Adrians vinger af Bo Dalum

Finurlige fortællinger om livet, universet og alt det der. ’Adrians vinger’ er et sammensurium af karakterer og historier, der cirkler om livet og meningen med det og om håb, drømme og tro.

’Adrians vinger’ er en bog bestående af en lang række sammenflettede fortællinger om engle og verdens begyndelse, om det onde og det gode, om ensomhed, lykke og mod. Det er ret lige til –  og så alligevel på ingen måde.

’Adrian vinger’ handler, kort fortalt, om englen Adrian og en række skæve karakterer og deres ageren fra verdens begyndelse til, ja, dens begyndelse.  Det er en sjov cirkulær historie, hvor man ender med at blive ført tilbage til altings ende OG start. Undervejs fortælles en flot historie i små, sammenflettede fortællinger i et til tider imponerende, men også i af og til lige svulstigt nok sprog. Det er på sin vis en positiv historie men også sært ustruktureret og krævende, og jeg er meget i tvivl om, hvad jeg skal mene om den. Hvis nogen spurgte, om de skulle kaste sig over ’Adrians vinger’, så ved jeg heller ikke helt, hvad jeg skulle svare. Ikke, at den er dårlig – det er den på ingen måde – men den er virkelig anderledes, sær næsten, og den er afgjort ikke for hvem som helst.

Og hvorfor er den så ikke det? Lad os tage stilen for det første. Som nævnt, så består ’Adrians vinger’ af en serie sammenvævede fortællinger om bl.a. engle, Nat og Dag, Hr. Hvemsomhelst og diverse andre pudsige kartakterer, bl.a. en porcelænsfrø og en statue – den sidste en ensom en af slagsen sågar. Det i sig selv gør bogen til en litterær øvelse mere end en typisk roman.

For det andet, så er det noget luftigt, nærmest drømmende over sproget. Et fint eksempel er denne ordveksling:

””Hvor kommer De fra”, spurgte værten, som han spurgte alle, der kom forbi.

 ”Jeg leder efter et sted, jeg ikke ved hvor er,” svarede Faderen.

 Svaret overraskede ikke værten. Det var typisk det, de alle svarede. Og hvorfor ikke, tænkte han?

 Vi leder vel alle efter en drøm, et håb, noget, vi savner.”

Det er meget symptomatisk for ’Adrians vinger’ både mht. sprog, karakterer og handling. Det er flot skrevet og vækker følelser hos læseren, men man fornemmer ikke rigtigt, man kommer nogen vegne. (Spændingskurven er med andre ord ikke eksisterende.) Og det kan også tænkes at være tanken bag – bogen ender dybest set med at gå i ring og slutter med at bringe læserne tilbage til altings begyndelse.

Jeg kan dog sige, at jeg ser frem til Bo Dalums næste bog og vil gerne anbefale denne til eventyrlystne og eksperimenterende læsere.

Originally published by Jan M. Johansen, Litteratursiden.