Anmeldelse
Barn af verden af Irmgard Keun
Med et barns skarpe og naive blik får vi et rørende indblik i en familie på flugt i 30’ernes Europa og samtidig et rystende portræt af en alkoholiker.
Fortælleren er 9-årige Kully, og hun fortæller om sit og forældrenes liv, efter de er blevet fordrevet af det nazistiske styre midt i 30’erne. De rejser rundt til de steder, hvor det er sikkert for dem at være : Paris, Amsterdam, Oostende, Prag og USA.
Familien har ingen penge, og hvis faderen endelig finder en forlægger, som vil give ham et forskud på en bog, som aldrig udkommer, bruger han dem til at leve dyrt og flot for. På et hotel i Paris bliver Kullly og hendes mor ladt tilbage uden en cent på lommen, , mens faderen rejser væk for at skaffe penge, ”og min mor og jeg må blive uden regningen er betalt. Vi bliver tilbage som pant, og min far siger, at vi har en højere pantværdi end diamanter og pelse.”
Kully og moderen sulter, de må hutle sig igennem, mens de lever i uvished og med håbet og troen på, at faderen kommer tilbage med penge. En dag kommer der et telegram fra faderen om, at han er i Belgien, mens de er i Holland, De kan ikke komme til Belgien, for de har ingen visum til Belgien, og faderen kan ikke komme ind i Holland, da de ikke lader flygtninge uden penge komme ind i landet. Kully håber, at de måske kan komme i fængsel, da de så i det mindste vil få forplejning.
Kully forstår lidt af, hvad der foregår i Europa, og så alligevel ikke. Hun fornemmer at folk, som forældrene kender, begår selvmord, men hvorfor forstår hun ikke, og da hun hører, at en af faderens venner har begået selvmord, er hendes konklusion, at det er bedre ikke at blive født, for så undgår man at blive ulykkelig.
Ved romanens afslutning er de alle sammen i Amsterdam igen. Det er i 1938, og inden længe bliver Holland besat af tyskerne, så med den viden i baghovedet er det svært ikke at lade være med at tænke på, hvad der sker for familien i de næste år.
Irmgard Keun var en af de helt store forfattere i Tyskland i mellemkrigstiden, men hun blev fordrevet og hendes bøger brændt på bålene. Tak til Forlaget Silkefyret for at udgive denne lille vigtige bog fra 1938.
Volker Weidemanns Osteende 1936 udkom på dansk i 2018, og den skildrer venskabet mellem to eksil forfattere, Stefan Zweig og Philip Roth, og kredsen omkring dem, og en af personerne her er Irmgaard Keun, som havde et forhold til Joseph Roth.
Med et barns skarpe og naive blik får vi et rørende indblik i en familie på flugt i 30’ernes Europa og samtidig et rystende portræt af en alkoholiker.
Fortælleren er 9-årige Kully, og hun fortæller om sit og forældrenes liv, efter de er blevet fordrevet af det nazistiske styre midt i 30’erne. De rejser rundt til de steder, hvor det er sikkert for dem at være : Paris, Amsterdam, Oostende, Prag og USA.
Familien har ingen penge, og hvis faderen endelig finder en forlægger, som vil give ham et forskud på en bog, som aldrig udkommer, bruger han dem til at leve dyrt og flot for. På et hotel i Paris bliver Kullly og hendes mor ladt tilbage uden en cent på lommen, , mens faderen rejser væk for at skaffe penge, ”og min mor og jeg må blive uden regningen er betalt. Vi bliver tilbage som pant, og min far siger, at vi har en højere pantværdi end diamanter og pelse.”
Kully og moderen sulter, de må hutle sig igennem, mens de lever i uvished og med håbet og troen på, at faderen kommer tilbage med penge. En dag kommer der et telegram fra faderen om, at han er i Belgien, mens de er i Holland, De kan ikke komme til Belgien, for de har ingen visum til Belgien, og faderen kan ikke komme ind i Holland, da de ikke lader flygtninge uden penge komme ind i landet. Kully håber, at de måske kan komme i fængsel, da de så i det mindste vil få forplejning.
Kully forstår lidt af, hvad der foregår i Europa, og så alligevel ikke. Hun fornemmer at folk, som forældrene kender, begår selvmord, men hvorfor forstår hun ikke, og da hun hører, at en af faderens venner har begået selvmord, er hendes konklusion, at det er bedre ikke at blive født, for så undgår man at blive ulykkelig.
Ved romanens afslutning er de alle sammen i Amsterdam igen. Det er i 1938, og inden længe bliver Holland besat af tyskerne, så med den viden i baghovedet er det svært ikke at lade være med at tænke på, hvad der sker for familien i de næste år.
Irmgard Keun var en af de helt store forfattere i Tyskland i mellemkrigstiden, men hun blev fordrevet og hendes bøger brændt på bålene. Tak til Forlaget Silkefyret for at udgive denne lille vigtige bog fra 1938.
Volker Weidemanns Osteende 1936 udkom på dansk i 2018, og den skildrer venskabet mellem to eksil forfattere, Stefan Zweig og Philip Roth, og kredsen omkring dem, og en af personerne her er Irmgaard Keun, som havde et forhold til Joseph Roth.
Kommentarer