Anmeldelse
Bid af Stine Askov
- Log ind for at skrive kommentarer
Så er der bid! Romandebut om rappe replikker, vildledning af kunder i Matas og vasketøj, der mugner. Det er surt show, speltboller og familiesammenkomster og-stød.
Romandebutant Stine Askov har begået en såre tidstypisk roman om en ung kvinde med rod i livet. Romanen lystrer navnet ’Bid’ og lægger sig tematisk set i kølvandet af andre unge, danske, nye, kvindelige forfattere som eksempelvis Stine Pilgård (Min mor siger), med hvem Askov i hvert fald har sarkasmen og absurditeterne til fælles. Og kære læser: Hvor er det dog fantastisk, at vi (læs: yngre kvinder med-de-bedste-intentioner-men-vi-arbejder-dårligt-under-pres) endelig har lært at grine af os selv og det til tider fuldkommen absurde samfund, vi prøver at navigere i. Speltboller? Op i rø…
Eller sagt med andre ord: Jeg er meget begejstret for den humor og det sproglige overskud, forfatterinder som Askov repræsenterer. Som udgangspunkt er der egentlig ikke meget at grine af – situationens håbløshed taget i betragtning – men hvor har jeg dog alligevel moret mig kosteligt undervejs… altså på den tragi-komiske måde. Men nu til genstanden for min moro:
Hovedpersonen Signe er pænt træt af det meste. Hun har ikke noget arbejde, men til gengæld en meget anstrengende familie, en beundrer, der hedder Uffe (kikset bibliotekar), en nabo, der hedder Mads Holmsgaard (total-lækker sygeplejer), en veninde, der er heks og en depression. Disse elementer er samlet set absolut ikke noget at grine af, men Askov beskriver og udstiller det brogede persongalleri på en så tilpas grotesk facon, at der alligevel lægger sig en jævn munter tone over al elendigheden. Og det er netop denne tilgang til uhyrlighederne, jeg personligt synes vildt godt om.
Set i lyset af den kontekst, der hedder ”unge, danske romandebutanter anno 2011/2012”, er der ikke noget revolutionerende ved Stine Askovs debutroman, men det skal ikke ligge hende til last. Denne anmelder behøver nemlig ikke litterære revolutioner, men vil lige så gerne læse skøre, simple, sørgmuntre samfundskommentarer, der er velskrevne – og sådan en bog er 'Bid'.
- Log ind for at skrive kommentarer
Så er der bid! Romandebut om rappe replikker, vildledning af kunder i Matas og vasketøj, der mugner. Det er surt show, speltboller og familiesammenkomster og-stød.
Romandebutant Stine Askov har begået en såre tidstypisk roman om en ung kvinde med rod i livet. Romanen lystrer navnet ’Bid’ og lægger sig tematisk set i kølvandet af andre unge, danske, nye, kvindelige forfattere som eksempelvis Stine Pilgård (Min mor siger), med hvem Askov i hvert fald har sarkasmen og absurditeterne til fælles. Og kære læser: Hvor er det dog fantastisk, at vi (læs: yngre kvinder med-de-bedste-intentioner-men-vi-arbejder-dårligt-under-pres) endelig har lært at grine af os selv og det til tider fuldkommen absurde samfund, vi prøver at navigere i. Speltboller? Op i rø…
Eller sagt med andre ord: Jeg er meget begejstret for den humor og det sproglige overskud, forfatterinder som Askov repræsenterer. Som udgangspunkt er der egentlig ikke meget at grine af – situationens håbløshed taget i betragtning – men hvor har jeg dog alligevel moret mig kosteligt undervejs… altså på den tragi-komiske måde. Men nu til genstanden for min moro:
Hovedpersonen Signe er pænt træt af det meste. Hun har ikke noget arbejde, men til gengæld en meget anstrengende familie, en beundrer, der hedder Uffe (kikset bibliotekar), en nabo, der hedder Mads Holmsgaard (total-lækker sygeplejer), en veninde, der er heks og en depression. Disse elementer er samlet set absolut ikke noget at grine af, men Askov beskriver og udstiller det brogede persongalleri på en så tilpas grotesk facon, at der alligevel lægger sig en jævn munter tone over al elendigheden. Og det er netop denne tilgang til uhyrlighederne, jeg personligt synes vildt godt om.
Set i lyset af den kontekst, der hedder ”unge, danske romandebutanter anno 2011/2012”, er der ikke noget revolutionerende ved Stine Askovs debutroman, men det skal ikke ligge hende til last. Denne anmelder behøver nemlig ikke litterære revolutioner, men vil lige så gerne læse skøre, simple, sørgmuntre samfundskommentarer, der er velskrevne – og sådan en bog er 'Bid'.
Kommentarer