Følsom psykologisk realisme om at at være ansat til at passe børn og skulle relatere til en familie uden at overskride den grænse, der ligger i betegnelsen barnepige.
Annes lillebror er død, et tab som har sat sig hårdt hos hende og også hos hendes forældre. Så hårdt at hun vælger at tage til Paris for at være au pair; så hårdt at hun ikke bare er der i et år, men bliver der i mange år. Hun passer børn hos forskellige familier, børn i mange forskellige aldre og nogle børn endda i flere år.
Den franske kultur om at have en barnepige ansat for at få familieliv og arbejdsliv til at gå op gør det muligt for Anne at udfylde hendes liv med dét formål – men gør hun det for at undgå at skulle forholde sig til tabet af lillebroren og forældrene? Årene som au pair sætter aftryk, men det virker også som om, de giver hende mening.
Annes følelser beskrives ikke direkte, men jeg får en ret tydelig fornemmelse af dem – hvor bevidst hun er om at hendes relation til børnene er af en bestemt slags, men også hvor godt kun kender dem og den betydning, hun har for dem; hvor bevidst hun er om sin relation til børnenes forældre, selv om der til tider kan være flydende grænser, men hvor gerne hun ville betyde noget mere. Kort sagt: at hun først og fremmest er en arbejdskraft.
Denne fornemmelse af at være sig meget bevist om den relation og betydning, man har som au pair, fik mig til at tænke på ’Resten af dagen’ af Kazou Ishiguro – fortællingen om en butler som finder sin værdi i netop at være den helt korrekte butler og ikke lade sine følelser være synlige.
Jeg synes ret godt om Emeli Bergmans skrivestil. At Annes oplevelser og tanker som au pair bliver beskrevet på et nøgternt niveau, samtidig med at netop denne måde at beskrive dem på, giver mig en rigtig god fornemmelse af, hvad Anne føler.
Kommentarer