Bjælken i mit øje

Carsten Jensens debatbog om krig, terror, vold og ondskab giver nye vinkler på komplekse emner. Det er tankevækkende gods, der italesætter de destruktive elementer i verden.

Krig, terror, vold og ondskab er nogle af de vigtigste temaer i Carsten Jensens nye samfundskritiske essays. Ud fra egne oplevelser og fra læsninger af skøn- og faglitteratur undersøger han krigens og ondskabens væsen i nyere tid og spørger om, hvordan vi som demokratiske civilisationer fortsat kan acceptere, at det fortsætter og fortsætter i fx Mellemøsten. I korte, velskrevne kapitler gør han rede for de mange paradokser, der er forbundet med barbariet og stiller en springflod af spørgsmål. Tankevækkende gods, der appellerer til at italesætte den destruktive kraft.

”Krigen er blot hinsides sprogets rækkevidde. Posttraumatisk stress-syndrom er en individuel diagnose, men krigen er en kollektiv erfaring, den oftest genkommende begivenhed i menneskehedens historie, en verdenshistorisk konstant.” Som eksempel tænker han på dødningetårnene af kranier, der findes i Cambodia og i Aztekerriget. Disse tårne er glemselsresistente og minder os om død og vold. Moderne mindesmærker af granit eller lignende minder os om andres vold mod os.

Carsten Jensen har selv været tæt på krigen på Balkan og i Afghanistan, mødt soldater og kendt reaktionerne på deres oplevelser. Han har også mødt skrupelløse mennesker, der adlyder ordrer uden refleksioner. Ofte er ondskaben uforklarlig som i tilfældet Anders Breivik. Han satte sig udenfor, tog den frihed, der ifølge ham selv, gav ham ret til at slå andre mennesker ihjel. Det samme gælder skoleskyderierne, den ensomme ulv, der som jokeren dræber i tavshed og dør i tavshed. For en engelsk stjernejournalist, Anthony Loyd, gav krigen på Balkan ham mulighed for at være fri af kokain. Ved fronten oplevede han den livsintensitet, han savnede derhjemme, hvor alt hurtigt blev kedelige rutiner. Han havde ”denne frygtelige kærlighed til krigen, delt af alle”.

Krig vil altid være kaos og barbari, og krig kan være nødvendig, blot man husker på, at intet er sort eller hvidt. Balkankrigen var nødvendig, skriver han. I Afghanistan var missionen at hjælpe kvinder og børn til et bedre liv, men man blev overmandet af en anderledes barsk virkelighed. Den anden Irakkrig begyndte på en løgn om masseødelæggelsesvåben. Osama Bin Laden burde være fanget og stillet for en domstol i stedet for at blive dræbt. Det ville have klædt demokratierne.

Titlen på bogen er inspireret af et bibelcitat fra Matthæus 7,3: ”Hvorfor ser du splinten i din broders øjne, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?” Der er tid til selvransagelse, til åben debat, så sandhederne kommer frem, for at verden kan blive et bedre sted. Forfatteren har et håb om, at de unge vil de nødvendige forandringer.

Der er overbevisende pointer, som er baseret på velfunderet research og indsigt. Formen med de små kapitler, hvor temaerne fletter sig ind i hinanden, gør bogen let at læse, men det vanskeliggør et overblik, og de mange retoriske spørgsmål tynger teksten. Det ville have klædt forlaget, at der havde været en liste over de mange interessante referencer. Når det er sagt, så vil jeg især fremhæve de gode tolkninger fra skønlitteraturen verden.