Anmeldelse
Anmeldelse af Suzanne Collins DØDSSPILLET
- Log ind for at skrive kommentarer
For første gang i mange år satte jeg mig til rette i en god stol med en ungdomsbog i hænderne i form af DØDSSPILLET af Suzanne Collins.
Da jeg udelukkende havde læst godt om bogen, var jeg fuld af forventning, men også lidt skeptisk. Jeg holder nemlig meget af tung, vidende litteratur, og det vidste jeg, at jeg ikke ville finde på de 400 sider, jeg havde foran mig.
Til gengæld blev jeg mødt af en verden, der var så fantastisk velskrevet, at jeg stort set ikke kunne lægge bogen fra mig igen. Jeg har kun meget få gange været så opslugt lige fra første kapitel.
Den verden, Collins har skabt en gang i fremtiden, er så realistisk, at det giver en gåsehud. Et diktatur, hvor mennesker er delt op i distrikter, der nærmest minder om et indisk kastesystem med de fattigste i de ydre distrikter og de mere velstillede tæt på magthaverne. Hvert år udvælges 2 børn fra hvert distrikt til at deltage i DØDSSPILLET, der er et spil/tv-show som magthaverne afholder for at minde folk i distrikterne om, at de er underlagt systemets love, og at enhver, der træder udenfor, vil blive dræbt. Magthaverne og ’fredsvagterne’ i landet Panem, hvor de bor, har ikke de store problemer med at dræbe voksne og børn eller lade folk i distrikterne sulte ihjel.
Selve DØDSSPILLET har derfor den lille hage, at børnene, der lukkes ind i et større naturområde uden ret mange forsyninger, skal kæmpe til døden! Spillet er kort sagt ikke ovre, før alle børn på nær ét er døde i kampen mod hinanden. På sin vis er bogen derfor modbydelig og ond, men Collins har formået at komme så meget følelse og menneskelighed ind i de her børn og unge, at det i stedet er vildt gribende.
For mig som voksen, sætter bogen også nogle andre tanker i sving. Dette er jo desværre ikke så langt fra at være menneskets natur, hvis vi kigger på vores egen fortid og kigger rundt om på børns og unges vilkår i store dele af verden.
Jeg synes, at I alle sammen skulle læse denne bog (plus naturligvis også nr. 2 i trilogien, LØBEILD, der tager direkte over, hvor DØDSSPILLET slipper), fordi den er en super fed fortælling OG fordi den sætter nogle tanker i gang om, hvordan børn og unge faktisk også i vores verden år 2010 har det.
Mads Peder Nordbo.
- Log ind for at skrive kommentarer
For første gang i mange år satte jeg mig til rette i en god stol med en ungdomsbog i hænderne i form af DØDSSPILLET af Suzanne Collins.
Da jeg udelukkende havde læst godt om bogen, var jeg fuld af forventning, men også lidt skeptisk. Jeg holder nemlig meget af tung, vidende litteratur, og det vidste jeg, at jeg ikke ville finde på de 400 sider, jeg havde foran mig.
Til gengæld blev jeg mødt af en verden, der var så fantastisk velskrevet, at jeg stort set ikke kunne lægge bogen fra mig igen. Jeg har kun meget få gange været så opslugt lige fra første kapitel.
Den verden, Collins har skabt en gang i fremtiden, er så realistisk, at det giver en gåsehud. Et diktatur, hvor mennesker er delt op i distrikter, der nærmest minder om et indisk kastesystem med de fattigste i de ydre distrikter og de mere velstillede tæt på magthaverne. Hvert år udvælges 2 børn fra hvert distrikt til at deltage i DØDSSPILLET, der er et spil/tv-show som magthaverne afholder for at minde folk i distrikterne om, at de er underlagt systemets love, og at enhver, der træder udenfor, vil blive dræbt. Magthaverne og ’fredsvagterne’ i landet Panem, hvor de bor, har ikke de store problemer med at dræbe voksne og børn eller lade folk i distrikterne sulte ihjel.
Selve DØDSSPILLET har derfor den lille hage, at børnene, der lukkes ind i et større naturområde uden ret mange forsyninger, skal kæmpe til døden! Spillet er kort sagt ikke ovre, før alle børn på nær ét er døde i kampen mod hinanden. På sin vis er bogen derfor modbydelig og ond, men Collins har formået at komme så meget følelse og menneskelighed ind i de her børn og unge, at det i stedet er vildt gribende.
For mig som voksen, sætter bogen også nogle andre tanker i sving. Dette er jo desværre ikke så langt fra at være menneskets natur, hvis vi kigger på vores egen fortid og kigger rundt om på børns og unges vilkår i store dele af verden.
Jeg synes, at I alle sammen skulle læse denne bog (plus naturligvis også nr. 2 i trilogien, LØBEILD, der tager direkte over, hvor DØDSSPILLET slipper), fordi den er en super fed fortælling OG fordi den sætter nogle tanker i gang om, hvordan børn og unge faktisk også i vores verden år 2010 har det.
Mads Peder Nordbo.
Kommentarer