Tre unge fra tre forskellige steder i verden bliver bragt sammen på deres trettenårs fødselsdag, for at de sammen kan redde verden fra ondsindede ånder.
Åndejægerne er en ungdomsroman om venskab og forskelligheder og første bind i en planlagt serie. Samtidig indeholder den et overnaturligt element, der tiltaler mig som ivrig læser af fantasybøger meget, og i første omgang var det det, som fik mig til at ville læse bogen.
Eirik fra Norge, Gunther fra Berlin og Lizzy fra New York vågner op i en mørk grotte og kan ikke huske, hvordan de er havnet der. Det viser sig, at de alle tre har fødselsdag den dag. De bliver alle 13 år. De tre unge er blevet udvalgt af skæbnen til en fremtid som åndejægere og skal de næste halvtreds år redde menneskeheden fra onde onder, der har flakket rundt for længe i Mellemverdenen, hvorfra det indimellem lykkes ånderne at slippe ud og skabe død og ødelæggelse blandt menneskene. Eirik, Gunther og Lizzy skal læres op af de nuværende åndejægere, men oplæringsperioden bliver meget kortere end forventet, og de bliver derfor kastet ud i åndejagten før tid.
Bogen er ikke en fantasyroman men indeholder overnaturlige elementer, blandt andet møder man ånder og særligt ånden Aldowit, som er en Vejviserånd og den eneste af sin slags. Han har eksisteret i 2000 år og er den, der hjælper de vildfarne ånder ind i deres egen verden. Desuden kan han sende sig selv og andre rundt i verden med magi. De tre unge er ganske almindelige børn, som kommer fra vidt forskellige miljøer og steder i verden, men som sammen har ganske særlige evner, som de skal bruge i kampen mod ånderne.
Dette samarbejde, som er det vigtigste i kampen mod ånderne, falder dem utrolig svært i starten, men i sidste ende, når det virkelig gælder, lærer de selvfølgelig at bruge deres evner i fællesskab.
Jeg synes at det er en rigtig fin bog. Den er spændende og samtidig sjov. Blandt andet er det morsomt at høre om de meget opfindsomme og temmelig ulækre måltider, som stedets kok tilbereder til børnene. Jeg kunne dog godt ønske mig at Magne Hovden gjorde lidt mere ud af sit persongalleri. Vi får nok at vide om dem til, at vi levende kan forestille os, at det kan give problemer at sætte tre så forskellige børn sammen, men jeg kunne stadig godt tænke mig at høre mere for at give romanen lidt mere tyngde.
Kommentarer