Anmeldelse
Ama’rkaner
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Rørende og underholdende biografi om Leif Sylvesters opvækst tegner et fint portræt af tiden fra midt i 1940’erne.
Leif Sylvester har skrevet en barsk og levende biografi, der fortæller om hans opvækst i København, lillebrorens død og morens psykiske sygdom, men også om stor livslyst, et tilsvarende mod og en lyst til at være fri.
”Der er så lidt, der afgør, hvor man ender i livet. Jeg kunne lige så godt være endt som fåreavler på Anholt eller som landevejsridder, hvis ikke jeg var født på Amager".
Leif Sylvester bliver født i 1940 i København og bor sammen med sine forældre i en lille lejlighed. Efter fire år kommer lillebror Kurt og senere Jørn til. Biografien indledes med en efter-frokostscene, hvor faren snorker på sofaen. Lyden gør Leif bange, og han slår sin far i hovedet med en tom ølflaske. Dermed er søndagsroen ødelagt!
Hvis Leif har gjort noget, han ikke må, får han smæk bagi med en bøjle, en børste eller med farens hånd. Indimellem vælger Leif at få smæk med hånden, så han ved, at det også gør ondt på faren. Men som med Emil fra Lønneberg udspringer "de kreative ulovligheder" af kedsomhed og en livlig fantasi i en tilværelse uden meget eventyr.
I skolen lærer han sig selv forskellige mestringsstrategier for at følge med, og han kan næsten ikke sidde stille. Klassen er ret belastet, og på et år har eleverne ni vikarer. Da vikar nr. elleve lærer klassen at stenografere og styrker deres sammenhold ved at lade dem arrangere en klassefest, er det første gang, børnene bliver taget alvorligt.
Leif Sylvester bliver tvunget til at tage med i kapellet for at se sin lillebror Kurt, der dør af bughindebetændelse som 9-årig. Moren bliver efterfølgende sygelig optaget af, om Kurts underbukser nu også var helt rene, og hun undgik alt kontakt med det offentlige, som kunne tro, at de var dårlige forældre. Sorgen og chokket blev begyndelsen på hendes forfølgelsesvanvid, der senere gjorde, at hun måtte indlægges på psykiatrisk afdeling.
Leif går siden i tømrerlære, mest for at få fred for sin far, for Leif er tilfreds med at være cykelbud, smårapse og hænge ud med vennerne. Senere kommer pigerne og dansen i fokus, men da han begynder at spille trommer, overgår den berusende følelse næsten alt.
Leif Sylvester fortæller om livet som ung og rodløs med utallige planer og klare ideer om, hvad han ville og ikke ville. Han beskriver på humoristisk vis de store følelser, som ofte skyllede ind over ham, da han fik interesse for det modsatte køn, men han har også beskrevet, hvordan ham og kammeraterne rustede sig til kamp, når de øvede sig på at nikke skaller ved at slå deres hoveder ind i en dør.
'Ama'rkaner' er en bevægende læseoplevelse, der styrkes af Leif Sylvesters små stregtegninger, der er lavet på mobiltelefon.
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Rørende og underholdende biografi om Leif Sylvesters opvækst tegner et fint portræt af tiden fra midt i 1940’erne.
Leif Sylvester har skrevet en barsk og levende biografi, der fortæller om hans opvækst i København, lillebrorens død og morens psykiske sygdom, men også om stor livslyst, et tilsvarende mod og en lyst til at være fri.
”Der er så lidt, der afgør, hvor man ender i livet. Jeg kunne lige så godt være endt som fåreavler på Anholt eller som landevejsridder, hvis ikke jeg var født på Amager".
Leif Sylvester bliver født i 1940 i København og bor sammen med sine forældre i en lille lejlighed. Efter fire år kommer lillebror Kurt og senere Jørn til. Biografien indledes med en efter-frokostscene, hvor faren snorker på sofaen. Lyden gør Leif bange, og han slår sin far i hovedet med en tom ølflaske. Dermed er søndagsroen ødelagt!
Hvis Leif har gjort noget, han ikke må, får han smæk bagi med en bøjle, en børste eller med farens hånd. Indimellem vælger Leif at få smæk med hånden, så han ved, at det også gør ondt på faren. Men som med Emil fra Lønneberg udspringer "de kreative ulovligheder" af kedsomhed og en livlig fantasi i en tilværelse uden meget eventyr.
I skolen lærer han sig selv forskellige mestringsstrategier for at følge med, og han kan næsten ikke sidde stille. Klassen er ret belastet, og på et år har eleverne ni vikarer. Da vikar nr. elleve lærer klassen at stenografere og styrker deres sammenhold ved at lade dem arrangere en klassefest, er det første gang, børnene bliver taget alvorligt.
Leif Sylvester bliver tvunget til at tage med i kapellet for at se sin lillebror Kurt, der dør af bughindebetændelse som 9-årig. Moren bliver efterfølgende sygelig optaget af, om Kurts underbukser nu også var helt rene, og hun undgik alt kontakt med det offentlige, som kunne tro, at de var dårlige forældre. Sorgen og chokket blev begyndelsen på hendes forfølgelsesvanvid, der senere gjorde, at hun måtte indlægges på psykiatrisk afdeling.
Leif går siden i tømrerlære, mest for at få fred for sin far, for Leif er tilfreds med at være cykelbud, smårapse og hænge ud med vennerne. Senere kommer pigerne og dansen i fokus, men da han begynder at spille trommer, overgår den berusende følelse næsten alt.
Leif Sylvester fortæller om livet som ung og rodløs med utallige planer og klare ideer om, hvad han ville og ikke ville. Han beskriver på humoristisk vis de store følelser, som ofte skyllede ind over ham, da han fik interesse for det modsatte køn, men han har også beskrevet, hvordan ham og kammeraterne rustede sig til kamp, når de øvede sig på at nikke skaller ved at slå deres hoveder ind i en dør.
'Ama'rkaner' er en bevægende læseoplevelse, der styrkes af Leif Sylvesters små stregtegninger, der er lavet på mobiltelefon.
Kommentarer