Analyse
Selasi, Taiye - Gå væk, Ghana
Hvad sker der med en kernefamile, når kernen forsvinder? Har man en fortid, hvis man ikke kender den? Og hvad betyder ens etnicitet og oprindelse? Disse spørgsmål – og mange flere – tematiseres i Taiye Selasis velskevne værk
”Kweku dør barfodet en søndag før solopgang, mens hans tøfler ligger som hunde ved døren til soveværelset”. Sådan begynder 'Ghana Must Go' (2013, da. 'Gå væk, Ghana', 2014) – med noget der næsten er en afslutning. Kweku, faren, ghaneseren og kirurgen, der emigrerede til USA, fik succes, men sidenhen forlod sin familie og vendte til Ghana, får et hjerteanfald. Dette hjerteanfald kommer til at spille en central rolle i hele fortællingen.
Først og fremmest fungerer det, i bedste ”livet passerer revý”-stil, som en præsentation af både ham selv og den familie, han forlod og dermed splittede. Samtidig medfører hjerteanfaldet, at hans børn - unge, urbane, amerikanske afrikanere - for første gang (med undtagelse af storebroren) møder det land, de bærer i deres navn og deres hud. Sidst men ikke mindst, bliver kernens død også det, der endelig giver mulighed for en healing af den knækkede kernefamilie.
Langsomt, i smukt og poetisk sprog med mange spring, farver og kontinenter i sig, opbygger Selasi historien om Sai-familien. Vi lærer Kweku at kende, men også hans nigerianske hustru Folàsadé, som mistede sin far under Biafrakrigen og valgte at glemme sin fortid, sin familie og sit land for at opbygge sig et nyt liv i mulighedernes land.
Ligeledes møder vi Olu, den ældste søn, der ligesom faderen er en blændende dygtig læge, men bange for uorden, fiasko og kærlighedstab. Tvillingerne Kehinde og Taiwo; den første en succesfuld kunstner med ar efter et mislykket selvmordsforsøg, den anden en ligeså smuk som intelligent ung kvinde, der netop har været indblandet i en seksuel skandale – og sidst men ikke mindst, lillesøsteren, Sadie, den elskede, der aldrig har elsket sig selv. Vi følger de seks skæbner – fra lykkelig emigrantfamilie, over de ulykker, der følger af faderens forsvinden, og moderens utilsigtede svigt til de i slutningen når til en form for samhørighed – uden dette dog på nogen måde bliver en Hollywoodagtig happy ending.
Selasi og afropolitans
Selasi er så langt fra forfladiget Hollywood-psykologi som man på nogen måde kan komme. For det første er hendes sprog kunstnerisk på et niveau, der placerer hende i den tunge ende af det litterære felt (uden at værket dermed bliver svært at læse – det bliver bare smukt). Dette kan da heller ikke overraske. Hun blev direkte anbefalet af Salman Rushdie og Toni Morrison, den afro-amerikanske forfatterinde og vinder af Pulitzerprisen, var hendes mentor, hvilket kan ses af fortællingens intensitet og mystifikation.
Allerede i 2005 skrev Selasi essayet 'What Is An Afropolitan', hvori hun gav en klasse af sofistikerede, kosmopolitiske unge afrikanere – eller afrikanske efterkommere - en stemme. Selasi er også oplagt til at gøre det – hun halvt ghaneser og halvt nigerianer, født i London, opvokset i Boston og bosiddende i Rom – mere internationalt bliver det ikke. Hun har således alle forudsætninger for at skrive sig ind i denne lille (og i Danmark næsten usynlige) trend med afropolitansk litteraur, der i de senere år er fejet hen over den engelsksprogede litterære scene med værker som Teju Coles 'Åben by' (2011) om en nigeriansk studerende i New York eller Dinaw Mengestus 'The Beautiful Thing Heaven Bears' (2007) om kenyanere i USA – og det gør hun. Bogen handler i høj grad om netop det at være en urban, amerikansk afrikaner – der ingen fortid har i Afrika, men som alligevel bærer netop den fortid i deres hud, hår og navne.
Roller og hybrididentiteter
I sin udforskning af afropolitans peger Selasi på et interessant koncept – nemlig forholdet mellem roller og identitet. Allerede i åbningsafsnittet, "Kwekus død", illustrerer hun dette ved at beskrive Kwekus forestilling om altid at have en kameramand med sig, en der animerer ham til at spille sine forskellige roller: Begavet Forældre, En Rigtig Mand, Respekteret Læge – eller den vigtigste Drengebarn Slipper Væk (fra Ghana og fattigdommen). Disse roller er ikke Kweku, men de er heller ikke forskellige fra Kweku. Og det er en af de store styrker i Selasis roman – hendes evne til at beskrive samspillet mellem samfundets rolletildeling og identitetsdannelsen. Folasade, der starter sit liv som en rig teenager i Nigeria, omgivet af Beatlesplakater men som efter Biafrakrigen og drabet på sin far og flugten til Amerika ”holdt op med at være Folàsadé Samayina Savage og i stedet var blevet en indfødt fra et typisk Krigshærget Land”. Som afrikansk emigrant er man aldrig bare sig selv, men altid også afrikaneren, enten den vellykkede emigrant eller den dovne, uduelige, dyriske afrikaner. Der er ingen mellemvej, og det er en del af forklaringen på familiens tragedie. Da Kweku ikke længere er en succes, bliver han automatisk en fiasko. Der findes ingen mellemvej.
