Dorthe Nors har skrevet en roman om eksistentiel krise, om at være landmenneske i København, og ikke mindst om at være en voksen kvinde. Eller i hvert fald prøve på at være det. De små drys af humor og temperament sætter liv i en grundlæggende og ikke ualvorlig fortælling om ensomhed.
Det moderne, vestlige menneskes liv er for det meste en komfortabel og overkommelig affære. Det betyder ikke, at det ikke er allerhelvedes svært at være et menneske. Romanen fra den populære forfatter Dorthe Nors tager fat i svære temaer som ensomhed, angst og fremmedgørelse, og giver det en bred appel, med kulørte karakterer og let twistet sproglighed.
Romanens hovedperson er den enlige og ængstelige Sonja, der har en kamp med at få taget sit kørekort. Hun kan ikke træde i karakter over for sin dominerende kørelærer, og har i det hele taget forbandet svært ved sætte grænserne i sit eget liv. Helvede er, som Sartre sagde det, andre mennesker. Derfor forsvinder Sonja også ind i sig selv, og udforsker sine barndomsminders åbne landskaber, hver gang hun egentlig skulle have trådt i karakter.
Vi kan lige så godt skære ind til benet først som sidst. Under alt der foregår i denne roman, ligger der en lammende dødsangst. Den fremstår som et grundvilkår, og måden karaktererne tackler deres dødelighed på, er definerende for hvem de er, og hvad de kan være i fortællingen. I denne analyse ser vi derfor på, hvordan karakterer bliver sat i spil i forhold til romanens temaer. Hvilket psykologisk billede tegner forfatteren af sin hovedperson? Hvilket udsagn ligger der tilsammen i romanens netværk af figurer?
Noget der springer i øjnene er Nors' taktik, som er at sætte sine temaer i spil gennem nogle fuldstændig konkrete plotelementer. Det virker næsten lidt for oplagt at læse Sonjas kamp bag rattet som en metafor for personlig kontrol, at ”tage styringen” rent eksistentielt – ikke desto mindre fungerer det meste af romanens realplan på den måde, metaforisk.
Som om hendes usikkerhed ikke var nok, lider Sonja af nogle farlige svimmelhedsanfald – benign paroksysmal positionel vertigo, hedder det – og det gør hende ikke ligefrem til et sikrere kort i trafikken. Sonja er i det hele taget en kejtet og akavet karakter. Hun er for lang, høj på en ikke-sensuel måde. På en måde robust af bygning, men alligevel dømt til at stikke ud. Læg igen mærke til dobbeltheden, ethvert problem er altid både konkret og metaforisk på en gang.
For at løsne op for alle sine anstrengelser går Sonja regelmæssigt til massage hos kvinden Ellen i Valby. Ellen nøjes imidlertid ikke med at rode rundt i Sonjas muskelmasse. Spændingerne og svimmelheden er nemlig psykosomatiske, mener massøren, som også ser sig selv som en slags åndelig terapeut. Ellen spørger, med invasiv empati, ind til Sonjas følelsesliv og historie. Både hos Ellen og i køretimerne, bliver tærsklen til Sonjas jeg altså flittigt overskredet. Men i stedet for at sætte en grænse, lader hun det ligesom bare ske.
Sonjas eksistentielle kamp går på balancen mellem hendes indre liv og den sociale virkelighed, hun befinder sig midt i. Sonja bor i København, men har ikke meget til overs for overfladisk kultur fuld af opportunister og deres receptioner - sådan tegner Nors, gennem sin hovedperson, hovedstaden.
Ensomheden i København er ulidelig, den er voksenlivets fodslæbende bodsgang mellem fremmede, der intet vil én - i hvert fald intet godt. Omvendt har hun gennem sit indre liv adgang til en anderledes poetisk ensomhed, som tilhører hendes barndom på landet. En barndom fuld af sanselighed. Marker og træer, et rigtigt dyreliv.
