Bennetts roste debutroman er en særpræget og særlig fortælling om alene-livet langt ude på landet. Man får lyst til at sætte musik til og glide ind i bogen.
Romanens første tekst – et grynet og gådefuldt barndomsminde –afløses af hverdagsnærheden i anden tekst. Nu skal det handle om havregrød med syltetøj og mandelflager! Men mandelflagerne skal man passe på, for: ”(…) strør man om sig med en håndfuld mandelflager, vil man opdage, at de minder indgående om fingernegle, der er faldet af en hånd”.
Claire-Louise Bennett går ikke stille med dørene, og det er lang tid siden, jeg så tidligt og tydeligt har kunnet mærke en forfatters stil. Bennett veksler fuldt behersket mellem det på den ene side lyriske og poetiske og på den anden side struttende og uhøjtideligt jordnære. En ”gammel” storm får fat i fortælleren, der: ”(…) lod mig omslutte af stormens væsen; jeg kendte dens struktur, så dens øjne, følte dens fortid”. Herefter kontrasteres oplevelsen af en fårehunds ”sjuskede lort”, af ”smiskende hytter” og ”blafrende organer”.
Også jeg-fortælleren står tydeligt og insisterende frem. Hun bor alene i et stenhus langt ude på landet i det vestlige Irland. Hun er sjov og speciel. Hun har faste meninger og ved, at andre ser hende som en dagdriver. Måske har de ret. Hun er i hvert fald uambitiøs og laver ikke meget andet end at betragte og sanse naturen og dagene. Hun gør flere forsøg på at komme ned til det umiddelbare. Ned i den bare jord.
Men hvorfor er denne kvinde så interessant? Delvist, fordi det føles som et privilegie at blive lukket ind i hjernen på et menneske, der har valgt at leve alene. Hun tilbyder læseren sit sælsomme selskab og gør det klart, at hun måske husker forkert. Hen mod bogens slutning fortæller hun, at ”(…) det er blevet lidt for sent at udvikle det rette syn på tingene.” .
Som fortæller bærer hun handlingen i sine hænder, og hun har ikke tænkt sig at være pædagogisk. Minderne, indtrykkene og erfaringerne kommer og går – tilsyneladende uden retning eller rangordning. Hun nævner sin fars nye familie, sin brors uheld og et kærlighedsforhold som ved et tilfælde – som i en bisætning til bogens handling. Som hun selv siger: ”Inderst inde ved alle, at livet handler lige så meget om de ting, der ikke sker, som de ting, der sker”.
Der er store dele u-handling for hver spinkle handling, og det fungerer simpelthen så godt, at man har lyst til at sætte musik til og glide ind i bogen med det stærke tiltrækningsfelt og den mystiske natur.
Claire-Louise Bennetts måde at beskrive naturens luner og mennesket som deltager på kalder på Roy Jacobsens fantastiske bog ’De usynlige’ om en families isolerede liv på en lille, nordnorsk ø. Også mesterværksfilmen ’Into the Wild’ har fat i noget af det samme. Fortællerstemmens særlige magt og hendes uorganiserede fremgang minder om Valeria Luisellis ’De vægtløse’.
Læs ’Dam’ og sans sammen med fortælleren. Det er en unik oplevelse.
Kommentarer