VI MØDER BERNHARD HABER i fem store hovedkapitler fortalt af to skolekammerater, en tidligere kæreste, en svigerinde og en lokal forretningsmand. Det bliver et multiperspektiv med fem meget forskellige blinkvinkler på én person, der trods sin centrale rolle i romanen kommer til at fremstå mærkelig skyggeagtigt. Den korte rammefortælling i Christoph Heins »Erobring« er et karneval i en sachsisk lilleby, og jeg-fortællerne skaber med deres eget sprog og personlige karakteristika et tidsbillede af en DDR-provins fra efterkrigstiden til Berlin-murens fald.
HOVEDPERSONEN BLIVER sammen med sin familie tvangsforflyttet fra Schlesien til Guldenberg i Sachsen - fra områderne øst for Oder-Neisse, der efter 1945 blev annekteret af Polen, til den sovjetiske besættelseszone i det østlige Tyskland (det senere DDR). Flygtningene (eller »Umsiedler«, som de med en eufemisme blev kaldt i det officielle DDR) er tyske, men ildeset i den lumre købstad. Deres tyske ophav til trods bliver de nedsættende kaldt for »Pollacken«. De bliver pariaer i byen og ofre for chikane.
FLYGTNINGENE KÆMPER HÅRDT for at skaffe sig en ny tilværelse, men lillebyens uigennemsigtige strukturer sætter sig nederdrægtigt igennem. Bernhard må slå hårdt tilbage for at klare sig socialt i skolen - ved kraft over for klassekammeraterne og ved gennemført stædig og uudgrundeligt at ignorere lærerne. Han er kold og barsk, men sætter sig igennem - især over for pigerne.
HANS ENESTE RIGTIGE VEN, hunden Tinz, bliver fundet død, viklet ind i ståltråd. Farens snedkerværksted brænder ned til grunden. Faren er i forvejen krigsinvalid og snedker med én arm (!). En dag findes faren død. Selvmord hævdes det i byen.
Bernhard Haber tager sin hævn under tvangskollektiviseringen af det østtyske landbrug. Næppe af ideologisk overbevisning, men i hvert fald som en tak for sidst til de lokale guldenbergere, der ville have de fremmede røget ud af byen. Senere smugler han republikflygtninge til Vestberlin, og med penge og handlekraft får han et nyt snedkerfirma banket op. Nu er han ikke længere til »at komme udenom« i den lokale kegleklub, der er en loge for de førende mænd i »det lille møghul«.
ROMANENS TEMATIK er ikke blot integration og et lille-samfunds omgang med »de fremmede«, men også den enkeltes position i forhold til den dominerende gruppe. Her skal ikke røbes for meget, blot nævnes at en fremmed har valget mellem at gå til modangreb over for ydmygelserne eller lade være - med vidt forskellige konsekvenser.
Den korte rammefortælling med dens beskrivelse af byens karneval kan man med lidt god vilje se som en parodi på Tysklands genforening: Medløbere og opportunister skifter maske.
DE FEM HISTORIER fungerer som analogier, hvor der fortælles noget om hovedpersonen ved at tage andre udgangspunkter end ham selv. Så kan læseren se, hvor der er ligheder og forskelligheder i beskrivelserne af Bernhard Haber, og i teksternes subjektivitet således udlede noget om fortællerne. På den måde fungerer de som uafhængige livshistorier, der er med til at skabe det miljø, som Bernhard Haber er nødt til at fungere i.
CHRISTOPH HEIN ER formidabel til at skildre hverdag og tidsperioder og sætte dem sammen til et puslespil, der bliver et billede af DDRs historie. Her er både det stille og det fanden-i-voldske. Litterært er »Erobring« en klassisk fortælling om en epoke med stærke psykologiske portrætter og et spejl af en mentalitet. Og så er det slet og ret en fascinerende virkelighedsskildring, der gør læseren klogere på Østtyskland.
Christoph Hein: Erobring, 338 sider (Gyldendal).
Kommentarer