Hver især indtager hans børn også roller, der forbindes med afrikanere eller efterkommere af afrikanere. Olu bliver den klassiske succesfulde og hårdtarbejdende emigrant. Taiwo bliver den eksotisk erotiske sorte kvinde. Kehinde den oprindelige kunstner og Sadie den sorte pige, der ønsker at være hvid. Ingen af disse roller er sande – men de er med til at forme rolleindehavernes identitet i et evigt medspil og modspil – og det er ikke noget tilfælde, at en person som Sadie først finder en form for lykke, da hun åbner op for sin genetiske fortid og tillader sig selv at fortabe sig i traditionelle ghanesiske danse, eller at Taiwo først forløses, da hun fortæller sin mor om det seksuelle misbrug, hun og Kehinde blev udsat for, da de var i pleje hos Folas bror i Lagos.
Ghana
'Ghana Must Go' er ikke kun navnet på Selasis værk, men ligeledes sloganet fra en kampagne fra 1983, hvor over en million ghanesere blev fordrevet fra Nigeria, ligesom navnet også forbindes med de ternede plastictasker, som flygtningene havde deres ejendele i, og som siden blev spredt over hele Afrika. Diasporaen er således indskrevet i selve titlen – den hjemløshed som også kendetegner de moderne afropolitans, som ofte intet forhold har til deres forældres hjemland. I romanen peger titlens underforståede hjemløshedstematik imidlertid ikke kun på forholdet til Afrika. Det Ghana, der må gå, er selvfølgelig ikke bare et land, men ligeledes, og måske i højere grad, den far, der forlod dem. Manden fra Historien som Sadie kalder den fraværende far. De fire søskende er ikke bare hjemløse regnet efter fysiske rammer, men psykisk hjemløse, idet deres familie er splittet – ikke ER en famile. Selasis bog er således ikke kun en bog om emigranter – den er mere end en beskrivelse af unge, urbane afrikanske amerikanere. Den er en fortælling om den smerte, som kærlighedstab påfører mennesker – en dybfølt beskrivelse af mennesket og dets kamp mod de stereotyper, som vi alle forsøges underlagt – og ofte underlægger os frivilligt.
Hvad sker der med en kernefamile, når kernen forsvinder? Har man en fortid, hvis man ikke kender den? Og hvad betyder ens etnicitet og oprindelse? Disse spørgsmål – og mange flere – tematiseres i Taiye Selasis velskevne værk
”Kweku dør barfodet en søndag før solopgang, mens hans tøfler ligger som hunde ved døren til soveværelset”. Sådan begynder 'Ghana Must Go' (2013, da. 'Gå væk, Ghana', 2014) – med noget der næsten er en afslutning. Kweku, faren, ghaneseren og kirurgen, der emigrerede til USA, fik succes, men sidenhen forlod sin familie og vendte til Ghana, får et hjerteanfald. Dette hjerteanfald kommer til at spille en central rolle i hele fortællingen.
Først og fremmest fungerer det, i bedste ”livet passerer revý”-stil, som en præsentation af både ham selv og den familie, han forlod og dermed splittede. Samtidig medfører hjerteanfaldet, at hans børn - unge, urbane, amerikanske afrikanere - for første gang (med undtagelse af storebroren) møder det land, de bærer i deres navn og deres hud. Sidst men ikke mindst, bliver kernens død også det, der endelig giver mulighed for en healing af den knækkede kernefamilie.
Langsomt, i smukt og poetisk sprog med mange spring, farver og kontinenter i sig, opbygger Selasi historien om Sai-familien. Vi lærer Kweku at kende, men også hans nigerianske hustru Folàsadé, som mistede sin far under Biafrakrigen og valgte at glemme sin fortid, sin familie og sit land for at opbygge sig et nyt liv i mulighedernes land.
Ligeledes møder vi Olu, den ældste søn, der ligesom faderen er en blændende dygtig læge, men bange for uorden, fiasko og kærlighedstab. Tvillingerne Kehinde og Taiwo; den første en succesfuld kunstner med ar efter et mislykket selvmordsforsøg, den anden en ligeså smuk som intelligent ung kvinde, der netop har været indblandet i en seksuel skandale – og sidst men ikke mindst, lillesøsteren, Sadie, den elskede, der aldrig har elsket sig selv. Vi følger de seks skæbner – fra lykkelig emigrantfamilie, over de ulykker, der følger af faderens forsvinden, og moderens utilsigtede svigt til de i slutningen når til en form for samhørighed – uden dette dog på nogen måde bliver en Hollywoodagtig happy ending.
