Anmeldelse
Dan Turéll: Mord i september
- Log ind for at skrive kommentarer
Den navnløse journalist skal være far. Undfangelsen skete vist i bindet »Mord i marts«. Og »Mord i september« fortsætter kvalitativt, hvor vi slap i marts. Bindene i midten af serien på tolv er efter min mening de bedste.
Forfatteren er ikke ved at begynde og heller ikke ved at slutte, men holder tingene i gang. Her er ingen forandringer. Septemberregnen siler ned. Sproget er godt, og krimien fungerer ubesværet.
En mand bliver skudt ned i romanseriens distrikt, Vesterbro, hvor Dan Turèll i 2006 fik en plads opkaldt efter sin, »Onkel Dannys Plads«, på den 19. marts, hvor han kunne være fyldt 60 år.
Derefter kører det slag i slag. Det er farligt at bevæge sig i den københavnske underverden i denne september måned: Der bliver kidnappet to børn, gangstere likvideres på stribe (en af dem dræbes af politiet), en politimand bliver skudt, og en sangerinde tager sit eget liv.
Men man skal ikke lade sig afskrække, for de dramatiske begivenheder bliver fortalt med ironi og poesi, og spændingen er intens, da der indledes en menneskejagt, hvor de to børns liv står på spil.
Grundtonen i bogen er blå. Timerne er blå, og der er blå blink på de regnvåde gader. Den navnløse journalist fortæller:
»Jeg var ikke fuld. Jeg var heller ikke decideret ædru, men begge begreber havde mistet deres mening. Jeg var – som i gamle musiker-dage, når bandet virkelig var oppe at svæve – uden for tiden. Tiden var bare et bundløst ocean, en uudtømmelighed. Man kunne måske måle den i minutter, hvis man ville, og det kunne måske være ganske praktisk for visse formål, men man kunne lige så godt måle den i terninger«.
Trænger man til lidt nostalgi fra 1980erne, er »Mord i september« det rigtige: Her er præcise blikke ind i miljøer, der har ændret sig meget, stemmer, steder, typologi og fatalistisk accept. Hvad var 20 Cecil uden filter at regne mod den allestedsnærværende arbejdsløshed og en konstant trussel om atomkrig?
Bevares – med de danske spændingsforfattere, der i eftertiden har gjort deres entré, også på den internationale scene, kan det godt være, at Dan Turèll blegner lidt, men kunne man forestille sig Leif Davidsen eller Jussi Adler Olsen sidde på et sort-hvidt foto på bagsiden med en bowlerhat og en smøg (hvor forlaget oven i købet har malet gløden orange)?
Nok satte Dan Turèll sig selv i scene, men medievirkeligheden var en anden end nutidens store bogmesser og helsides-annoncer i livsstilsmagasiner. Man bliver så håbløst gammeldags.
Dan Turèll: Mord i september, 206 sider (Borgen).
- Log ind for at skrive kommentarer
Den navnløse journalist skal være far. Undfangelsen skete vist i bindet »Mord i marts«. Og »Mord i september« fortsætter kvalitativt, hvor vi slap i marts. Bindene i midten af serien på tolv er efter min mening de bedste.
Forfatteren er ikke ved at begynde og heller ikke ved at slutte, men holder tingene i gang. Her er ingen forandringer. Septemberregnen siler ned. Sproget er godt, og krimien fungerer ubesværet.
En mand bliver skudt ned i romanseriens distrikt, Vesterbro, hvor Dan Turèll i 2006 fik en plads opkaldt efter sin, »Onkel Dannys Plads«, på den 19. marts, hvor han kunne være fyldt 60 år.
Derefter kører det slag i slag. Det er farligt at bevæge sig i den københavnske underverden i denne september måned: Der bliver kidnappet to børn, gangstere likvideres på stribe (en af dem dræbes af politiet), en politimand bliver skudt, og en sangerinde tager sit eget liv.
Men man skal ikke lade sig afskrække, for de dramatiske begivenheder bliver fortalt med ironi og poesi, og spændingen er intens, da der indledes en menneskejagt, hvor de to børns liv står på spil.
Grundtonen i bogen er blå. Timerne er blå, og der er blå blink på de regnvåde gader. Den navnløse journalist fortæller:
»Jeg var ikke fuld. Jeg var heller ikke decideret ædru, men begge begreber havde mistet deres mening. Jeg var – som i gamle musiker-dage, når bandet virkelig var oppe at svæve – uden for tiden. Tiden var bare et bundløst ocean, en uudtømmelighed. Man kunne måske måle den i minutter, hvis man ville, og det kunne måske være ganske praktisk for visse formål, men man kunne lige så godt måle den i terninger«.
Trænger man til lidt nostalgi fra 1980erne, er »Mord i september« det rigtige: Her er præcise blikke ind i miljøer, der har ændret sig meget, stemmer, steder, typologi og fatalistisk accept. Hvad var 20 Cecil uden filter at regne mod den allestedsnærværende arbejdsløshed og en konstant trussel om atomkrig?
Bevares – med de danske spændingsforfattere, der i eftertiden har gjort deres entré, også på den internationale scene, kan det godt være, at Dan Turèll blegner lidt, men kunne man forestille sig Leif Davidsen eller Jussi Adler Olsen sidde på et sort-hvidt foto på bagsiden med en bowlerhat og en smøg (hvor forlaget oven i købet har malet gløden orange)?
Nok satte Dan Turèll sig selv i scene, men medievirkeligheden var en anden end nutidens store bogmesser og helsides-annoncer i livsstilsmagasiner. Man bliver så håbløst gammeldags.
Dan Turèll: Mord i september, 206 sider (Borgen).
Kommentarer