Gedigen oplysning, historisk overblik, grej og politik. Men frem for alt menneskelig, såre menneskelig. Hvis man blot skal læse én bog om Første Verdenskrig, bør det være denne.
”Claus Bundgård Christensen [f. 1968] er lektor i historie ved RUC og forfatter”, står der på bagsideteksten af hans fænomenale værk Danskere på Vestfronten 1914-1918. Det ville ikke være en overdrivelse at tilføje ”utroligt vidende”, for her er tale om en bog, som fortæller - mere end blot formidler - historien om Den Store Krig. På linje med mange andre historiske krigsværker som for eksempel Antony Beevors om Anden Verdenskrig eller Hew Strachans Første verdenskrig – som Bundgård Christensen i øvrigt anbefaler – får man i Danskere på Vestfronten 1914-1918 både beskrivelser af den overordnede strategiske, samfundsmæssige og politiske situation før og under krigen.
Men det, der gør værket så umådelig relevant, er det snit - den dominerende synsvinkel - der ligger på de danske soldaters oplevelser og involvering i krigen. Gennem deres breve og beskrivelserne af deres vilkår opnår Bundgård Christensen at formidle krigen i øjenhøjde, set fra kanten af skyttegraven. At det netop er danskerne, som er valgt ud, afhænger jo nok af vores lokale, nationale interesse og identifikationsmulighed, men det bliver aldrig til en kvalmende national heltehistorie om de smukke ædle danskere og de onde, onde tyskere.
Gentagne gange fremhæves det, at danskerne blot var et mindretal blandt andre mindretal i tysk tjeneste, ligesom der er mange overvejelser om, om det, vi får at vide gennem de danskes breve, er noget særligt dansk, eller om det må opfattes som et typisk træk for soldaterne i krigen. Der er med andre ord nok tale om krigen skildret gennem de danskes øjne, men det er en skildring af hele krigen, ikke blot de danskes. Således finder Bundgård Christensen for eksempel også plads til den krigsteknologiske udvikling i løbet af krigen med kapitlet ’Kampvogne, fly og gas’, selvom der ikke umiddelbart er en særlig dansk vinkel, ligesom han gør meget ud af at beskrive livet i og omkring, samt opbygningen af, de ikoniske skyttegrave.
At han løbende krydrer redegørelserne med eksempler fra de danskes breve, gør bogen til en unik fortælling om krigen og menneskene, der blev udsat for den. En fortælling fra kanten af skyttegraven, der med sin menneskelighed bliver så uendelig meget mere vedkommende og gruopvækkende end for eksempel Strachans evige opremsning af, hvor hvilken general blev fyret på grund af hvilken politik.
Med lidt interesse for Første Verdenskrig har man nok hørt skildringer, der ligner dem i Danskere ved Vestfronten 1914-1918, men det giver en nærmest katarsisk oplevelse, når man i løbet af bogen har læst flere personlige breve fra en soldat, der så pludselig bliver meldt faldet. Det er grusomt og tragisk, men netop deri ligger jo den rene katarsis, den syrerensede oplysende historiske oplevelse. Det er forfærdelig stærkt. Det er en effekt, som Bundgård Christensen stramme kronologi bidrager til, ligesom den giver læseren en solid oplevelse af krigens udvikling.
Skrevet af Frederik Schøler
Kommentarer