Anmeldelse
Blodbrødre af Ernst Haffner
Da den udkom i 1932, blev den forbudt af nazisterne og brændt på bålet. Barsk og sørgeligt aktuel roman om en flok gadebørn i 30’ernes Berlin.
Jonny er leder af en bande, som kalder sig Blodbrødrene. I starten af 30’erne var Berlin fyldt med hjemløse unge, som levede på gaden. Mange af dem stammede fra familier, som var blevet opløst i kølvandet på 1. Verdenskrig. Derfor var de blevet anbragt på børnehjem og ungdomsinstitutioner, hvor de levede under forfærdelige vilkår med fysiske og psykiske afstraffelser. Mange af de unge havde held til at flygte, og enkelte fik arbejde som daglejere eller bydrenge, men langt de fleste endte i storbyen i kriminalitet eller prostitution.
”Jonny skal rundt og hente sine otte kammerater i alle hjørner for at sige til dem, at han har fundet et sted at sove : to mark for dem alle i et lagerskur i Brunnenstrasse.”
Som medlem af en bande, kunne man være heldig at finde tryghed og fællesskab.
Jonny er en god leder, som tager sig af sin gruppe. Deres dage er præget af fattigdom, kampen for at få penge til det næste måltid mad og et sted at sove, men også af kriminalitet, druk og prostitution. Selv om det er drenge, som ikke tager det så tungt med hvad der er dit eller mit, er der rørende beskrivelser af, hvordan de gør alt for at hjælpe hinanden. Da Ludwig kommer i fængsel, sender resten af banden ham en pakke med kage, pølser, cigaretter og sukker, og selvfølgelig bliver Ludwig glad for pakken, men han er mest glad for at banden tænker på ham.
Der er mange barske beskrivelser af kampen for at overleve, men også rørende historier om venskab og hjælpsomhed. Willi og Ludwig har et stort ønske om at leve et lovlydigt liv og tjene deres egen penge, og de får da også startet en forretning, hvor de opkøber gamle sko, sætter dem i stand og sælger dem med fortjeneste, men da de ikke har deres papirer i orden, bliver de meldt til politiet. Men det lykkes dem til sidst at klare den, som Ernst Haffner skriver: ” to ud af tusind på gaderne i Berlin”
En historie fra 30’ernes Berlin, men desværre også en historie som kunne være fortalt i dag. På grund af den økonomiske krise med arbejdsløshed og de mange uledsagede flygtningebørn, er det blevet et normalt syn at se gadebørn, som hutler sig igennem i større byer. Børn som kommer ud i prostitution, og som bliver misbrugere af alkohol og andre stimulanser. Derfor er det en vigtig bog at læse også i dag og godt at bogen er blevet genopdaget og trykt igen. Da den udkom i 1932 blev den forbudt af nazisterne og brændt på bålet sammen med andre uønskede værker.
Om forfatteren ved man kun, at han arbejdede som journalist og socialarbejder i Berlin, og derfor har haft et indgående kendskab til gadebørn. Man ved også, at Haffner blev indkaldt til møde hos den nazistiske kulturmyndighed sidst i 30’erne, men derefter er der ingen spor efter ham.
Oprindeligt skrevet af Anne Grete Jacobsen, Litteratursiden.
Da den udkom i 1932, blev den forbudt af nazisterne og brændt på bålet. Barsk og sørgeligt aktuel roman om en flok gadebørn i 30’ernes Berlin.
Jonny er leder af en bande, som kalder sig Blodbrødrene. I starten af 30’erne var Berlin fyldt med hjemløse unge, som levede på gaden. Mange af dem stammede fra familier, som var blevet opløst i kølvandet på 1. Verdenskrig. Derfor var de blevet anbragt på børnehjem og ungdomsinstitutioner, hvor de levede under forfærdelige vilkår med fysiske og psykiske afstraffelser. Mange af de unge havde held til at flygte, og enkelte fik arbejde som daglejere eller bydrenge, men langt de fleste endte i storbyen i kriminalitet eller prostitution.
”Jonny skal rundt og hente sine otte kammerater i alle hjørner for at sige til dem, at han har fundet et sted at sove : to mark for dem alle i et lagerskur i Brunnenstrasse.”
Som medlem af en bande, kunne man være heldig at finde tryghed og fællesskab.
Jonny er en god leder, som tager sig af sin gruppe. Deres dage er præget af fattigdom, kampen for at få penge til det næste måltid mad og et sted at sove, men også af kriminalitet, druk og prostitution. Selv om det er drenge, som ikke tager det så tungt med hvad der er dit eller mit, er der rørende beskrivelser af, hvordan de gør alt for at hjælpe hinanden. Da Ludwig kommer i fængsel, sender resten af banden ham en pakke med kage, pølser, cigaretter og sukker, og selvfølgelig bliver Ludwig glad for pakken, men han er mest glad for at banden tænker på ham.
Der er mange barske beskrivelser af kampen for at overleve, men også rørende historier om venskab og hjælpsomhed. Willi og Ludwig har et stort ønske om at leve et lovlydigt liv og tjene deres egen penge, og de får da også startet en forretning, hvor de opkøber gamle sko, sætter dem i stand og sælger dem med fortjeneste, men da de ikke har deres papirer i orden, bliver de meldt til politiet. Men det lykkes dem til sidst at klare den, som Ernst Haffner skriver: ” to ud af tusind på gaderne i Berlin”
En historie fra 30’ernes Berlin, men desværre også en historie som kunne være fortalt i dag. På grund af den økonomiske krise med arbejdsløshed og de mange uledsagede flygtningebørn, er det blevet et normalt syn at se gadebørn, som hutler sig igennem i større byer. Børn som kommer ud i prostitution, og som bliver misbrugere af alkohol og andre stimulanser. Derfor er det en vigtig bog at læse også i dag og godt at bogen er blevet genopdaget og trykt igen. Da den udkom i 1932 blev den forbudt af nazisterne og brændt på bålet sammen med andre uønskede værker.
Om forfatteren ved man kun, at han arbejdede som journalist og socialarbejder i Berlin, og derfor har haft et indgående kendskab til gadebørn. Man ved også, at Haffner blev indkaldt til møde hos den nazistiske kulturmyndighed sidst i 30’erne, men derefter er der ingen spor efter ham.
Oprindeligt skrevet af Anne Grete Jacobsen, Litteratursiden.
Kommentarer