Anmeldelse
Dagbog 1912-13 af Géza Csáth
- Log ind for at skrive kommentarer
Blændende forfaldshistorie om sex og morfinisme pakket ind i en Thomas Mannsk sanatorieatmosfære.
Géza Csáth, hvis rigtige navn er József Brenner, er læge og har i starten af bogen opnået ansættelse på et sanatorium. Her opsøges han af tuberkuløse kvinder, der nyder godt af lægens kundskaber. Ud over den medicinske behandling stiller han også sin penis til rådighed, i hvert fald penetreres patienterne med stor iver. Ikke kun patienterne ”behandler” han således, også de små stuepiger beriger han med en omgang ”coitus”.
Ved siden af sex er lægen også optaget af morfin og substitutpræparatet Pantopon, som han dagligt injicerer sig med. En stor styrke ved bogen er, at det tydeligt skinner igennem, at han betragter verden og sig selv igennem en læges briller. Han fører blandt andet nøjagtige optegnelser med, hvor mange gange han i løbet af en periode har haft samleje og ejakulation, og hvor meget morfin han tager, alt sammen som led i at ”helbrede” sig selv.
Morfinismen skyldes måske, at han er splittet. På den ene side drømmer han om en borgerlig tilværelse som læge på et godt kursted, hvor han kan gifte sig med sin elskede Olga og få et par børn. På den anden side er han ”inficeret” af kunsten, idet han skriver bøger, skuespil og musik. Temaet med borgeren vs. kunstneren og forfaldshistorien, der følger i kølvandet, nyder jeg altid at læse om, og dét, sammen med den helt specielle sanatorieatmosfære af død og erotik, leder tankerne hen på Thomas Mann.
Udover sanatorieatmosfæren og de mange beskrivelser af sex, er bogen også flere steder meget morsom, og den blanding gav mig en stor læseoplevelse, og jeg kan anbefale bogen til alle, der ønsker at læse noget andet end det sædvanlige.
- Log ind for at skrive kommentarer
Blændende forfaldshistorie om sex og morfinisme pakket ind i en Thomas Mannsk sanatorieatmosfære.
Géza Csáth, hvis rigtige navn er József Brenner, er læge og har i starten af bogen opnået ansættelse på et sanatorium. Her opsøges han af tuberkuløse kvinder, der nyder godt af lægens kundskaber. Ud over den medicinske behandling stiller han også sin penis til rådighed, i hvert fald penetreres patienterne med stor iver. Ikke kun patienterne ”behandler” han således, også de små stuepiger beriger han med en omgang ”coitus”.
Ved siden af sex er lægen også optaget af morfin og substitutpræparatet Pantopon, som han dagligt injicerer sig med. En stor styrke ved bogen er, at det tydeligt skinner igennem, at han betragter verden og sig selv igennem en læges briller. Han fører blandt andet nøjagtige optegnelser med, hvor mange gange han i løbet af en periode har haft samleje og ejakulation, og hvor meget morfin han tager, alt sammen som led i at ”helbrede” sig selv.
Morfinismen skyldes måske, at han er splittet. På den ene side drømmer han om en borgerlig tilværelse som læge på et godt kursted, hvor han kan gifte sig med sin elskede Olga og få et par børn. På den anden side er han ”inficeret” af kunsten, idet han skriver bøger, skuespil og musik. Temaet med borgeren vs. kunstneren og forfaldshistorien, der følger i kølvandet, nyder jeg altid at læse om, og dét, sammen med den helt specielle sanatorieatmosfære af død og erotik, leder tankerne hen på Thomas Mann.
Udover sanatorieatmosfæren og de mange beskrivelser af sex, er bogen også flere steder meget morsom, og den blanding gav mig en stor læseoplevelse, og jeg kan anbefale bogen til alle, der ønsker at læse noget andet end det sædvanlige.
Kommentarer