Aldrig så jeg så dejligt et bjerg af Robert Zola Christensen

Maskulin samtidsroman om misbrug, søgen efter identitet og en bitterhed over aldrig at have opnået sine drømme.

Titlen er hentet fra en gammel børnesang, hvis sidste vers starter med ”På den lille pude lå en lille dreng, aldrig så jeg så dejlig en dreng.” Men vejen gennem skoven og op ad bjerget er lang og målet svært at holde fokus på - i alt fald for hovedpersonen, og det er ikke en særlig ”dejlig dreng”, vi har at gøre med.

Robert Zola Christensen tager os med ind i gymnasielærer Allan Ringels skyggeland, efter at han en dag bliver sendt hjem af rektor, fordi han har et alkoholproblem. Under hans orlov begynder han at reflektere over sin barndom, ungdom og sit voksenliv.

Allan er den første i sin familie, som har taget en videregående eksamen. Han forsøger hele romanen igennem at bryde med middelmådigheden, men alligevel møder vi ham helt alene i en lille lejlighed med flasken for munden. Hans egen skuffelse over ikke at have realiseret sine drømme resulterer i selvhad og bitterhed mod omverdenen; tabet af hans livs kærlighed, aldrig at have udlevet sin forfatterdrøm og hans sølle familiebaggrund.

Vi bevæger os i underklassen, hvor man i bogstaveligste forstand begraver sit lort på naboens sommerhusgrund, er nærig med pengene såvel som med følelserne, og hvor misbrugsproblemer mere eller mindre bliver set gennem fingre med.

Handlingen er ukronologisk opbygget, idet vi følger Allans rablende række af tankespind frem og tilbage i tid. Passagerne vikler sig ind i hinanden i lange sætninger, som ingen begyndelse og ende synes at have, og samtidig blander gamle strofer af børnesange sig hist og pist. Det er bare med at holde tungen lige i munden for at kunne følge med. Skrivestilen giver læseren en meget realistisk følelse af at være en del af Allans deroute.

Efter at have læst og været meget underholdt af Robert Zola Christensens seneste tragikomiske roman ”Tennis”, er ”Aldrig så jeg så dejligt et bjerg” en noget mere barsk læseoplevelse og uden helt den samme grad af distancerende selvironi og humor.

Romanens budskab er på ganske pessimistisk vis er noget i retning af dels: ”flyv ikke højere end vingerne bær’” og dels: at ”man er sin egen lykkes smed”. Forfatteren viser med denne roman, at han selv formår bryde mønstret med sin specielle skrivestil.