Et hovedværk i dansk politisk historie med grundige analyser af periodens politiske udfordringer og en velunderbygget vurdering af Anker Jørgensen som statsminister.
Bogen fortsætter Tage Kaarsteds serie ’De danske ministerier’, og dette er første bind, der dækker Anker Jørgensens tid fra 1972 til 1982. Bogen er lidt mindre biografisk anlagt end Kaarsteds serie, men stadig med fokus på regeringsførelsen og den politisk-parlamentariske proces. Andet halvbind om Schlüter-perioden udkommer i 2018. Forfatteren er historiker fra Aarhus Universitet, og han giver et uhyre grundigt indblik i det turbulente tiår, hvor Anker Jørgensen sad på regeringsmagten kun afbrudt af en kortvarig periode med en ren Venstre-regering. Borring Olesen giver en velafbalanceret vurdering af Anker som statsminister og en indgående analyse af de problemer, han stod over for.
At Krag udnævnte Anker til sin efterfølger var en overraskelse. Han var ikke i besiddelse af større politisk-parlamentarisk erfaring, havde ingen bred økonomisk indsigt og manglede politisk erfaring på internationalt niveau, men han havde en folkelig appel, som han bevarede i hele sin regeringstid. Hans perioder som regeringschef bød på mange vanskeligheder som økonomisk nedtur, voksende arbejdsløshed, store politiske omvæltninger og medlemskabet af EF, der berørte dansk regeringsførelse og lovgivning.
Jordskredsvalget i 1973, hvor Fremskridtspartiet stormede frem, var et symptom på et samfund i opbrud og forandring, og det kom til at præge dansk politik i resten af perioden. De borgerlige partiers ulyst til at samarbejde med Fremskridtspartiet banede vejen for de socialdemokratiske mindretalsregeringer, som til gengæld måtte kæmpe hårdt for at skaffe flertal for de utallige kriseindgreb.
Forfatterens vurderinger af Anker som regeringsleder er nuancerede og velunderbyggede. Man får indtryk af en statsminister, der ganske vist ikke var nogen stor strateg og stærk leder, men som alligevel klarede det godt på flere områder, selv om han kom til at lede landet i en meget vanskelig periode. Forfatteren deler ikke den gængse opfattelse af, at Anker ikke slog til på den økonomiske politiks område, idet han påpeger, at han havde endog særdeles kompetente rådgivere på området som Knud Heinesen. Han beskriver Anker som en usædvanlig retlinet og respekteret politiker, men også en politiker hvis ærlighed/åbenmundethed kunne skabe problemer. Ankers tætte forhold til fagbevægelsen kunne i visse situationer være en fordel, men viste sig at være en stor svaghed på den lange bane, fordi Anker ikke formåede at sætte sig igennem over for sin ærkefjende, den magtfulde LO-boss Thomas Nielsen.
Bogen er noget af en mursten, men hvis man er ved at tabe overblikket undervejs, kan man hente hjælp i det afsluttende kapitel, der giver en sammenfatning af hovedtrækkene. Den er forsynet med fortegnelser over periodens ministerier og en meget omfattende fortegnelse over kilder og litteratur.
Kommentarer