Anmeldelse
Anmeldelse af Hjalmar Söderbergs ’Doktor Glas’ .
Jeg har altid elsket den smukke skandinaviske litteratur fra omkring år 1900, og jeg vil straks sige, at denne lille, herlige bog fra 1905 levede helt op til mine forventninger.
Romanen har en stille, rolig måde at male sig vej gennem menneskers følelser, så de i samme sætning står både skarpe og usagte hen. At skrive sådan er en litterær kunst, der leder mine tanker i retning af Herman Bang, når han var bedst.
I tillæg til en fascinerende evne til at beskrive det følende menneske, kan man godt som læser forundres lidt over, i hvilket omfang Söderbergs tanker om kvinden må have været revolutionerende i samtiden.
Personen Doktor Glas er på mange måder forud for sin tid i både sit forhold til kvinder og til f.eks. aktiv dødshjælp. Men fornuften i hans indre dialog sættes på en kraftig prøve, da hans tanker bevæger sig tættere og tættere på det at dræbe at andet menneske. Det indre krav, der opstår i ham, bunder i, at han er indeklemt og hemmeligt forelsket i den unge Helga, der er ulykkeligt gift med den meget ældre pastor Gergorius. Da hun fortæller Doktor Glas, at Gergorius forgriber sig på hende, og han ikke formår at ændre dette på normal vis, ser han til sidst ingen anden udvej end at dræbe Gergorius.
Som person er Doktor Glas en ensom, indesluttet person, der dog virker til at have tilpasset sig sin ensomhed i et omfang, så man ikke helt er klar over, om han vil andet – ønsker andet. Han har boet i sin egen klokke baseret på livet som læge så længe, at hans egne tanker for længst har overtaget al plads i hans hjerne. Det eneste problem er den hemmelige forelskelse, der for os, læserne, er nerven i hele romanen. En forelskelse, der umiddelbart er den første, han har følt i mange år.
Doktor Glas' forelskelse er så smuk, at det næsten er fortryllende. Han forventer ikke på noget tidspunkt at kunne få Helga, men alligevel gør han alt for hende. Han har ingen selviske mål og ingen forventning om belønning. Han vil bare rede hende, se hende glad. Hvilken ufattelig styrke kræver det ikke inden i et menneske at støtte og rede sit livs største og tæt ved eneste kærlighed uden så meget som at håbe på, at denne kærlighed vil blive gengældt? Alt det betyder imidlertid ikke, at han ikke lider. For lider gør han. Som en anden skygge af Kierkegaard søger hans tanker lidelsen dybt og inderligt. Det er dét, Söderberg så smukt har indfanget i denne smukke roman, der sideløbende også øser af en dybfølt kærlighed til Stockholm.
Det gennemgående spørgsmål i romanen er, om man har ret til at dræbe et menneske for at rede et andet?
Jeg er overbevist om, at du som læser kun kan blive rigere af at læse denne bog, så tøv ikke, hvis du endnu har den til gode.
Mads Peder Nordbo
Jeg har altid elsket den smukke skandinaviske litteratur fra omkring år 1900, og jeg vil straks sige, at denne lille, herlige bog fra 1905 levede helt op til mine forventninger.
Romanen har en stille, rolig måde at male sig vej gennem menneskers følelser, så de i samme sætning står både skarpe og usagte hen. At skrive sådan er en litterær kunst, der leder mine tanker i retning af Herman Bang, når han var bedst.
I tillæg til en fascinerende evne til at beskrive det følende menneske, kan man godt som læser forundres lidt over, i hvilket omfang Söderbergs tanker om kvinden må have været revolutionerende i samtiden.
Personen Doktor Glas er på mange måder forud for sin tid i både sit forhold til kvinder og til f.eks. aktiv dødshjælp. Men fornuften i hans indre dialog sættes på en kraftig prøve, da hans tanker bevæger sig tættere og tættere på det at dræbe at andet menneske. Det indre krav, der opstår i ham, bunder i, at han er indeklemt og hemmeligt forelsket i den unge Helga, der er ulykkeligt gift med den meget ældre pastor Gergorius. Da hun fortæller Doktor Glas, at Gergorius forgriber sig på hende, og han ikke formår at ændre dette på normal vis, ser han til sidst ingen anden udvej end at dræbe Gergorius.
Som person er Doktor Glas en ensom, indesluttet person, der dog virker til at have tilpasset sig sin ensomhed i et omfang, så man ikke helt er klar over, om han vil andet – ønsker andet. Han har boet i sin egen klokke baseret på livet som læge så længe, at hans egne tanker for længst har overtaget al plads i hans hjerne. Det eneste problem er den hemmelige forelskelse, der for os, læserne, er nerven i hele romanen. En forelskelse, der umiddelbart er den første, han har følt i mange år.
Doktor Glas' forelskelse er så smuk, at det næsten er fortryllende. Han forventer ikke på noget tidspunkt at kunne få Helga, men alligevel gør han alt for hende. Han har ingen selviske mål og ingen forventning om belønning. Han vil bare rede hende, se hende glad. Hvilken ufattelig styrke kræver det ikke inden i et menneske at støtte og rede sit livs største og tæt ved eneste kærlighed uden så meget som at håbe på, at denne kærlighed vil blive gengældt? Alt det betyder imidlertid ikke, at han ikke lider. For lider gør han. Som en anden skygge af Kierkegaard søger hans tanker lidelsen dybt og inderligt. Det er dét, Söderberg så smukt har indfanget i denne smukke roman, der sideløbende også øser af en dybfølt kærlighed til Stockholm.
Det gennemgående spørgsmål i romanen er, om man har ret til at dræbe et menneske for at rede et andet?
Jeg er overbevist om, at du som læser kun kan blive rigere af at læse denne bog, så tøv ikke, hvis du endnu har den til gode.
Mads Peder Nordbo
Kommentarer