Anmeldelse

Anden videnskabelige krimi fra denne forfatters hånd. Som sin forgænger foregår

en stor del af handlingen på Københavns universitet og omhandler biologiske

videnskabelige processer.

Jeg var en af de læsere, der var moderat begejstret for forgængeren, derfor

lå denne efterfølger meget længe i venteposition - men nu kom jeg altså til den.

Sproget er sådan set okay, bortset fra de mange videnskabelige gennemgange, der

nemt kan virke tunge,lidt for uddybende, og ind imellem for mange gentagelser i handlingen er bogen yderst letlæselig. Sproget flyder og derfor er de små 600 sider faktisk hurtig læst.

Persongalleriet er igen mangfoldigt, vi møder igen politimanden Søren og hans kæreste

Anna - kollegaer på station Bellahøj, forskere på universitetet og denne gang

også familien Skov. Søren er præcis så utiltalende som i forgængeren: privat

er han spækket med mindreværdskomplekser og professionelt er han sprængfyldt

med storhedsvanvid, urealistiske handlinger og bærer præg af at skulle være så

stor en helt indenfor etaten, at han på mig, nærmest bliver en karikatur.

Kæresten Anna er lige så usympatisk og blandes på helt urealistisk måde, igen ind

i en selvmord/mord mysterium. Kollegaen Henrik og Søren har frygtelig travlt med

territorial kampe i stedet for ordentligt politiarbejde - det virker fuldkommen

banalt og kunstigt hos mig.

Til gengæld er det Maries historie, der bærer denne bog hjem hos mig - trods meget

banale forsøg på at gøre den store familiehemmelighed spændende (virker helt 

modsat på mig) er det hende jeg virkelig mærker. Måske også fordi det er hendes

job som studerende på KU, der er en stor del af historien, og der mærker jeg

for alvor forfatterens interesse brænde igennem.

At der så tilsættes endnu en sidestory omkring familien Skov, synes jeg faktisk

ødelægger læsningen - mere er langt fra altid bedre, der havde været mere end

rigeligt i forbrydelsen og Marie, efter min bedste overbevisning.

Som krimi er den alt for banal og urealistisk, de første 1/3 af bogen krummede

jeg virkelig tæer og gruede for resten. Men mod alle odds voksede handlingen

og altså specielt Marie på mig, og jeg blev faktisk fanget af dele af historien.

Jeg kan se rigtig mange gentagelser fra forgængeren, det er trist, for jeg savnede 

virkelig fornyelse og forbedring - det udeblev totalt i politidelen, men hentede 

en smule på den ene sidestory. Jeg ligger og vipper mellem to og tre, men fordi

jeg trods alt blev underholdt lidt til slut, runder jeg op til 3 -og håber virkelig

på klare forbedringer af realismen og krimidelen og fornyelse til en evt. næste bog.