Analyse
Krasilnikoff, Arthur - Som landet ligger
Krasilnikoffs litterære gennembrud kom netop med Som landet ligger og Lindas tid, som blev nogle af 1980ernes fineste sociale romaner.
Arthur Krasilnikoffs tredje roman Som landet ligger fra 1983 er egentlig første del af en dobbeltroman. Sammen med Lindas tid fra 1985 udgør den dobbeltværket Vandmærker. Men på grund af forsinkelse under arbejdet med Lindas tid udkom de to værker i første omgang separat, og først i 1999 udsender Krasilnikoff dem i deres egentlige tænkte form under den samlede titel Vandmærker.
Arthur Krasilnikoff (f.1941) debuterer i 1966 med den modernistiske novellesamling Skyggehunde. Tolv historier. Siden har han skrevet endnu et par novellesamlinger, børnebøger og en del romaner, senest Nattens rygrad fra 1999. Krasilnikoffs litterære gennembrud kommer netop med Som landet ligger og Lindas tid, der bliver nogle af 1980ernes fineste sociale romaner.
I Som landet ligger møder vi den midaldrende kvinde Linda der kigger tilbage på sit liv, efter at hun for nylig har fået konstateret brystkræft og er klar over at hendes ene bryst snart skal fjernes. En del af hende skal amputeres. Linda er eksemplet på det moderne menneske der er vokset op i små kår på landet i 1950erne, er flyttet til byen, har fået arbejde, er blevet gift og har født to børn. Men den livstruende sygdom får hende nu til at reflektere over sit levede liv, reflektioner hun ikke tidligere synes at have haft tid til. Og Linda indser, at hun ikke alene skal have amputeret en betydningsfuld del af sig selv, hun er også i sig selv en amputeret del fra en sammenhæng, en fritsvævende ø, som hun et sted udtrykker det.
Siden renæssancen er hendes mødrene slægt således vokset op i Holten på Stigsnæs, men Linda er den sidste i slægten der ser Stigsnæs inden øen omdannes til industrianlæg for elværket SEAS og Gulf-raffinaderiet. Hendes mor er den sidste, der 'rigtigt' tilhører den gamle slægt på Stigsnæs, mens Linda og hendes søskende mere tilhører den nye tid, maskinalderen. De udgør selve overgangen. En på mange måder vemodig erkendelse, men også en erkendelse der får Linda til at indse sin betydning i historien og hvor vigtigt det er for hende at få fortalt sin egen historie dels fordi den kan give fornyet håb og opmuntring i den nuværende situation, dels fordi den måske kan pege på en ny sammenhæng?
Og noget af det fine ved romanen er netop den måde hvorpå disse erkendelser bliver fortalt. På een gang er romanen nemlig strengt komponeret i to hoveddele med en masse små kapitler fra Lindas barndom og ungdom, kapitler hvor Linda primært henvender sig til sin nu sekstenårige datter Hanne. Samtidig er romanen også en masse tankestrømme, hvor Linda helt eksplicit fortæller historien for sig selv, idet hun i perioder ligesom træder ud af historien og omtaler sig selv i tredjeperson. På denne måde opstår flere virkelighedsniveauer i romanen og de gradvise erkendelser ses og forstås fra flere sider.
Linda erkender således, at hun udgør en helt ny epoke i sin slægt, at hun er en fritsvævende ø i forhold til sine formødre, men samtidig bliver hun også langsomt klar over at historierne fra slægten, som hun har fra sin mors lange ordstrøm, er vandmærker, blivende aftryk, som hun ville kunne se ganske tydeligt hvis hun holdt sig selv mod lyset, og som hun netop gør idet hun fortæller sin historie.
Krasilnikoffs litterære gennembrud kom netop med Som landet ligger og Lindas tid, som blev nogle af 1980ernes fineste sociale romaner.
Arthur Krasilnikoffs tredje roman Som landet ligger fra 1983 er egentlig første del af en dobbeltroman. Sammen med Lindas tid fra 1985 udgør den dobbeltværket Vandmærker. Men på grund af forsinkelse under arbejdet med Lindas tid udkom de to værker i første omgang separat, og først i 1999 udsender Krasilnikoff dem i deres egentlige tænkte form under den samlede titel Vandmærker.
Arthur Krasilnikoff (f.1941) debuterer i 1966 med den modernistiske novellesamling Skyggehunde. Tolv historier. Siden har han skrevet endnu et par novellesamlinger, børnebøger og en del romaner, senest Nattens rygrad fra 1999. Krasilnikoffs litterære gennembrud kommer netop med Som landet ligger og Lindas tid, der bliver nogle af 1980ernes fineste sociale romaner.
I Som landet ligger møder vi den midaldrende kvinde Linda der kigger tilbage på sit liv, efter at hun for nylig har fået konstateret brystkræft og er klar over at hendes ene bryst snart skal fjernes. En del af hende skal amputeres. Linda er eksemplet på det moderne menneske der er vokset op i små kår på landet i 1950erne, er flyttet til byen, har fået arbejde, er blevet gift og har født to børn. Men den livstruende sygdom får hende nu til at reflektere over sit levede liv, reflektioner hun ikke tidligere synes at have haft tid til. Og Linda indser, at hun ikke alene skal have amputeret en betydningsfuld del af sig selv, hun er også i sig selv en amputeret del fra en sammenhæng, en fritsvævende ø, som hun et sted udtrykker det.
Siden renæssancen er hendes mødrene slægt således vokset op i Holten på Stigsnæs, men Linda er den sidste i slægten der ser Stigsnæs inden øen omdannes til industrianlæg for elværket SEAS og Gulf-raffinaderiet. Hendes mor er den sidste, der 'rigtigt' tilhører den gamle slægt på Stigsnæs, mens Linda og hendes søskende mere tilhører den nye tid, maskinalderen. De udgør selve overgangen. En på mange måder vemodig erkendelse, men også en erkendelse der får Linda til at indse sin betydning i historien og hvor vigtigt det er for hende at få fortalt sin egen historie dels fordi den kan give fornyet håb og opmuntring i den nuværende situation, dels fordi den måske kan pege på en ny sammenhæng?
Og noget af det fine ved romanen er netop den måde hvorpå disse erkendelser bliver fortalt. På een gang er romanen nemlig strengt komponeret i to hoveddele med en masse små kapitler fra Lindas barndom og ungdom, kapitler hvor Linda primært henvender sig til sin nu sekstenårige datter Hanne. Samtidig er romanen også en masse tankestrømme, hvor Linda helt eksplicit fortæller historien for sig selv, idet hun i perioder ligesom træder ud af historien og omtaler sig selv i tredjeperson. På denne måde opstår flere virkelighedsniveauer i romanen og de gradvise erkendelser ses og forstås fra flere sider.
Linda erkender således, at hun udgør en helt ny epoke i sin slægt, at hun er en fritsvævende ø i forhold til sine formødre, men samtidig bliver hun også langsomt klar over at historierne fra slægten, som hun har fra sin mors lange ordstrøm, er vandmærker, blivende aftryk, som hun ville kunne se ganske tydeligt hvis hun holdt sig selv mod lyset, og som hun netop gør idet hun fortæller sin historie.
Kommentarer