Anmeldelse
Andre liv end mit af Emmanuel Carrère
- Log ind for at skrive kommentarer
Meget, meget bevægende roman, der bør være pligtlæsning for velfærdsdanskere, hvis største problem er, om huset kan sælges for en pris, der er dobbelt så høj, som det blev købt for.
Bogen rubriceres som roman, men den er ikke fiktiv. Carrère er fransk forfatter af den selvoptagne slags, der stort set kun interesserer sig for sig selv. Han oplever i 2004 og 2005 voldsomme begivenheder – først tsunamien under en ferie på Sri Lanka, dernæst sin svigerindes død af kræft. Tsunamien rammer ham via andres ulykke, mens svigerindens død uundgåeligt rammer hele familien på en anden måde. Beskrivelserne fra Sri Lanka er voldsomme og tragiske. Et ungt par, der mister deres lille datter, er kun en af de forfærdelige historier, men netop den berører ham meget, fordi familierne havde talt sammen og regnet med at skulle tilbringe en del af ferien sammen. Han beskriver indgående deres ulykke – og deres liv i Frankrig før denne ferie. Både forfatteren og hans kone hjælper, hvor de kan – og de ser fortsat parret hjemme i Frankrig.
Svigerinden efterlader sig ved sin død tre små piger, en ægtemand og en karriere som underdommer i en provinsby i Frankrig. Det meste af bogen er en forholdsvis nøgtern beskrivelse af hendes liv – han opsøger simpelthen familie og kolleger og interviewer dem. Jeg synes, han gør det fabelagtigt godt. Læseren glædes med ham over livet i al sin usandsynlige mangfoldighed. Hvor er verden stor, og hvor er der meget, man ikke ved. Han fascineres af dommernes arbejde og beskriver det indgående, ligesom han anerkender hverdagens ”provinshelte” – noget det lader til, han har haft lidt svært ved før.
Hans kæreste bliver gravid, og han skrinlægger sit projekt i nogle år, men beslutter sig så for at få bogen udgivet, især af hensyn til de tre små piger – en bog om deres mor.
Det er selvfølgelig både banalt og trivielt, at man får et andet perspektiv på sit eget liv, når man oplever så voldsomme ulykker i andres liv, men det gør det jo ikke mindre sandt, at det er sådan, det er. Og det lader til, at det har forandret Emmanuel Carrère.
Jeg synes, det er smukt, at han har skrevet bogen, og at han er så ærlig omkring sig selv. Den er meget let at læse, og kun en sten kan undgå at lade sig gribe af den. Læs den!
- Log ind for at skrive kommentarer
Meget, meget bevægende roman, der bør være pligtlæsning for velfærdsdanskere, hvis største problem er, om huset kan sælges for en pris, der er dobbelt så høj, som det blev købt for.
Bogen rubriceres som roman, men den er ikke fiktiv. Carrère er fransk forfatter af den selvoptagne slags, der stort set kun interesserer sig for sig selv. Han oplever i 2004 og 2005 voldsomme begivenheder – først tsunamien under en ferie på Sri Lanka, dernæst sin svigerindes død af kræft. Tsunamien rammer ham via andres ulykke, mens svigerindens død uundgåeligt rammer hele familien på en anden måde. Beskrivelserne fra Sri Lanka er voldsomme og tragiske. Et ungt par, der mister deres lille datter, er kun en af de forfærdelige historier, men netop den berører ham meget, fordi familierne havde talt sammen og regnet med at skulle tilbringe en del af ferien sammen. Han beskriver indgående deres ulykke – og deres liv i Frankrig før denne ferie. Både forfatteren og hans kone hjælper, hvor de kan – og de ser fortsat parret hjemme i Frankrig.
Svigerinden efterlader sig ved sin død tre små piger, en ægtemand og en karriere som underdommer i en provinsby i Frankrig. Det meste af bogen er en forholdsvis nøgtern beskrivelse af hendes liv – han opsøger simpelthen familie og kolleger og interviewer dem. Jeg synes, han gør det fabelagtigt godt. Læseren glædes med ham over livet i al sin usandsynlige mangfoldighed. Hvor er verden stor, og hvor er der meget, man ikke ved. Han fascineres af dommernes arbejde og beskriver det indgående, ligesom han anerkender hverdagens ”provinshelte” – noget det lader til, han har haft lidt svært ved før.
Hans kæreste bliver gravid, og han skrinlægger sit projekt i nogle år, men beslutter sig så for at få bogen udgivet, især af hensyn til de tre små piger – en bog om deres mor.
Det er selvfølgelig både banalt og trivielt, at man får et andet perspektiv på sit eget liv, når man oplever så voldsomme ulykker i andres liv, men det gør det jo ikke mindre sandt, at det er sådan, det er. Og det lader til, at det har forandret Emmanuel Carrère.
Jeg synes, det er smukt, at han har skrevet bogen, og at han er så ærlig omkring sig selv. Den er meget let at læse, og kun en sten kan undgå at lade sig gribe af den. Læs den!
Kommentarer