En gådefuld, sjælfuld og spændende roman om syv adoptivbørn, der er viklet ind i et spind af løgne og fortielser.
'Det syvende barn' er den gådefulde historie om syv børn, der har det ene tilfælles, at de for halvtreds år siden lå på samme stue, Elefantstuen, på et spædbørnehjem nord for København. Som voksne er de spredt for alle vinde, men modtager alle det samme anonyme brev med ens babysokker, et gulnet avisudklip om, hvordan børnehjemmet i årevis har dækket over overklasse-Danmarks sidespring og en blanket med et ukendt navn: John Bergstrand. Flere af disse voksne børnehjemsbørn forsøger, mest for egen vindings skyld, at opklare, hvad der ligger bag brevet, blandt andet tv-værten Peter Trøst, den fallerede journalist Knud Tåsing og nationalministerens stabschef Orla Berntsen. Alle tre med en mørk og hemmelighedsfuld fortid. På spædbørnehjemmet bor stadig et af de syv børn, den misdannede Marie, hittebarnet, der blev adopteret af den karismatiske tidligere leder af stedet, Magna. Og Marie lurer; bag gardiner, bag buske, bagom historierne, men hvor meget ved hun egentlig? Og hvem er den kvinde, der ligger død på en strand tæt på spædbørnehjemmet?
Romanen er bygget op i tre dele, der består af i alt 40 kapitler, en prolog og en epilog. Hvert kapitel starter på samme måde med en titel, en dato og et indledende tekststykke i kursiv fortalt af Marie. Det er en stringent sammensat og stramt opbygget roman, der med al kraft forsøger at holde styr på det sprængfyldte og indviklede indhold. Et kompositorisk og indholdsmæssigt modsætningsforhold, der går igen i personernes fremtoning: Udadtil holder de facaden, hvor krampagtigt det end sker, mens de indadtil mister pusten, forskrækkes og slås for at bevare deres hemmeligheder.
"Hvis bare forældre var bedre skuespillere ... så behøvede børnene slet ikke at lære fortidens synder at kende. Det er det dårlige skuespil, der er skyld i alt lortet.” Siger den nuværende leder af spædbørnehjemmet f.eks. til Peter Trøst om adoptivforældrenes valg mellem at fortælle eller fortie børnenes identitet over for børnene selv.
Der lægger sig således fra starten et spind af løgne og fortielser over historierne i romanen; i flashbacks fortælles historien om hver enkelt af de pågældende børnehjemsbørn, og i takt hermed formerer spindet sig. Og hele tiden vender romanen tilbage til Marie. Pigen, der måtte se de andre børn forlade hjemmet, én for én. Hver gang til sangen ”En elefant kom marcherende” sunget af plejemor Magna - en uendelig sang om en uendelig række af forbipasserende. Og hver gang tænker Marie på, hvor mange elefanter, der endnu kan spadsere hen over det fine spind, inden det brister under vægten. Et billede på, hvor tung personernes psykiske bagage er og på, hvor stærkt sammenfiltret de involverede personers historier er. Desuden er elefanten et stærkt symbol på god hukommelse; en, der husker det, de andre glemmer eller fortier.
Romanens sproglige stil, og især dens måde at beskrive personer og ting på, er svulstig, kompliceret og ordmættet, f.eks. her i karakteristikken af Magna som de svages ildsjæl:
”Som så mange andre af retfærdighedens forkæmpere besad hun den universelle indlevelse, men manglede af og til den personlige.”
Højt at flyve, dybt at falde synes at gælde både for romanens retorik, der i ovenstående sætning følger en nedadgående kurve i ordenes kompleksitet, idet ordnene bliver mere simple hen mod slutningen af sætningen. Ligeledes er der langt ned fra nationalministerens tinde til det forsvarsløse hittebarn på trappestenen, hvad magt og såbarhed angår. Der ses generelt en opadstræbende struktur i romanens personers higen efter magt, mens der samtidig lægges en nedadtyngende skrøbelighed ind i rangstigens fundament affødt af det anonyme brev og af tilstedeværelsen af én, der husker alt.
Det gådefulde aspekt i romanen får følgeskab af eventyrlige elementer, der snor sig om historierne og trækker indholdet i en mere filosofisk og sjælfuld retning, hvilket fx ses i ord som ”Hjertegodhed”, ”Medfølelse” og ”Misbilligelsen”, der med det store begyndelsesbogstav fremstår personificerede. Endvidere optræder referencer til eventyr om hjemløse børn ('Den lille pige med svovlstikkerne', 'Den grimme ælling' og 'Den lille havfrue'), som får et eftertænksomt ord med på vejen af Marie. Overnaturlige sanser som det at kunne fornemme fremtidig smerte og svigt tilægges de små børn, og romanens mere krimiagtige side får med disse faktorer følgeskab af en overnaturlig gådefuldhed, der lægger et skær af mystik og gamle tider hen over fortællingen, som skaber kontrast til romanens tendens til at være en nutidig krimi.
Det gådefulde og krimiagtige kommer også til udtryk i personernes udsagn, og den alvidende fortæller, der tit afløser Marie, metakommenterer på romanens sproglige stil ved at sætte spot på sætninger fremført i konjunktiv: en ”djævelsk hypotetisk konjunktiv”, der bøjer verberne, så de udtrykker en slags usikkerhed, betingelse eller ønske, hvilket som sådan også kan siges at karakterisere romanen generelt.
Erik Valeur er journalist og tidligere vinder af Cavlingprisen, og 'Det syvende barn' er hans debut som forfatter. Ved bogforum i 2011 blev han hædret med Danske Banks Debutantpris for romanen, der ligeledes er indstillet til DRs Romanpris 2012. Det var som journalist, at Erik Valeur første gang arbejdede med emnet om at følge en gruppe børn fra et børnehjem, men han fandt ud af, at det var svært at komme i kontakt med børnene, da oplysningerne var sparsomme, og valgte i stedet at skrive en fiktiv historie om emnet. Det er der kommet denne knap 700 sider lange, af anmeldere kaldet ambitiøse, roman ud af. Erik Valeur kender også til emnet på egen hånd, da han tilbragte de to første år af sit liv på et nordsjællandsk børnehjem, som romanens fiktive børnehjem er bygget op over.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer