Anmeldelse
De udvandrede : fire lange fortællinger
- Log ind for at skrive kommentarer
Sebald er melankoliens mester. Med ’De udvandrede’ har han skrevet et smukt og sørgeligt værk om emigrantens hjemløse spøgelsestilværelse.
’De udvandrede’ er fire fortællinger om jødiske emigranter, som har måttet forlade deres hjemland, og hvis liv præges stærkt af at måtte rykke tilværelsen op med rode. Det er fortællinger om dem, som slap ud af nazismens kløer, men ikke desto mindre har lidt under oplevelsen af at være uønsket af samfundet.
Fortælleren møder de fire personer på sin vej igennem livet og involverer sig i deres liv og deres historier. Måske fordi han også selv har forladt sit hjemland og bosat sig i England i forbindelse med sit arbejde, rører fortællingerne ham – og ligeledes rørte de mig som læser.
Der er fortællerens karismatiske folkeskolelærer, som både er en passioneret underviser og en plaget sjæl. Op til Anden verdenskrig bliver han og familien gradvist frataget alt og må endelig forlade den tyske hjemby helt. Efter krigen vender han tilbage for at genoptage lærergerningen, men livet i den lille by kan ikke bare fortsættes, hvor det slap. Han hører ikke til der mere.
En anden fortælling handler om maleren Max Aurach, der som teenager flygter til England og venter på, at hans forældre skal følge efter ham. Da de ellers trofaste breve fra dem pludseligt ophører med at ankomme, må han sande, at de er blevet deporteret, og at han nu er alene. Fordi nyheden når ham på denne bagvendte og forsinkede måde, forbliver den uafklaret og hjemsøger ham resten af livet.
Alle fire personer har noget visnet og spøgelsesagtigt over sig, og lidt efter lidt er de gået helt i stå i livet. Oplevelsen af forvisning plager dem, og hjemlandet er blevet til en erindringsboble, frosset i tid og sted. Max Aurach siger:
”Der findes hverken fortid eller fremtid. I hvert fald ikke for mig. De fragmentariske erindringsbilleder, jeg bliver hjemsøgt af, har karakter af tvangstanker. Når jeg tænker på Tyskland, forekommer det mig at være et eller andet vanvittigt inde i mit hoved. Og sandsynligvis af frygt for, at jeg ville finde dette vanvid bekræftet, har jeg aldrig været i Tyskland siden.”
’De udvandrede’ er et utroligt stemningsfuldt værk, fuld af tågede, bakkede landskaber og mørke, snoede og forfaldne gamle bygninger. De ydre, såvel som karakterernes indre landskabers melankoli, afspejles af Sebalds lange og smukt formede sætninger. Bogen indeholder også mange sort-hvide fotos, som både giver bogen en autenticitet og indhyller den i mystik på samme tid. For når bogen er fiktion, hvem er disse personer på billederne så?
Både de lange sætninger og brugen af fotos ses også i W. G. Sebalds mesterværk Austerlitz fra 2001, der er en af de smukkeste romaner, jeg nogensinde har læst. ’De udvandrede’ er noget tidligere end dette hovedværk og kan betragtes som en tematisk og stilmæssig forløber. Men ’De udvandrede’ er absolut også et særegent og uforglemmeligt værk i sin egen ret. I en tid med millioner af mennesker fordrevet og på flugt er værket desværre smerteligt aktuelt.
- Log ind for at skrive kommentarer
Sebald er melankoliens mester. Med ’De udvandrede’ har han skrevet et smukt og sørgeligt værk om emigrantens hjemløse spøgelsestilværelse.
’De udvandrede’ er fire fortællinger om jødiske emigranter, som har måttet forlade deres hjemland, og hvis liv præges stærkt af at måtte rykke tilværelsen op med rode. Det er fortællinger om dem, som slap ud af nazismens kløer, men ikke desto mindre har lidt under oplevelsen af at være uønsket af samfundet.
Fortælleren møder de fire personer på sin vej igennem livet og involverer sig i deres liv og deres historier. Måske fordi han også selv har forladt sit hjemland og bosat sig i England i forbindelse med sit arbejde, rører fortællingerne ham – og ligeledes rørte de mig som læser.
Der er fortællerens karismatiske folkeskolelærer, som både er en passioneret underviser og en plaget sjæl. Op til Anden verdenskrig bliver han og familien gradvist frataget alt og må endelig forlade den tyske hjemby helt. Efter krigen vender han tilbage for at genoptage lærergerningen, men livet i den lille by kan ikke bare fortsættes, hvor det slap. Han hører ikke til der mere.
En anden fortælling handler om maleren Max Aurach, der som teenager flygter til England og venter på, at hans forældre skal følge efter ham. Da de ellers trofaste breve fra dem pludseligt ophører med at ankomme, må han sande, at de er blevet deporteret, og at han nu er alene. Fordi nyheden når ham på denne bagvendte og forsinkede måde, forbliver den uafklaret og hjemsøger ham resten af livet.
Alle fire personer har noget visnet og spøgelsesagtigt over sig, og lidt efter lidt er de gået helt i stå i livet. Oplevelsen af forvisning plager dem, og hjemlandet er blevet til en erindringsboble, frosset i tid og sted. Max Aurach siger:
”Der findes hverken fortid eller fremtid. I hvert fald ikke for mig. De fragmentariske erindringsbilleder, jeg bliver hjemsøgt af, har karakter af tvangstanker. Når jeg tænker på Tyskland, forekommer det mig at være et eller andet vanvittigt inde i mit hoved. Og sandsynligvis af frygt for, at jeg ville finde dette vanvid bekræftet, har jeg aldrig været i Tyskland siden.”
’De udvandrede’ er et utroligt stemningsfuldt værk, fuld af tågede, bakkede landskaber og mørke, snoede og forfaldne gamle bygninger. De ydre, såvel som karakterernes indre landskabers melankoli, afspejles af Sebalds lange og smukt formede sætninger. Bogen indeholder også mange sort-hvide fotos, som både giver bogen en autenticitet og indhyller den i mystik på samme tid. For når bogen er fiktion, hvem er disse personer på billederne så?
Både de lange sætninger og brugen af fotos ses også i W. G. Sebalds mesterværk Austerlitz fra 2001, der er en af de smukkeste romaner, jeg nogensinde har læst. ’De udvandrede’ er noget tidligere end dette hovedværk og kan betragtes som en tematisk og stilmæssig forløber. Men ’De udvandrede’ er absolut også et særegent og uforglemmeligt værk i sin egen ret. I en tid med millioner af mennesker fordrevet og på flugt er værket desværre smerteligt aktuelt.
Kommentarer