Carsten Jensen: Jeg har set verden begynde

Carsten Jensens »Jeg har set verden begynde« blev tildelt »De Gyldne Laurbær« - boghandlernes pris til »årets bog«. Den lå et år på bestsellerlisten – og den er et fremragende stykke rejseessay (som forlaget kategoriserer som en roman).

Carsten Jensen ser skarpt. Carsten Jensen taler med masser af mennesker. Carsten Jensen er belæst og refererer til et væld af relevante bøger. Og Carsten Jensen skriver med et intellektuelt overskud og en formidabel brug af det danske sprog – og et så vellykket sprogbrug kommer som regel, når man blæser på konventioner og slår krøller på det. Carsten Jensen ser skævt og iagttager og beskriver som den moralist, han er. Investerer og satser sig selv.

Carsten Jensen var lige blevet skilt, da han i første halvdel af 1990erne tog til Rusland, videre med Den Transsibiriske Jernbane til Kina, der stadig bar og bærer ar fra massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989, videre til Cambodja, hvor der med de røde khmerer fandt et rædselsregime sted, og derefter til Vietnam – et af de mest livsbekræftende lande i Sydøstasien. For at sige farvel til det hele i Hong Kong.

Han er forfatter, skribent og professionel nysgerrig. Mens Jensen kan spidde sine debat-kombattanter hjemme i Danmark og sagtens tillægge sig en alt andet end underdanig facon, så må han vise en anden side af sine evner, når han er ude at rejse. For her får han i en sjælden grad mennesker til at åbne sig. Her er den yderste venlighed påkrævet.

I haverne i Hué i det centrale Vietnam er det små, smukke kvinder der åbner sig for ham – eller hans fortæller. Her sker ting og sager, skal jeg love for. Måske er det derfor, forlaget (sikkert med hans billigelse) har valgt at kalde bogen for en »roman« og ikke for et »rejseessay«. Hvis teksten var en journalistisk rejseberetning, kunne man konstatere, at han her har bevæget sig ud i en gråzone. For det er, hvad prostitution i Sydøstasien ofte er.

Carsten Jensen er både en del af de miljøer, han skriver så fremragende samtidshistorie fra, og samtidig har han en kølig, analytisk distance til dem. Han er en særegen blanding af sund fornuft og anarki, og han gør læseren rigere og klogere på fire meget forskellige lande i de engang så verdensomspændende kommunistiske riger. Det ofte så brutale Rusland. Det moderne Kina, der på få årtier har prøvet kulturrevolution og turbo-kapitalisme. Cambodia, dette tragiske land, der begik nationalt selvmord, og hvor det var en luksus at blive slået til krøbling, og Vietnam, som man i dag slet ikke kan forbinde med 60ernes grusomme krig.

For Carsten Jensen er det helt klart, at der er noget, der er menneskeligt og umenneskeligt, og hans hoved er fyldt med lærdom, der står som en klippe i et mylder af stemninger, fysisk berøring og indtryk.

En fantastisk…. roman…