Anmeldelse
Bye bye blackbird af Jesper Stein
- Log ind for at skrive kommentarer
Nørrebro stønner i sommerheden, mens en sadistisk og kynisk serievoldtægtsforbryder kaster sig over kvinder i bydelen. Barsk krimi med arbejdsnarkomanen og vicepolitikommissæren Axel Steen.
Axel Steen, hårdtarbejdende vicepolitikommissær, får rippet op i fortiden, da en voldtægtssag tilsyneladende har samme gerningsmand som det uopklarede sexdrab, der for fire år siden kostede ham ægteskab og satte ham på slingrekurs i sit eget liv. Mens Nørrebro og resten af København stønner i sommerheden, kaster Axel sig atter ind i jagten på en sadistisk og kynisk serievoldtægtsforbryder.
Axel Steen er som en tæge, når han hægter sig på en sag og ikke kan slippe den, selvom det koster meget på privatlivsfronten. Hans liv er at arbejde, og på mange måder kan jeg godt følge ham, for de der forbrydere skal da spærres inde. Det eneste andet, der betyder noget, er datteren Emma, som han ikke ser ret meget. Følelser er for politimanden noget, der skal holdes inde og nede, og Axel dulmer uroen, rastløsheden og følelserne med arbejde samt et misbrug af hash, der får hans eneste fortrolige til at vende ham ryggen.
Axel har svært ved at give sig hen i et forhold, og når han endelig gør det, fortryder han og trækker følehornene til sig. Er det arbejdet med samfundets værste forbrydere, der har gjort ham så kold og lukket overfor det andet køn, eller skyldes det noget, der er sket i hans fortid? Og hvordan er det lige med den fortid, den vil jeg gerne høre noget mere om. Det bliver i en bisætning nævnt, at Axel har nogle brødre, men ellers får vi som læsere ikke mere at vide om, hvem han er, og hvor han kommer fra.
I Jesper Steins prisvindende debut, ’Uro’, var Nørrebro hovedperson på linje med Axel. I denne fylder Nørrebro ikke helt så meget, men dog bliver vi taget med rundt i parker og på pladser og får fornemmelsen af forfatterens indgående kendskab til bydelen. ’Uro’ blev kaldt ’Nørrebro Noir’, og det kan man vel også kalde denne. ’Bye bye blackbird’ er en meget maskulin krimi. Sproget er lige på og hårdt, handlingen er barsk, og jeg er begejstret!
- Log ind for at skrive kommentarer
Nørrebro stønner i sommerheden, mens en sadistisk og kynisk serievoldtægtsforbryder kaster sig over kvinder i bydelen. Barsk krimi med arbejdsnarkomanen og vicepolitikommissæren Axel Steen.
Axel Steen, hårdtarbejdende vicepolitikommissær, får rippet op i fortiden, da en voldtægtssag tilsyneladende har samme gerningsmand som det uopklarede sexdrab, der for fire år siden kostede ham ægteskab og satte ham på slingrekurs i sit eget liv. Mens Nørrebro og resten af København stønner i sommerheden, kaster Axel sig atter ind i jagten på en sadistisk og kynisk serievoldtægtsforbryder.
Axel Steen er som en tæge, når han hægter sig på en sag og ikke kan slippe den, selvom det koster meget på privatlivsfronten. Hans liv er at arbejde, og på mange måder kan jeg godt følge ham, for de der forbrydere skal da spærres inde. Det eneste andet, der betyder noget, er datteren Emma, som han ikke ser ret meget. Følelser er for politimanden noget, der skal holdes inde og nede, og Axel dulmer uroen, rastløsheden og følelserne med arbejde samt et misbrug af hash, der får hans eneste fortrolige til at vende ham ryggen.
Axel har svært ved at give sig hen i et forhold, og når han endelig gør det, fortryder han og trækker følehornene til sig. Er det arbejdet med samfundets værste forbrydere, der har gjort ham så kold og lukket overfor det andet køn, eller skyldes det noget, der er sket i hans fortid? Og hvordan er det lige med den fortid, den vil jeg gerne høre noget mere om. Det bliver i en bisætning nævnt, at Axel har nogle brødre, men ellers får vi som læsere ikke mere at vide om, hvem han er, og hvor han kommer fra.
I Jesper Steins prisvindende debut, ’Uro’, var Nørrebro hovedperson på linje med Axel. I denne fylder Nørrebro ikke helt så meget, men dog bliver vi taget med rundt i parker og på pladser og får fornemmelsen af forfatterens indgående kendskab til bydelen. ’Uro’ blev kaldt ’Nørrebro Noir’, og det kan man vel også kalde denne. ’Bye bye blackbird’ er en meget maskulin krimi. Sproget er lige på og hårdt, handlingen er barsk, og jeg er begejstret!
Kommentarer