Anmeldelse
Åndedrættet. En afgørelse af Thomas Bernhard
- Log ind for at skrive kommentarer
En barsk sygdom kommer på tværs i den unge Bernhards liv, der i dette tredje bind fortsætter sit kompromisløse og mesterlige selvbiografiske værk.
Året er 1949, og den endnu ikke 18-årige Bernhard rives ud af sin hårdt tilkæmpede eksistensrytme mellem arbejdet i købmandsbutikken, musikundervisningen og den elskede bedstefar. Han indlægges på et sygehus, idet en undertrykt forkølelse har udviklet sig til en livstruende våd brysthindebetændelse. Personalet sorterer ham hurtigt til de døende, og han placeres i et alderdomsværelse, et ”dødsværelse”, som kun de færreste forlader levende. Her ligger Bernhard og tænker, nedbryder og opløser de ting, han ser.
Omgivet af følelseskolde læger bliver han vidne til, hvordan medpatienterne i en lind strøm visner og dør. Ifølge Bernhard indgår de som råstof i et hensynsløst arbejdende dødsproduktionssted. Den katolske religion som institution i det østrigske samfund behager ham bestemt heller ikke, sygehuspræstens optræden finder han direkte afskyelig, og han kan knap udholde, det han kalder ”de perverst katolske provinsteaterforestillinger”, som opføres, når de døende patienter skal have den sidste olie. Det er klassisk Bernhard som ”redebesmudser”, og det er forrygende læsning.
Sygdommen og oplevelserne i værelset tvinger ham endvidere til at forholde sig til den menneskelige råhed, og måske er det netop nøglen til at forstå, hvorfor Bernhard skriver så kompromisløst og vredt, som han gør? ’Åndedrættet’ lever dog ikke helt op til de to foregående bøger i Bernhards ungdomserindringer, men måske er det den vigtigste af dem, idet sygehusopholdet fremstår med eksistentiel betydning for ham - han træffer blandt andet den altafgørende beslutning, at han vil leve. Han vil ånde videre og opleve livet.
Det er til tider rystende læsning, men samtidig er det rørende at læse om Bernhards forhold til bedstefaren, som har været den helt centrale figur i hans hidtidige liv. Sygdommen slutter et kapitel i den unge mands liv, og med hans tilvalg af livet starter et nyt, som jeg har store forventninger til at læse om i det næste bind, som er fjerde bind af Bernhards fem selvbiografiske romaner.
- Log ind for at skrive kommentarer
En barsk sygdom kommer på tværs i den unge Bernhards liv, der i dette tredje bind fortsætter sit kompromisløse og mesterlige selvbiografiske værk.
Året er 1949, og den endnu ikke 18-årige Bernhard rives ud af sin hårdt tilkæmpede eksistensrytme mellem arbejdet i købmandsbutikken, musikundervisningen og den elskede bedstefar. Han indlægges på et sygehus, idet en undertrykt forkølelse har udviklet sig til en livstruende våd brysthindebetændelse. Personalet sorterer ham hurtigt til de døende, og han placeres i et alderdomsværelse, et ”dødsværelse”, som kun de færreste forlader levende. Her ligger Bernhard og tænker, nedbryder og opløser de ting, han ser.
Omgivet af følelseskolde læger bliver han vidne til, hvordan medpatienterne i en lind strøm visner og dør. Ifølge Bernhard indgår de som råstof i et hensynsløst arbejdende dødsproduktionssted. Den katolske religion som institution i det østrigske samfund behager ham bestemt heller ikke, sygehuspræstens optræden finder han direkte afskyelig, og han kan knap udholde, det han kalder ”de perverst katolske provinsteaterforestillinger”, som opføres, når de døende patienter skal have den sidste olie. Det er klassisk Bernhard som ”redebesmudser”, og det er forrygende læsning.
Sygdommen og oplevelserne i værelset tvinger ham endvidere til at forholde sig til den menneskelige råhed, og måske er det netop nøglen til at forstå, hvorfor Bernhard skriver så kompromisløst og vredt, som han gør? ’Åndedrættet’ lever dog ikke helt op til de to foregående bøger i Bernhards ungdomserindringer, men måske er det den vigtigste af dem, idet sygehusopholdet fremstår med eksistentiel betydning for ham - han træffer blandt andet den altafgørende beslutning, at han vil leve. Han vil ånde videre og opleve livet.
Det er til tider rystende læsning, men samtidig er det rørende at læse om Bernhards forhold til bedstefaren, som har været den helt centrale figur i hans hidtidige liv. Sygdommen slutter et kapitel i den unge mands liv, og med hans tilvalg af livet starter et nyt, som jeg har store forventninger til at læse om i det næste bind, som er fjerde bind af Bernhards fem selvbiografiske romaner.
Kommentarer