For en gangs skyld er jeg så meget i tvivl om, hvor jeg skal begynde, at jeg vælger at skrive det med i min anmeldelse. Mest af alt har jeg lyst til at møde Lars og tale med ham om hans måde at skrive på, men det må blive en anden dag.
Jeg havde meget store forventninger til netop denne bog. Jeg vil derfor lægge ud med at sige, at jeg også er begejstret, men det holdt lidt hårdt, og det er derfor, jeg vakler.
De første små 90 sider skuffer bogen mig. Ud over at bogen lægger ud med et lix-tal tæt på børnelitteratur, er der for megen primitiv vold, for megen ’stakkels dem fra provinsen’ og for meget ’bræk’ og ’onani’ – efter min smag. Men så dukker Jesus op og får smadret et askebæger i nakken, hvilket han perfekt vender den anden kind til og siger: ”Jeg er Jesus Kristus, og jeg er kommet for at gøre dig til et bedre menneske.” SMAK! Derfra bliver bogen bare bedre og bedre. Langsomt går det op for mig, at det var den ikke blevet, hvis ikke den var startet med det rå og det primitive de første 90 sider. Bogen vender med ét fra at være en ’stakkels os voldelige tabere’ til at være en fantastisk fortælling om det at nå bunden og derefter drage ud på en tung, men livgivende bodsvandring sammen med Jesus og en umage håndfuld disciple fra samfundets mindre glorværdige lag.
Denne bog er så fuld af kærlighed og tilgivelse, at jeg et eller andet sted er blevet meget grebet af den. Min forhåbning er, at det naturligvis hele tiden har været Husums intention at genere og støde mig de første sider for derefter bedre at kunne få mig til at begrave mig i Nikolajs vej mod tilgivelse og lykke.
Tak for bogen Lars!
Mads Peder Nordbo
Kommentarer