Med sit særegne sansemættede udtryk fortæller Fastrup om en ung kvindes opgør med fortiden, tro på fremtiden og eksistens i nutiden.
Emma er rejst til Portugal – stort set uden at medbringe andet end det ufødte barn, hun bærer i maven. Ikke engang barndomsminder mener hun at have med sig, da hun senere fortæller, at hun ikke føler, hun kan huske noget. Kun i grove træk og brudstykker folder barndommens hændelser sig ud for hende, og som læser fornemmer man ret hurtigt, at hun måske mere er flygtet end rejst.
I Lissabon har Emma lejet et værelse af en fotograf. Hun bruger dagene på at lære byen at kende og på at finde noget at leve af. Hun er uddannet konservator, så da hun opdager, at kirken ved Jerónimoklostret er under renovering, søger og får hun arbejde dér. Et symbolladet job, idet Emmas eget følelsesmæssige indre måske også kunne trænge til en opfriskning.
Fra lejlighedens altan har Emma udsyn til en café på den anden side af gaden, og her ser hun jævnligt en mand sidde, som hun på uforklarlig vis tiltrækkes af. Det viser at være fotografen – lejlighedens retmæssige ejer. Han er fascineret af gravide kvinder – og dermed af Emma, og de indleder et passioneret kærlighedsforhold.
Uden Emmas danske fortid ville der ikke være nogen historie at fortælle, og gradvist åbenbarer det sig, hvorfor og fra hvad Emma er rejst. Hendes erindringer fra barndommen glider på flotteste filmiske vis ud og ind af de oplevelser, hun har i Lissabon.
Mødet med en lille pige på en café bliver således katalysator for bevidsthedsstrømme tilbage i tiden – tilbage til byen ved Limfjorden, hvor Emma voksede op. Og hvor hun mistede sin søster, der allerede som 9-årig døde af leukæmi. Og hvor resten af hendes barndom – efter søsterens død og begravelse – lå i skyggen af den afdøde. Moderen bliver fraværende og afvisende og klæder Emma ud i den afdøde søsters tøj… man begynder at forstå, hvorfor Emma er rejst!
Karen Fastrup har en helt formidabel evne til at mane troværdige scenarier og levende mennesker frem. Man mærker den portugisiske temperatur, man nyder kærestens krop… og man accepterer, at der med moderskabet følger et nyt ønske om – på trods af alt – at gense forældrene.
Kommentarer