På trods af det barske tema om udstødte kvinder i dagens Tyrkiet er det en meget smuk og vidunderligt fortalt roman om venskab og kærlighed.
Leila eller Tequila-Leila, som hun bliver kaldt af venner og kunder, finder sig selv liggende i en affaldsspand i udkanten af Istanbul, hun er død, men hendes hjerne er ikke holdt op med at fungere.
”Forskere ved forskellige globalt anerkendte institutioner havde observeret vedvarende hjerneaktivitet hos nyligt afdøde mennesker, somme tider kun nogle få minutter, men i nogle tilfælde helt op til 10 minutter og 38 sekunder.” Retsmedicineren, der undersøger Leilas lig, spekulerer på, hvad der skete i den tid, huskede hun fortiden og i hvilken rækkefølge?
Leilas 10 minutter og 38 sekunder er forbundet med sanseoplevelser, det første minde er forbundet med salt, de næste med citron og sukker, kardemommekaffe, vandmelon, krydret lammegryde, et tændt brændekomfur og lignende.
Ud fra de forskellige sanseoplevelser får vi fortalt Leilas historie, om hendes fødsel i en tyrkisk familie, hvor hende Leila kalder Tante egentlig er hendes mor og faderens anden kone, og Mor er faderens første kone. Faderen bliver mere og mere religiøs, og da Leila betror sig til Tante og fortæller, at hun er blevet voldtaget af sin onkel, tror de ikke på hende. Det bliver uudholdeligt for hende af blive i hjemmet, hun flygter til Istanbul, hvor hun ender som prostitueret.
I Istanbul får Leila 5 venner, og alle hører til blandt de udstødte: en transvestit, er homoseksuel, en forfulgt dværg, en illegal flygtning og kvinde, som er på flugt fra sin voldelige mand.. Derudover er der D/Ali, som hun bliver gift med, men ægteskaber varer kun kort. Han bliver dræbt af det tyrkiske militær ved en demonstration.
Vennerne finder ud af Leilas lig er blevet smidt på De Uledsagedes Gravplads, og selv om det lyder umuligt, beslutter de sig til at grave hende op og give hende en anstændig begravelse.
Det er barske historier, vi får fortalt, især når det drejer sig om kvinders mangel på rettigheder og muligheder i det mere og mere islamiske Tyrkiet, lægger forfatteren ikke fingrene imellem. Men alligevel er det ikke nogen trist bog. Den er skrevet med megen humor – vennernes besøg på De Uledsagedes Gravplads er meget komisk – og venskabet og kærligheden mellem de meget forskellige personer er fyldt med glade og skønne følelser. ”For hvad var vel kærlighed, hvis ikke det var at værne om en andens smerte som var det ens egen?”
Byen Istanbul er også en slags hovedperson, ikke bare den del, som turisterne kender, men også bagsiden, hvor de udstødte bor.
'10 minutter og 38 sekunder i denne sære verden' er oplagt til læsekredse.
Elif Shafak er den mest læste kvindelige forfatter i Tyrkiet, selv om hun nu er bosat i England, da hun ikke mere er velset i Tyrkiet.
Kommentarer