Afstanden

Kristian Leth binder en fin sløjfe på sine essayistiske erindringer om at være søn, far og menneske. Det er ikke let at være nogen. 

Kristian Leth afslutter sin erindringstrilogi, der også tæller En vej ud af tågen og En tid med mirakler. Tredje bind kredser om afstanden. Afstanden mellem elskende, afstanden mellem forældre og børn, mellem fortid og nutid og mellem det gode liv og tragedien. Erindringer og hverdagsglimt flyder sammen med bibelhistorier og filosofiske spor i en essayistisk fortælling om at være menneske.

Der er meget at tænke over og spejle sig i, når man læser Kristian Leths essays, men man skal være indstillet på springende associationer og anekdoter. Det er måden at skrive på - at tænke gennem skrivningen -, men også sådan erindringen fungerer og af og til slår ned i os med en duft, en lyd eller et stykke musik.

Leth skriver formfuldendt og indimellem humoristisk og smukt med begavede betragtninger om tilværelsen og ikke mindst om tilknytning. Sporet fra trilogiens første og bedste bind om far og søn knyttes an til urhistorien om Gud, der befalede Abraham at ofre sønnen Isak.

Fartemaet genoptages også i forhold til hans egen far, Jørgen, som er blevet gammel og svækket. Jørgens fire børn mødes i fælles uformåenhed for at drøfte situationen: ”Vi er små børn, og far er faldet om, og vi ved ikke, hvad man gør. […]”Fire voksne, der engang blev forladt så afgørende og demonstrativt, at resten af livet nogle gange føles som et svar, en reaktion, en helbredelse”.   

En råd tråd i trilogien handler om, hvordan man ændrer historien og ikke gentager sine forældres svigt. Kristian Leth synes at have fundet sin vej og deler sine overvejelser om forældreskabets store udfordring: ”Drengen, der oplever ikke at kunne undslippe lidelsen. At han ikke kan fjerne den, magtesløsheden i det hele. At den er i ham, at det er hans. At han er afgrænset fra andre i sin lidelse. Og forældrenes sorg er til evig tid netop dét. At barnet må erfare, at det er alene i sin lidelse”.   

Med afrundingen på trilogien følger erkendelsen af, at ensomheden er et menneskeligt grundvilkår. At elske et menneske er også at bevare afstanden til den anden. Egentlig er man kun sig selv. Det er ikke blot en sorg, det er et vilkår.