Anmeldelse
Cassandra af Joakim Vilandt
- Log ind for at skrive kommentarer
Profetiske syner og dystre dommedagsprofetier i prosalyriske tekster om en verden ude af kontrol. Den sproglige energi og originalitet gør Joakim Vilandts debut bemærkelsesværdig.
Lige fra den første tekst ’Helligelse’ er det den højstemte profetiske tone og de undergangsmærkede syner og visioner, der bliver slået an i Joakim Vilandts debutbog. En grundliggende oplevelse af at det er sent. Mørket er trængt ind og truer ikke blot jegets eksistens, men hele kulturens fremtid og overlevelse.
”Mørket er trængt ind i vore Eftermiddage, Mørket er her for at blive. Solhvervet er saa langt ude i Fremtiden, alt for seent, efter Bøndernes Planter dør.”
Sådan formuleres det et sted i den første af samlingens fem ’Bøger’, hvor korte digtfragmenter veksler med længere prosalyriske forløb, og hvor det genkendelige og konkrete hele tiden sløres og forvrænges af teksternes sproglige ”støj”.
Joakim Vilandts mørke og dommedagsagtige visioner henter stof og billedsprog mange steder fra: Klimakrise og fremtidig økologisk sammenbrud, bibelske profetier om apokalypsen og ikke mindst fra den græske mytologis fortælling om Kassandra, hvis spådomsevne blev forvandlet til en forbandelse, fordi ingen senere ville tro på hendes forudsigelser om fremtiden.
”Snart Ildhavet falder over Riget før en evig Vinter” lyder én af bogens mange profetier med en næsten gammeltestamentelig patos. I det centrale afsnit ’Efteraaret Sjunge’ flyttes samlingens dystopiske univers til den moderne storby, hvor fysisk opløsning, dekadence og klimakrise hersker, mens lavaen som i oldtidens Pompeji dækker og udsletter byen og kulturen i en regn af jern og ild:
”Jeg kunde kjun vandre der paa den brede Gadesti i Parkens vakkelvorne Rodnet, min Næse, Ører, Gane fortapt i det forgangne Muder, opblødet unner Hvælvets Iskrystaller, Iskrystaller mured omkreng mine Organer som Inferno udløsed over Jorden”
De mange referencer i Joakim Vilandts tekster er monteret sammen på deres egen og aldeles subjektive måde. Det samme er sproget, hvor både stavemåde og syntaks følger deres helt egne regler, og hvor billedsproget mest af alt minder om barokkens kontrastfyldte og billedynglende stil, hvor lyst og gru/død er vævet uløseligt sammen.
Det er ikke mindst den sproglige energi og originalitet der gør Joakim Vilandts debut bemærkelsesværdig. Han har fundet sin egen stemme og skabt et poetisk særsprog. Bevidst manieret og ”kunstigt”, revet af led, lige som den verden han beskriver. Desværre også med de omkostninger der følger med, når sproget og stilen i lidt for høj grad tenderer til at blive et formål i sig selv og slipper forbindelsen til stoffet og substansen.
- Log ind for at skrive kommentarer
Profetiske syner og dystre dommedagsprofetier i prosalyriske tekster om en verden ude af kontrol. Den sproglige energi og originalitet gør Joakim Vilandts debut bemærkelsesværdig.
Lige fra den første tekst ’Helligelse’ er det den højstemte profetiske tone og de undergangsmærkede syner og visioner, der bliver slået an i Joakim Vilandts debutbog. En grundliggende oplevelse af at det er sent. Mørket er trængt ind og truer ikke blot jegets eksistens, men hele kulturens fremtid og overlevelse.
”Mørket er trængt ind i vore Eftermiddage, Mørket er her for at blive. Solhvervet er saa langt ude i Fremtiden, alt for seent, efter Bøndernes Planter dør.”
Sådan formuleres det et sted i den første af samlingens fem ’Bøger’, hvor korte digtfragmenter veksler med længere prosalyriske forløb, og hvor det genkendelige og konkrete hele tiden sløres og forvrænges af teksternes sproglige ”støj”.
Joakim Vilandts mørke og dommedagsagtige visioner henter stof og billedsprog mange steder fra: Klimakrise og fremtidig økologisk sammenbrud, bibelske profetier om apokalypsen og ikke mindst fra den græske mytologis fortælling om Kassandra, hvis spådomsevne blev forvandlet til en forbandelse, fordi ingen senere ville tro på hendes forudsigelser om fremtiden.
”Snart Ildhavet falder over Riget før en evig Vinter” lyder én af bogens mange profetier med en næsten gammeltestamentelig patos. I det centrale afsnit ’Efteraaret Sjunge’ flyttes samlingens dystopiske univers til den moderne storby, hvor fysisk opløsning, dekadence og klimakrise hersker, mens lavaen som i oldtidens Pompeji dækker og udsletter byen og kulturen i en regn af jern og ild:
”Jeg kunde kjun vandre der paa den brede Gadesti i Parkens vakkelvorne Rodnet, min Næse, Ører, Gane fortapt i det forgangne Muder, opblødet unner Hvælvets Iskrystaller, Iskrystaller mured omkreng mine Organer som Inferno udløsed over Jorden”
De mange referencer i Joakim Vilandts tekster er monteret sammen på deres egen og aldeles subjektive måde. Det samme er sproget, hvor både stavemåde og syntaks følger deres helt egne regler, og hvor billedsproget mest af alt minder om barokkens kontrastfyldte og billedynglende stil, hvor lyst og gru/død er vævet uløseligt sammen.
Det er ikke mindst den sproglige energi og originalitet der gør Joakim Vilandts debut bemærkelsesværdig. Han har fundet sin egen stemme og skabt et poetisk særsprog. Bevidst manieret og ”kunstigt”, revet af led, lige som den verden han beskriver. Desværre også med de omkostninger der følger med, når sproget og stilen i lidt for høj grad tenderer til at blive et formål i sig selv og slipper forbindelsen til stoffet og substansen.
Kommentarer