Anmeldelse
1913 - Århundredets sommer af Florian Illies
- Log ind for at skrive kommentarer
Illies skildrer små ting og store tendenser i et charmerende rodsammen af en bog, som tilbyder et anderledes, underholdende og lærerigt tværsnit af Europas kulturhistorie.
Hvad er genre for en størrelse? Ikke et spørgsmål jeg ventede at skulle stille mig selv, men nærliggende når man har denne særegne beretning om året 1913 i hånden. Forfatteren er kunsthistoriker og altså også kulturhistoriker, og i hans bog møder vi profiler som Kafka, Freud, Walter Gropius, Alma Mahler og Picasso, og vi møder Thomas Mann og hører om Asta Nielsen og Marcel Proust . Der bliver lige rettet et kortvarigt spotlys mod tidens kulturpersoner, hvad lavede de lige dér?
Forfatteren fortæller om året 1913 måned for måned i en let og underholdende tone.
Det hele er baseret på en formidling af facts (der er fem en halv side med et udvalg af den litteratur, han har brugt), og en meget personlig formidling af stoffet.
Men man skal virkelig spidse ører og holde tungen lige i munden, for det fyger med navne, både kendte og (for mig) ukendte, men det er snapshot på snapshot, der i ét virvar tegner et billede af et liv i kulturbyer som Wien, Berlin og Paris. Det er spøjse citater og finurlige optrin, som naturligvis nok ofte er udtænkte af den velskrivende forfatter.
”Livet er for kort, og Proust for lang”, skriver Anatole France nok så charmerende ved udgivelsen af bare 1. bind af ’På sporet af den tabte tid’.
Og man havde skam også sine skoleskyderier i 1913 i Tyskland, hvor en arbejdsløs lærer skyder fem og sårer atten på Sankt Marien-skolen i Bremen. 1913 er også året, hvor den unge D.H. Lawrence bortfører sin helt egen Lady Chatterley, den grønøjede barondatter Frieda, til en elskovsrede i Oberbayerns granskove.
Altså stort og småt, alvor og charme, i én bunke - dog organiseret efter årets måneder.
Har jeg så ”fået noget ud af” læsningen af dette festfyrværkeri af navne og hændelser, bortset fra god underholdning? Ja, jeg har fået nogle profiler på plads i forhold til hinanden, jeg har fået perspektivet, rent geografisk og kronologisk, rettet til. Og så er det altså fornøjeligt at blive underholdt, samtidigt med at man lærer noget. Så for at besvare mit eget spørgsmål om, hvilken genre vi har her? Det er fremragende kulturformidling.
- Log ind for at skrive kommentarer
Illies skildrer små ting og store tendenser i et charmerende rodsammen af en bog, som tilbyder et anderledes, underholdende og lærerigt tværsnit af Europas kulturhistorie.
Hvad er genre for en størrelse? Ikke et spørgsmål jeg ventede at skulle stille mig selv, men nærliggende når man har denne særegne beretning om året 1913 i hånden. Forfatteren er kunsthistoriker og altså også kulturhistoriker, og i hans bog møder vi profiler som Kafka, Freud, Walter Gropius, Alma Mahler og Picasso, og vi møder Thomas Mann og hører om Asta Nielsen og Marcel Proust . Der bliver lige rettet et kortvarigt spotlys mod tidens kulturpersoner, hvad lavede de lige dér?
Forfatteren fortæller om året 1913 måned for måned i en let og underholdende tone.
Det hele er baseret på en formidling af facts (der er fem en halv side med et udvalg af den litteratur, han har brugt), og en meget personlig formidling af stoffet.
Men man skal virkelig spidse ører og holde tungen lige i munden, for det fyger med navne, både kendte og (for mig) ukendte, men det er snapshot på snapshot, der i ét virvar tegner et billede af et liv i kulturbyer som Wien, Berlin og Paris. Det er spøjse citater og finurlige optrin, som naturligvis nok ofte er udtænkte af den velskrivende forfatter.
”Livet er for kort, og Proust for lang”, skriver Anatole France nok så charmerende ved udgivelsen af bare 1. bind af ’På sporet af den tabte tid’.
Og man havde skam også sine skoleskyderier i 1913 i Tyskland, hvor en arbejdsløs lærer skyder fem og sårer atten på Sankt Marien-skolen i Bremen. 1913 er også året, hvor den unge D.H. Lawrence bortfører sin helt egen Lady Chatterley, den grønøjede barondatter Frieda, til en elskovsrede i Oberbayerns granskove.
Altså stort og småt, alvor og charme, i én bunke - dog organiseret efter årets måneder.
Har jeg så ”fået noget ud af” læsningen af dette festfyrværkeri af navne og hændelser, bortset fra god underholdning? Ja, jeg har fået nogle profiler på plads i forhold til hinanden, jeg har fået perspektivet, rent geografisk og kronologisk, rettet til. Og så er det altså fornøjeligt at blive underholdt, samtidigt med at man lærer noget. Så for at besvare mit eget spørgsmål om, hvilken genre vi har her? Det er fremragende kulturformidling.
Kommentarer