Selasi og afropolitans
Selasi er så langt fra forfladiget Hollywood-psykologi som man på nogen måde kan komme. For det første er hendes sprog kunstnerisk på et niveau, der placerer hende i den tunge ende af det litterære felt (uden at værket dermed bliver svært at læse – det bliver bare smukt). Dette kan da heller ikke overraske. Hun blev direkte anbefalet af Salman Rushdie og Toni Morrison, den afro-amerikanske forfatterinde og vinder af Pulitzerprisen, var hendes mentor, hvilket kan ses af fortællingens intensitet og mystifikation.
Allerede i 2005 skrev Selasi essayet 'What Is An Afropolitan', hvori hun gav en klasse af sofistikerede, kosmopolitiske unge afrikanere – eller afrikanske efterkommere - en stemme. Selasi er også oplagt til at gøre det – hun halvt ghaneser og halvt nigerianer, født i London, opvokset i Boston og bosiddende i Rom – mere internationalt bliver det ikke. Hun har således alle forudsætninger for at skrive sig ind i denne lille (og i Danmark næsten usynlige) trend med afropolitansk litteraur, der i de senere år er fejet hen over den engelsksprogede litterære scene med værker som Teju Coles 'Åben by' (2011) om en nigeriansk studerende i New York eller Dinaw Mengestus 'The Beautiful Thing Heaven Bears' (2007) om kenyanere i USA – og det gør hun. Bogen handler i høj grad om netop det at være en urban, amerikansk afrikaner – der ingen fortid har i Afrika, men som alligevel bærer netop den fortid i deres hud, hår og navne.
Roller og hybrididentiteter
I sin udforskning af afropolitans peger Selasi på et interessant koncept – nemlig forholdet mellem roller og identitet. Allerede i åbningsafsnittet, "Kwekus død", illustrerer hun dette ved at beskrive Kwekus forestilling om altid at have en kameramand med sig, en der animerer ham til at spille sine forskellige roller: Begavet Forældre, En Rigtig Mand, Respekteret Læge – eller den vigtigste Drengebarn Slipper Væk (fra Ghana og fattigdommen). Disse roller er ikke Kweku, men de er heller ikke forskellige fra Kweku. Og det er en af de store styrker i Selasis roman – hendes evne til at beskrive samspillet mellem samfundets rolletildeling og identitetsdannelsen. Folasade, der starter sit liv som en rig teenager i Nigeria, omgivet af Beatlesplakater men som efter Biafrakrigen og drabet på sin far og flugten til Amerika ”holdt op med at være Folàsadé Samayina Savage og i stedet var blevet en indfødt fra et typisk Krigshærget Land”. Som afrikansk emigrant er man aldrig bare sig selv, men altid også afrikaneren, enten den vellykkede emigrant eller den dovne, uduelige, dyriske afrikaner. Der er ingen mellemvej, og det er en del af forklaringen på familiens tragedie. Da Kweku ikke længere er en succes, bliver han automatisk en fiasko. Der findes ingen mellemvej.
Hver især indtager hans børn også roller, der forbindes med afrikanere eller efterkommere af afrikanere. Olu bliver den klassiske succesfulde og hårdtarbejdende emigrant. Taiwo bliver den eksotisk erotiske sorte kvinde. Kehinde den oprindelige kunstner og Sadie den sorte pige, der ønsker at være hvid. Ingen af disse roller er sande – men de er med til at forme rolleindehavernes identitet i et evigt medspil og modspil – og det er ikke noget tilfælde, at en person som Sadie først finder en form for lykke, da hun åbner op for sin genetiske fortid og tillader sig selv at fortabe sig i traditionelle ghanesiske danse, eller at Taiwo først forløses, da hun fortæller sin mor om det seksuelle misbrug, hun og Kehinde blev udsat for, da de var i pleje hos Folas bror i Lagos.
Ghana
'Ghana Must Go' er ikke kun navnet på Selasis værk, men ligeledes sloganet fra en kampagne fra 1983, hvor over en million ghanesere blev fordrevet fra Nigeria, ligesom navnet også forbindes med de ternede plastictasker, som flygtningene havde deres ejendele i, og som siden blev spredt over hele Afrika. Diasporaen er således indskrevet i selve titlen – den hjemløshed som også kendetegner de moderne afropolitans, som ofte intet forhold har til deres forældres hjemland. I romanen peger titlens underforståede hjemløshedstematik imidlertid ikke kun på forholdet til Afrika. Det Ghana, der må gå, er selvfølgelig ikke bare et land, men ligeledes, og måske i højere grad, den far, der forlod dem. Manden fra Historien som Sadie kalder den fraværende far. De fire søskende er ikke bare hjemløse regnet efter fysiske rammer, men psykisk hjemløse, idet deres familie er splittet – ikke ER en famile. Selasis bog er således ikke kun en bog om emigranter – den er mere end en beskrivelse af unge, urbane afrikanske amerikanere. Den er en fortælling om den smerte, som kærlighedstab påfører mennesker – en dybfølt beskrivelse af mennesket og dets kamp mod de stereotyper, som vi alle forsøges underlagt – og ofte underlægger os frivilligt.
Kommentarer