Jenny Offill grubler sig, med en blanding af citater og videnskabelige fakta, til en helstøbt, underspillet og meget lyrisk roman om et ægteskab i krise.
En kvindelig forfatter kæmper med sin anden roman, væggelus, moderskabet og en mand, der indleder en affære med en yngre kvinde. Det kan lyde som en ulykkelig fortælling, men det er det på ingen måde. Gennem en række grublerier, hvor kvinden citerer forfattere som Keats og Kafka, funderer over livets store og små spørgsmål og kommer med videnskabelige fakta, danner der sig en helstøbt, lyrisk og meget genkendelig fortælling om en kvinde, hvis ægteskab er i krise.
Det er som at smugkigge i en anden kvindes dagbog, når man åbner Jenny Offills første udgivelse på dansk. Romanen er skrevet i enkeltstående brudstykker, der umiddelbart kan virke fragmenterede, men på forbløffende vis danner en helstøbt fortælling om en intellektuel, humoristisk og lidt tyndhudet kvinde, der forelsker sig, bliver gift og får et barn. Med kærligheden og moderskabet følger kompromiser og ægteskabelig distance. Kvinden sætter sin karriere på vågeblus, og den lovende karriere som forfatter afløses af et job som underviser og ghostwriter for en rigmand, der vil skrive en bog om rumfart. Datterens første måneder med kolik udmatter moren, og mens huset meget symbolsk invaderes af væggelus, indleder ægtemanden en affære med en yngre kvinde og forklarer det med, at det er enklere. Alligevel er kærligheden til stede. Selv om parret hviske-skændes, når datteren sover, fornemmer man at de nok skal finde hinanden igen.
Det er en svær roman at indfange og beskrive med ord. På sin vis er historien så almindelig og genkendelig, at den ikke skiller sig nævneværdigt ud, men den er så unik og lyrisk i sin underspillede form, at den fuldstændig fanger én ind og bliver siddende i et godt stykke tid. Intet udbasuneres. Alt fortælles gennem grublerier, og det er romanens styrke. Det er en roman, der har fortjent at blive læst langsomt. Gør man det, har man en stor læseoplevelse i vente.
Kommentarer