Anmeldelse
Ayses ramadan af Özlem Sara Cekic
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Skøn, genkendelig og rørende historie om pigen Ayse, der så gerne vil være sej og faste lige så længe som sine brødre. Men er det egentlig sejt at snyde sin mor? Og hvorfor bliver Ayse så bleg?
Ramadanen står for døren. Pigen Ayse glæder sig til at skulle faste – eller rettere sagt: Hun glæder sig til at vise, at hun kan. Hendes to ældre brødre faster på lige fod med de voksne, altså fra solopgang til solnedgang, men Ayse er ikke stor nok til at faste så længe ad gangen, siger hendes mor.
Aftalen er derfor, at Ayse må faste indtil frokost, så hun ikke risikerer at blive dårlig. Men Ayse vil så gerne vise, at hun kan faste længere end det, så hun gør et stort nummer ud af at smide madpakken i skraldespanden, så veninderne Anne og Louise kan se, hvor sej hun er. Men Anne og Louise kan ikke helt se det seje i at være sulten. Og Ayse bliver rent faktisk skidt tilpas.
Det er en både lærerig og rørende fortælling, Özlem Cekic har skrevet om ramadanen og dens betydning for de muslimske familier. Og når kulturforskelle behandles på børneniveau, bliver det sjovt nok - og heldigvis - meget mere tilgængeligt: Børnenes tilgang til det anderledes er i dette tilfælde baseret på nysgerrighed og åbenhed og en enorm lyst til at dele nogle oplevelser med hinanden. Ayses danske veninder vil gerne vide, hvorfor Ayse skal faste, og hvad ramadanen i det hele taget er for noget. Og selvom de ikke helt kan se meningen, smittes de af Ayses begejstring – ikke mindst da det åbenbares, at det hele munder ud i en stor fest, eidfesten. Og den skal Louise og Anne da selvfølgelig også med til! Det er da klart.
Foruden at være en lettilgængelig bog om forskellige kulturer og skikke, er det også på et højere plan en historie om at tage en sag i egen hånd (hvorvidt det nu er klogt eller ej), og en historie om at lyve i noget, man selv mener, er en god sags tjeneste.
Men hvem er jeg – et granvoksent menneske! – til at vurdere en læs-selv-bog for børn i alderen otte-ti år? Nej, vel? Så for retfærdighedens skyld allierede jeg mig med Rebecca på ni år, som er jævnaldrende med Ayse i bogen. Rebecca læste bogen, og hendes udsagn kommer her:
”På et tidspunkt i bogen lader Ayse som om, hun bliver dårlig (det er inden, hun rent faktisk bliver det, red). Det kender jeg godt. Jeg har også prøvet, at nogen lader som om, de for eksempel bliver kede af det, og så er det bare for sjov. Men det er IKKE sjovt, for man når jo at blive forskrækket, fordi man tror på det.” Eller sagt med andre ord: Cekic bruger hverdagslige hændelser til at fortælle sin historie, så den bliver genkendelig og troværdig for læseren.
Hertil kommer, at Rebecca synes godt om formen, idet man let kan overskue, hvordan dagene skrider frem, indtil kulminationen, Eidfesten, på 30. dagen. Og endelig synes hun, man får mange fine detaljer at vide – for eksempel hvordan de unge skal kysse de gamle på hånden. Men der står lidt for tit ”siger” og ”sagde”, synes Rebecca. Og det afsløres for tidligt, at Ayses ene bror lyver om, at han faster.
Illustrationerne er fuldkommen skønne – det er Rebecca og Maria helt enige om.
Skrevet af Maria Guldager Rasmussen og Rebecca Guldager Maarup
Originally published by Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Skøn, genkendelig og rørende historie om pigen Ayse, der så gerne vil være sej og faste lige så længe som sine brødre. Men er det egentlig sejt at snyde sin mor? Og hvorfor bliver Ayse så bleg?
Ramadanen står for døren. Pigen Ayse glæder sig til at skulle faste – eller rettere sagt: Hun glæder sig til at vise, at hun kan. Hendes to ældre brødre faster på lige fod med de voksne, altså fra solopgang til solnedgang, men Ayse er ikke stor nok til at faste så længe ad gangen, siger hendes mor.
Aftalen er derfor, at Ayse må faste indtil frokost, så hun ikke risikerer at blive dårlig. Men Ayse vil så gerne vise, at hun kan faste længere end det, så hun gør et stort nummer ud af at smide madpakken i skraldespanden, så veninderne Anne og Louise kan se, hvor sej hun er. Men Anne og Louise kan ikke helt se det seje i at være sulten. Og Ayse bliver rent faktisk skidt tilpas.
Det er en både lærerig og rørende fortælling, Özlem Cekic har skrevet om ramadanen og dens betydning for de muslimske familier. Og når kulturforskelle behandles på børneniveau, bliver det sjovt nok - og heldigvis - meget mere tilgængeligt: Børnenes tilgang til det anderledes er i dette tilfælde baseret på nysgerrighed og åbenhed og en enorm lyst til at dele nogle oplevelser med hinanden. Ayses danske veninder vil gerne vide, hvorfor Ayse skal faste, og hvad ramadanen i det hele taget er for noget. Og selvom de ikke helt kan se meningen, smittes de af Ayses begejstring – ikke mindst da det åbenbares, at det hele munder ud i en stor fest, eidfesten. Og den skal Louise og Anne da selvfølgelig også med til! Det er da klart.
Foruden at være en lettilgængelig bog om forskellige kulturer og skikke, er det også på et højere plan en historie om at tage en sag i egen hånd (hvorvidt det nu er klogt eller ej), og en historie om at lyve i noget, man selv mener, er en god sags tjeneste.
Men hvem er jeg – et granvoksent menneske! – til at vurdere en læs-selv-bog for børn i alderen otte-ti år? Nej, vel? Så for retfærdighedens skyld allierede jeg mig med Rebecca på ni år, som er jævnaldrende med Ayse i bogen. Rebecca læste bogen, og hendes udsagn kommer her:
”På et tidspunkt i bogen lader Ayse som om, hun bliver dårlig (det er inden, hun rent faktisk bliver det, red). Det kender jeg godt. Jeg har også prøvet, at nogen lader som om, de for eksempel bliver kede af det, og så er det bare for sjov. Men det er IKKE sjovt, for man når jo at blive forskrækket, fordi man tror på det.” Eller sagt med andre ord: Cekic bruger hverdagslige hændelser til at fortælle sin historie, så den bliver genkendelig og troværdig for læseren.
Hertil kommer, at Rebecca synes godt om formen, idet man let kan overskue, hvordan dagene skrider frem, indtil kulminationen, Eidfesten, på 30. dagen. Og endelig synes hun, man får mange fine detaljer at vide – for eksempel hvordan de unge skal kysse de gamle på hånden. Men der står lidt for tit ”siger” og ”sagde”, synes Rebecca. Og det afsløres for tidligt, at Ayses ene bror lyver om, at han faster.
Illustrationerne er fuldkommen skønne – det er Rebecca og Maria helt enige om.
Skrevet af Maria Guldager Rasmussen og Rebecca Guldager Maarup
Originally published by Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.
Kommentarer