Barsk men alligevel forsonende skildring af frossen natur og sjæle ved en begravelse i Småland i Sverige.
Rammefortællingen er nærmest klassisk: Begravelsesgæsterne strømmer til Fagerhult i Småland, hvor den farverige forfatter Skarre skal begraves, når frosten går af jorden. I 1970'erne emigrerede Skarre med kone og barn fra København til smålandsk natur og mennesker, som i den grad oplevedes skræmmende og anderledes for det lille hippiebarn, Paula.
Optøning af frossen jord og sjæle bliver sandhed og konsekvens for Paula, som efter en voksentilværelse i Danmark er vendt tilbage og har passet den kræftsyge Skarre i den sidste tid inden dødsfaldet. Men det bliver samtidig også en rejse tilbage til det første møde med den svenske kultur på godt og ondt:
"Det var en lille skole, det kunne Paula se med det samme hun steg ud af Volvoen. Hun tog rygsækken på og stod ret op og ned ved siden af Volvoen. Det trak i maven. Skarre kom over til hende og tog hendes hånd. Endelig kunne den luft, hun trak ind, komme helt ned i lungerne, men i det samme kom en flok piger rundt om hjørnet. Pigerne begyndte at se på Skarre og pludselig kunne Paula også se ham. Det var slet ikke gjort med skægget. Om halsen havde han et rødt Christaniatørklæde, og på rulamsfrakken sad det lille rødgule 'atomkraft nej tak'-mærke og sugede pigernes øjne til sig".
Et af højdepunkterne i bogen er den følsomme Paulas møde med de omsorgssvigtede brødre Ingmar og Gøsta, hvis historie er lige så uafrystelig frygtelig som fascinerende. Her er vi virkelig ude på landet, hvor en familietragedie får lov at udspille sig, uden at myndighederne griber ind.
Sprogtonen er på en gang enkel og alligevel facetteret. Skildringen af smålandsk natur og væsener kan bringe mindelser om Kerstin Ekman, men mest af alt er det fortællingen om at rejse ud og vende hjem og måske forsone sig.
Karen Fastrup (født 1967) debuterede i 2000 med den anmelderroste roman 'Brønden'.
Kommentarer