Anmeldelse
Albert Camus: Den fremmede
- Log ind for at skrive kommentarer
Albert Camus' »Den fremmede« handler om en fransk kontormand, Meursault, som tilfældet gør til, morder, da han bliver involveret i en hævnfejde i Algier. Han begår et meningsløst drab på en araber og idømmes dødsstraf. Ikke kun på grund af mordet, men også fordi han ikke viste ydre tegn på sorg ved sin mors begravelse.
Den nihilistiske Meursault har sat sig uden for samfundet. Han er ateist og anser fællesskabets love som hykleriske.
Det absurde kom for alvor ind i verdenslitteraturen med dette portræt af en mand, der er eksistentielt fremmed fra verden, gudløs og uden normer. Mens hans liv, lige indtil den dag på stranden, var dagligdags og normalt, nærmest kedsommeligt.
Albert Camus’ udgangspunkt er det fattige nordafrikanske samfund, som han selv voksede op i. Fortællingen er ætsende godt skrevet og indeholder ikke ét gram overflødigt fedt. Hvert eneste ord vejer. Hovedpersonen har måske ikke så mange egenskaber, som vi ville betegne som »sympatiske«, men et positivt træk ved ham er dog, at han kun åbner munden, når han har noget relevant at sige.
Meursault evner ikke at lyve eller tale sig fra noget, og det bliver hans skæbne under retssagen. Han forsvarer sig simpelthen ikke. Alt, hvad der sker omkring ham, oplever han som om, han går i søvne. Han forstår ikke meningen, og han forstår ikke sig selv. Han er fremmed i tilværelsen. En almen følelse, som Camus har sat på spidsen.
Camus kom selv af dage på en meningsløs måde – i en trafikulykke. Efter hans død har hans ry været noget blakket. I 1970ernes gennem-politiserede atmosfære holdt man sig bedst ved at sige, at man læste Sartre eller Simone de Beauvoir. Heldigvis er L’Etranger så tilpas let læsning på fransk, at mange gymnasieelever lærte Camus at kende på originalsproget. De senere år har »Den fremmede« fået lidt af et comeback, blandt andet gennem dramatiseringer i midten af 1990erne. I punk-bevægelsen blev mange draget af bogen via et af The Cure’s tidlige numre, der hed »Killing an Arab« og direkte refererede til Camus’ roman.
Bogen spiller i en vis udstrækning på temaer som racisme og sexisme. Meursault bliver gennem vennen Raymond inddraget i en konflikt med en gruppe arabere, hvor en af dem trækker en kniv. Mersault er dog bevæbnet med en revolver. Da araberen trækker kniven, beskriver hovedpersonen forløbet:
»Det var som en lang, blinkende klinge, der ramte mig i panden. Dette flammesværd sved mine øjenvipper og borede sig ind i mine smertende øjne. Så begyndte alting at flimre« … Og hvilken rolle spiller den arabiske prostituerede. Herregud, hvis hendes venner behandler hende som et rigtigt menneske og truer hvide franskmænd, er hun så ikke selv ude om det?
»Den fremmede« bør læses af pligt og af lyst.
- Log ind for at skrive kommentarer
Albert Camus' »Den fremmede« handler om en fransk kontormand, Meursault, som tilfældet gør til, morder, da han bliver involveret i en hævnfejde i Algier. Han begår et meningsløst drab på en araber og idømmes dødsstraf. Ikke kun på grund af mordet, men også fordi han ikke viste ydre tegn på sorg ved sin mors begravelse.
Den nihilistiske Meursault har sat sig uden for samfundet. Han er ateist og anser fællesskabets love som hykleriske.
Det absurde kom for alvor ind i verdenslitteraturen med dette portræt af en mand, der er eksistentielt fremmed fra verden, gudløs og uden normer. Mens hans liv, lige indtil den dag på stranden, var dagligdags og normalt, nærmest kedsommeligt.
Albert Camus’ udgangspunkt er det fattige nordafrikanske samfund, som han selv voksede op i. Fortællingen er ætsende godt skrevet og indeholder ikke ét gram overflødigt fedt. Hvert eneste ord vejer. Hovedpersonen har måske ikke så mange egenskaber, som vi ville betegne som »sympatiske«, men et positivt træk ved ham er dog, at han kun åbner munden, når han har noget relevant at sige.
Meursault evner ikke at lyve eller tale sig fra noget, og det bliver hans skæbne under retssagen. Han forsvarer sig simpelthen ikke. Alt, hvad der sker omkring ham, oplever han som om, han går i søvne. Han forstår ikke meningen, og han forstår ikke sig selv. Han er fremmed i tilværelsen. En almen følelse, som Camus har sat på spidsen.
Camus kom selv af dage på en meningsløs måde – i en trafikulykke. Efter hans død har hans ry været noget blakket. I 1970ernes gennem-politiserede atmosfære holdt man sig bedst ved at sige, at man læste Sartre eller Simone de Beauvoir. Heldigvis er L’Etranger så tilpas let læsning på fransk, at mange gymnasieelever lærte Camus at kende på originalsproget. De senere år har »Den fremmede« fået lidt af et comeback, blandt andet gennem dramatiseringer i midten af 1990erne. I punk-bevægelsen blev mange draget af bogen via et af The Cure’s tidlige numre, der hed »Killing an Arab« og direkte refererede til Camus’ roman.
Bogen spiller i en vis udstrækning på temaer som racisme og sexisme. Meursault bliver gennem vennen Raymond inddraget i en konflikt med en gruppe arabere, hvor en af dem trækker en kniv. Mersault er dog bevæbnet med en revolver. Da araberen trækker kniven, beskriver hovedpersonen forløbet:
»Det var som en lang, blinkende klinge, der ramte mig i panden. Dette flammesværd sved mine øjenvipper og borede sig ind i mine smertende øjne. Så begyndte alting at flimre« … Og hvilken rolle spiller den arabiske prostituerede. Herregud, hvis hendes venner behandler hende som et rigtigt menneske og truer hvide franskmænd, er hun så ikke selv ude om det?
»Den fremmede« bør læses af pligt og af lyst.
Kommentarer