Celestine af Olga Ravn

Jeg er vel min egen kiste. Jeg behøver ikke mere for en levende begravelse end mig selv. Jeg bærer hjemløsheden rundt omkring i landet som et skab.

Med opfølgeren til sin flotte debut fra 2012, digtsamlingen Jeg æder mig selv som lyng (Gyldendal), bevæger Olga Ravn sig fra poesien over i romangenren – og dog: Celestine ligger i sit udtryk så tæt op ad det lyriske at dens kapitler i lange stræk mest af alt virker som en serie prosadigte, der kun i ydre form foregiver at tilhøre romangenren. Derfor er Celestine en udfordrende - men også fantastisk – læseoplevelse.

En ung kvinde arbejder som lærer på en kostskole i Jylland. Hun opsluges af fortællingen om skolens spøgelse, Celestine, en ung adelskvinde, der i 1500-tallet blev myrdet af sin familie på grusom vis. Hun blev muret inde i en af skolens mure og siges nu at gå igen. Fortællingen om Celestine fascinerer vores hovedperson i en sådan grad at hun tilbringer de fleste af sine nætter med at gå hvileløst rundt på skolen iklædt en hvid kjole, mens hun forestiller sig at hun er Celestine. Undervejs hører vi også om det mislykkede forhold til kæresten Kim, om livet i København før flytningen til Jylland, og om barndommen som skilsmissebarn, tilbragt sammen med faderen og en lang række skiftende stedmødre og søskende.

På overfladen er Celestine en spøgelseshistorie, javist, men der gemmer sig meget mere nedenunder. Bogen er rig på stemninger og følelser, som Olga Ravn fremmaner med sit fantastiske sprog: næsten hver eneste sætning rummer et overraskende udtryk eller en slående metafor, som sætter tankerne i gang. Til gengæld vil nogle læsere nok savne en større sammenhæng, et handlingsforløb. I stedet får man øjebliksbilleder og indtryk.

Men efterhånden giver Olga Ravn flere og flere brudstykker af det emne, som vel egentlig ligger hende på sinde: sorgen, ensomheden og vreden, som romanens hovedperson deler med den myrdede Celestine, stammer fra en opvækst som skilsmissebarn; en opvækst, som har givet hende en permanent følelse af ikke at høre til nogen steder og af at være fremmed overfor andre mennesker: skolens elever, kollegerne, kæresten. Spøgelseshistorien om den glemte pige bag muren er en historie om den rodløse barndom og de konsekvenser, den kan få i voksenlivet.

Celestine blev i 2015 tildelt Michael Strunge Prisen.

Søren Feldtfos Thomsen, Norddjurs Biblioteker