Dan Turèll: Mord ved Runddelen

»Det var en forbandet aften, en af de aftener hvor man uvilkårligt forventer, at alle de mest forkerte og mest modbydelige ting sker. Ikke fordi enhver ikke véd, at de naturligvis til enhver tid gør det. Verden over (og formentlig også på eventuelle andre beboede planeter), men der er visse dage, der har dén stemning eller tone, som om de (ligesom visse mennesker, man møder) fra starten har været fortabte, aldrig har fået en fair chance, uundgåeligt drives imod en afgrund«.

Med denne indgang er scenen sat i »Mord ved Runddelen«, nummer fire i rækken af Dan Turèlls kriminalromaner (Mord-serien«).

Alle titler begynder med ordet »Mord«, og denne gang er det kvinder, det går ud over – overfaldet og kvalt i nærheden af Runddelen, hvor den navnløse journalist var kommet under mistanke hvis ikke lige, han havde haft et tæt forhold til politikommissær Ehlers, der ved, at vores fortæller ikke finder på den slags. Den navnløse journalist dukker nemlig op på gerningsstedet som den første ved mord dummer ét og to.

Den navnløse journalist er ved at opbygge et tæt forhold til sin kilde, politikommissæren, ja, det er lige før, han spiser af Ehlers’ hånd. Den slags må egentlig ikke ske i journalistik, men Dan Turèll har ret – den slags sker til overmål. Ét er teori. Noget andet praksis. Og Turèll var mest til den praktiske side af tilværelsen.

Forbrydelsen kan bare ikke opklares denne gang. Sporene løber hele tiden ud i sandet. Det er ved at blive frustrerende – også for læseren. Politikommissær Ehlers og den navnløse journalist kommer først på sporet af forbryderen, da de forlader den strengt mandsopdækkede Runddel og åbner en bagageboks på Hovedbanegården for at finde en taske, der har tilhørt en af de myrdede kvinder.

Med »Mord i Runddelen« begynder formkurven i Mord-serien at stige. Dan Turèll har greb om formen, og læseren er ved at få stilen og attituden i blodet. Alle vore faste personer, Ehlers, den navnløse journalist og cand.jur. Gitte Bristol, har et håb om at gøre København og verden til et bedre sted at leve.

Ja, den navnløse journalist forbedrer endda sig selv og begynder gradvist at blive mere høvisk i sin tale. Nogle læsere har ment, at det skyldes hans møde med Gitte Bristol. Han har stadig mange dårlige vaner, men gud hvor vi forstår ham. Hvem ville ikke nøjes med at være free-lancer på et blad, hvor Otzen er redaktør?

»Mord ved Runddelen« er helt igennem troværdig – det er næsten lidt uhyggeligt.

Dan Turèll: Mord ved runddelen, 195 sider (Borgen).