Land/by-dikotomien er markant til stede i bogen. Bylivet er et frugtesløst slid for at forbinde sig med nogen, og Sonja er som revet op med rødderne. Hjemstavnen og det landlige fylder hele den indre verden, Sonja har. Sonja stammer fra Balling i Vestjylland, med sin søster, Kate. De to har siden barndommen været temmelig fremmedgjorte over for hinanden. Det er egentlig Kate, der i sin tid har sat et skel mellem dem, som en slags selvbeskyttende flugt fra sin egen angst for alle tænkelige og utænkelige uheld:
”(...)mens Kate var i færd med at udlægge sin hverdagsangst, fik Sonja øje på de små strimler af jord, der var efterladt mellem svinestaldene (…) Se, havde Sonja så afbrudt Kate. Det der er negativt rum. Hvis fanden selv skal bo et sted, så vælger han en af de der blinde tarme.(...)Så var Kate begyndt at gå, hurtigt.”
Hvor Sonja ligesom drages af den dirrende, angstfylde summen, må Kate afskærme sig fra det hun frygter, bag en komfortabel væg af hverdagsliguster og vasketøj. Nu tager Kate ikke længere telefonen, når Sonja ringer.
Det er sigende, hvordan Sonjas barndomsminder ofte aktiveres af natursansning. Ovennævnte flashback starter da også, da hun sidder og er i færd med at smøre et saftigt aloe-vera blad ud i ansigtet. Ellen inviterer Sonja med ud i Dyrehaven til et sværmerisk meditationskursus i det fri, som Ellen arrangerer for en kvindegruppe. Meget sigende bliver det hurtigt alt for meget for Sonja, som finder på en undskyldning for at fordufte fra situationen. Det er som om det at skulle være tilstede i en fælles oplevelse skræmmer hende – de stærkeste af hendes barndomsminder er da også øjeblikke, hvor hun gemte sig for sin far og søster i kornmarkerne.
Det er heller ikke ubetydeligt, at hun i reflektioner over sin hæmmende livsangst konstant vender tilbage til sit møde med den spåkone, hvis profeti om en ulykkelig kærlighed i Sonjas fremtid gik i opfyldelse med manden Paul. Eller rettere - den dag hun møder ham, synes hun nærmest bizart draget af ideen om at lade den gå i opfyldelse. Sonja er opdraget til et rationelt, ateistisk verdenssyn, men har med sine oplevelser i enrum i naturen alligevel oplevet noget jeg-transcenderende. Det er næsten som om det overnaturlige ligger i forlængelse af naturen.
Sonja oplever først en flig af forløsning, da hun i Metroen helt uventet møder en ældre kvinde ved navn Martha, der kommer fra en egn med forbindelse til Sonjas egen hjemstavn. Martha er blid og bekymret, og skal have hjælp til at finde rundt, og Sonja synes at identificere sig med hendes forvildethed. Sonja får et svimmelhedsanfald, men de finder hinanden i den gensidige behjælpelighed. Som om det er i indrømmelsen af det fortabte eller forvirrede, at vi forbinder os med hinanden. Faldet og kontroltabet, frem for konkurrencer om succes og livsduelighed.
Der er også en slet skjult kulturkritik at finde i Sonjas arbejde. Sonja oversætter romaner af den svenske krimiforfatter Gösta Svensson. I krimierne bliver dødsfald, voldskatastrofer og ondskab til bred og letfordøjelig underholdning for folket. På den måde bliver Sonja også en slags kanal for al den blodige nederdrægtighed, som krimierne dyrker. At menneskene, som Kate, er rædde for alt mellem himmel og jord på deres egne vegne, det er, hvad det er. Men at så mange elsker at forestille sig de selv samme rædsler for deres indre blik, så længe det bare er filtreret gennem en knaldroman, kan man jo godt undre sig lidt over.
Tilsammen danner romanen et billede af et menneske, og i høj grad en kultur, der lider af rodløshed. Kulturdiagnosen synes klar - det moderne liv gør mennesker til små stressede øer. Sonja er til gengæld et menneske med et rigt indland af følelser, marker så langt øjet rækker i barndommens uendelige eftermiddage. Med hende har Nors tegnet et fint bud på fænomenet ensomhed. Mennesket trives bedst, når det kan skabe en plads i verden til vores indre geografi. Det medfører altid et kontroltab at lukke nogen ind på ens enemærker. Men der er ikke andre veje til at nå hinanden; vi må snuble derover.
Kilder, links og centrale værker
Kommentarer