem. Faren var 48 år og moren 27 år, da Linn blev født. Efter tre års samliv rejste moren til Norge igen, men hver sommer var Linn en måned på Fårö. Her så hun tidligt en masse film, og her fik hun indsigt i farens liv, temperament, regler og værdier.
Da Ingmar var 87 år opstod ideen om, at far og datter skulle skrive en bog sammen om at blive gammel. Linn skulle stille spørgsmålene og faren svare. Da var han stærkt ældet, men han blev tændt af at have en plan. Udskrifterne af samtalerne er med i bogen og også historien om, at båndene blev forlagt og først fundet år senere. Der er gribende afsnit om farens sidste tid og det nære forhold, de fik.
Romanen har helt sin egen dramatiske komposition og springer elegant mellem pigen, teenageren, den voksne kvinde og selv mor, forholdet til forældrene samt forældrenes forhold til hinanden. På et tidspunkt bor hun i New York og er omgivet af barnepiger, fordi moren har travlt med sin karriere. Hun kan ikke lide at være barn, og hun kan ikke lide andre børn. Det gør hende tidligt voksen.
Uroen er til stede hos pigen som et stærkt savn efter morens nærvær. Farens uro og indre dæmoner resulterer i streng daglig disciplin. Hos moren giver det sig udslag i tyndslidte nerver.
Romanen vidner om grundig research i begge forældres liv og kunstneriske produktion og er båret af viden om klassikerne. Alt er næret af ømhed og kærlighed til de forældre, der tilsyneladende aldrig selv blev voksne. Det er et mestergreb at gøre som Marcel Proust gjorde i sit værk: ”På Sporet af den tabte tid” at fortælle om sit yngre jeg ud fra et ældre jeg. Her bliver hun bare kaldt pigen, hvilket giver plads til åbenhed og refleksioner. Mest betaget er jeg af, at pigens oplevelser og sansninger er så levende, så de går direkte ind i nervebanerne. En kæmpelæseoplevelse på flere niveauer venter i dette tredobbelte kunstnerportræt af en pige og hendes verdensberømte forældre.
Kommentarer