En af definitionerne på en roman er, at den er en opdigtet prosafortælling. Altså fiktion - men ikke altid fra ende til anden.
Hvad der kan ske, når man blander autentisk virkelighed med digt, får man et eksempel på med Bodil Steensen-Leths »Fem år i Berlin«.
Det er vel de færreste danskere, der ved, at Danmark under Anden Verdenskrig havde et næsten fuldt ud funktionsdygtigt gesandtskab midt i Nazi-Tysklands hovedstad. Men det havde kongeriget altså. Man kan både undre sig over hvorfor, men samtidig også hoste op med den første håndfuld gode forklaringer.
Det er dog ikke forfatterens ærinde. Hun skildrer derimod livet på gesandtskabet og i Berlin - set ud fra forskellige fortællere. Disse fortællere er både personer, der virkelig har levet, og fiktive personer. En af de autentiske personer er legationsråd Vincens Steensen-Leth, forfatterens svigerfar.
Forfatteren har haft mange samtaler med svigerfaren og desuden - sådan beretter forlaget på bogens omslag - skrevet ud fra forskning og kildestudier. Med skiftende fortællerstemmer - herunder både legationsråd Steensen-Leths indsigtsfulde og skriverdamen Karens naive stemme - får vi et solidt og troværdigt indblik i Berlin, mens nazismen havde indgået en solid pagt med den tyske nation og til ideologien og Tyskland blev smadret fuldstændigt. Atmosfæren virker ovenud troværdig i bogen, og forfatteren fortæller os - igen med svigerfarens stemme - at ikke alle tyskere var slemme nazister. Der fandtes også ordentlige tyskere, anti-nazister.
Det er pænt af forfatteren at fortælle os det. Fakta er dog, at naziregimets værste fjender blev hurtigt udryddet. Kommunister flygtede i tide eller røg i koncentrationslejre. Socialdemokrater ditto - eller de holdt kæft med, at de var socialdemokrater. Der fandtes også borgerlige, kristne og nationalt indstillede. De sidstnævnte blev først på et meget sent tidspunkt modstandere af regimet, primært da de indså, at de var nødt til at reagere - ikke for et redde jøder eller menneskelighed, men for at redde Tyskland o sig selv. Al væsentlig forskning peger på, at det var en forsvindende lille del af tyskerne, der - selv under krigen - var modstandere af regimet. Den britiske historiker Ian Kershaw vurderer, at maksimalt tre til fire procent af den tyske befolkning, frem til nederlaget var en realitet i 1944-1945, reelt var i passiv eller aktiv opposition til regimet.
Bodil Steensen-Leth har også ret, når hun et par steder viser, at de allieredes bombninger af store tyske byer, blot styrkede tyskernes sammenhold mod den ydre fjende - og frem for alt gav næring til et uendeligt had især vendt mod briterne.
Bogen tegner et positivt billede af Vincens Steensen-Leth, der havde tætte kontakter til ledende tyske anti-nazister, blandt andre Helmuth James von Moltke fra den borgerlige modstandsgruppe Kreisauer Kreis og Adam von Trott, der var bindeled mellem Stauffenberg og Kreisauer Kreis. Igen: Det er nok de færreste danskere, der lige kendte til den forbindelse. Informationerne er ikke nye, men der foreligger ingen dokumentation. Det samme gælder den påstand, at det danske gesandtskab skulle have skaffet udrejsetilladelse til jøder.
Det er her, jeg ikke rigtig ved, hvordan jeg skal forholde mig til romanen. Hvad er fiktion, og hvad er virkelighed? Og hvorfor vælger Bodil Steensen-Leth romanformen? Er det fordi kildematerialet mangler til den strengere dokumentariske form?
Kan man se bort fra dette, er »Fem år i Berlin« dog en vellykket litterær skildring af menneskeskæbner under krigen. I den politiske fortælling er også indlagt en kærlighedshistorie mellem den danske legationsråd og den tyske antinazist Marie Louise. Hende er Steensen-Leth - trods det at han har kone og børn hjemme i Danmark - mere forelsket i, end han vil stå ved.
Bodil Steensen-Leth: Fem år i Berlin, 353 sider (Gyldendal).
Kommentarer