Anmeldelse
Dan Turèll: Mord i Myldretiden
I »Mord med Myldretiden« er der atter dømt jazz.
En guitarist bliver myrdet under en open air-optræden på Kultorvet i København, og politiinspektør Ehlers og hans journalistven går i gang med at opklare sagen.
Her blændes der op for et Copenhagen by night, kun de færreste turister eller bedsteborgere kender til. Det vilde Vesterbro, hvor mennesker mødes og hæslig musik opstår, neonlysene spejler sig i vandpytter og junkiepupiller, plattenslagere og pushere er på overarbejde. Livet leves på tilrøgede billardknejper og fimsede bordeller.
Det er tonen, stilen, anslaget, der interesserer Turèll – fraseringen for at blive i jazzmusikkens sproglige boldgade.
Læseren er i godt selskab med Turèll og hans detektiv på swingende, causerende, atmosfæremættede slentreture på storbyens bund, hvor vi kun sjældent har grund til at klage over kedsomheden.
Den kyniske, desillusionerede detektiv går ensom igennem de lurvede gader med evindelige, melankolske blues- eller countrymelodier på læben.
Og så er der gensyn med faste statister som bartenderen Bob, Ronnie, den kinesiske restauratør Ho Ling Fung og Smukke-Jørgen, personligheder i storbyens sump.
Svagheden ligger som sædvanlig i psykologi og plot. Til gengæld rules det kyniske narkomiljø op på overbevisende vis.
Dan Turèlls væsentligste forbilleder er Raymond Chandler og Georges Simenon. Fra Chandler har han blandt andet hentet den fandenivoldske, nogle gange vrængende udtryksform, den sorte humor og valget af hovedpersonen: En navnløs kriminalreporter på omkring 35-40 år, en på overfladen desillusioneret enegænger, der bag det lidt kyniske ydre alligevel skjuler en idealistisk tro på det gode i mennesket.
Fra Simeon har Turéll især hentet inspiration til de meget levende og omhyggelige miljøskildringer, der præges af langt store realisme, end man var vant til i danske kirminalromaner på hans tid. Det er næsten med samme intensitet, som Simenon-læseren oplever Paris’ mange forskellige miljøer.
Turéll demonstrerer i »Mord i myldretiden« en enestående sproglig vitalitet krydret med sine stikpiller mod vaner og normer i det danske velfærdssamfund.
Bemærk ved læsningen tegningen af den misantropiske, men meget menneskelige politikommissær Ehlers fra Halmtorvets Politistation – den navnløse amatørdetektivs med- og modspiller. Han skildres med mere og mere sympati.
Dan Turèll: Mord i myldretiden, 156 sider (Borgen).
I »Mord med Myldretiden« er der atter dømt jazz.
En guitarist bliver myrdet under en open air-optræden på Kultorvet i København, og politiinspektør Ehlers og hans journalistven går i gang med at opklare sagen.
Her blændes der op for et Copenhagen by night, kun de færreste turister eller bedsteborgere kender til. Det vilde Vesterbro, hvor mennesker mødes og hæslig musik opstår, neonlysene spejler sig i vandpytter og junkiepupiller, plattenslagere og pushere er på overarbejde. Livet leves på tilrøgede billardknejper og fimsede bordeller.
Det er tonen, stilen, anslaget, der interesserer Turèll – fraseringen for at blive i jazzmusikkens sproglige boldgade.
Læseren er i godt selskab med Turèll og hans detektiv på swingende, causerende, atmosfæremættede slentreture på storbyens bund, hvor vi kun sjældent har grund til at klage over kedsomheden.
Den kyniske, desillusionerede detektiv går ensom igennem de lurvede gader med evindelige, melankolske blues- eller countrymelodier på læben.
Og så er der gensyn med faste statister som bartenderen Bob, Ronnie, den kinesiske restauratør Ho Ling Fung og Smukke-Jørgen, personligheder i storbyens sump.
Svagheden ligger som sædvanlig i psykologi og plot. Til gengæld rules det kyniske narkomiljø op på overbevisende vis.
Dan Turèlls væsentligste forbilleder er Raymond Chandler og Georges Simenon. Fra Chandler har han blandt andet hentet den fandenivoldske, nogle gange vrængende udtryksform, den sorte humor og valget af hovedpersonen: En navnløs kriminalreporter på omkring 35-40 år, en på overfladen desillusioneret enegænger, der bag det lidt kyniske ydre alligevel skjuler en idealistisk tro på det gode i mennesket.
Fra Simeon har Turéll især hentet inspiration til de meget levende og omhyggelige miljøskildringer, der præges af langt store realisme, end man var vant til i danske kirminalromaner på hans tid. Det er næsten med samme intensitet, som Simenon-læseren oplever Paris’ mange forskellige miljøer.
Turéll demonstrerer i »Mord i myldretiden« en enestående sproglig vitalitet krydret med sine stikpiller mod vaner og normer i det danske velfærdssamfund.
Bemærk ved læsningen tegningen af den misantropiske, men meget menneskelige politikommissær Ehlers fra Halmtorvets Politistation – den navnløse amatørdetektivs med- og modspiller. Han skildres med mere og mere sympati.
Dan Turèll: Mord i myldretiden, 156 sider (Borgen).
Kommentarer